Dansk sliksalg hårdt ramt af afgifter

BEKYMRING: Salget af slik og chokolade i Danmark er faldet med seks millioner kilo fra 2008 til 2013, viser beregninger fra Dansk Erhverv, der advarer mod stigende grænsehandel og illegalt salg. Venstre opfordrer til handling.

Dansk Erhverv har beregnet, at chokoladeafgiften, der også omfatter slik og nødder, er steget med 83 procent fra 2009 og frem til i dag.
Dansk Erhverv har beregnet, at chokoladeafgiften, der også omfatter slik og nødder, er steget med 83 procent fra 2009 og frem til i dag.Foto: Julie Charlotte Christensen/ Altinget
Sine Riis Lund

Forbrugerne putter færre lakridser og vingummier i indkøbskurven fra de danske butikker. Ifølge Dansk Erhverv købte borgerne seks millioner færre kilo slik og chokolade i Danmark i 2013 sammenlignet med 2008.

Samtidigt er chokoladeafgiften, der også omfatter slik, steget 83 procent fra 2009 og frem, viser beregninger fra Dansk Erhverv. Det kunne lyde som en succeshistorie for afgiften og danskernes sundhed, men det er ingenlunde tilfældet, mener erhvervsorganisationen.

“Vi vurderer, at sliksalget ligger på nogenlunde samme niveau som i 2008, så der i stedet er sket det, at danskerne bare køber mere slik over grænsen eller køber det illegalt. Og så gør det jo ikke noget for folkesundheden, og samtidigt får staten mindre provenu i statskassen,” siger skattepolitisk chef Jacob Ravn.

Ud fra den antagelse vurderer Dansk Erhverv, at den illegale handel og grænsehandlen af slik og chokolade er steget fra cirka syv til cirka 13 millioner kilo.

Det er uacceptabelt, at vores egne danske butikker bliver udkonkurreret af illegal handel og grænsehandel. Så jeg vil stille en række spørgsmål til fødevareministeren, så vi kan få problemets omfang afdækket.

Erling Bonnesen
Landbrugs- og fødevareordfører for Venstre

Spørgsmål til ministeren
Professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet vurderer dog, at den præcise beregning skal tages med et vist forbehold.

“Det er en stærk antagelse at tro, at det samlede forbrug er uændret, fordi en stor del af det samlede forbrug er i legal dansk handel, og priserne trods alt er steget. Så det præcise tal er nok lidt overvurderet,” siger han.

Vi vurderer, at sliksalget ligger på nogenlunde samme niveau som i 2008, så der i stedet er sket det, at danskerne bare køber mere slik over grænsen eller køber det illegalt. Og så gør det jo ikke noget for folkesundheden, og samtidigt får staten mindre provenu i statskassen.

Jacob Ravn
Skattepolitisk chef, Dansk Erhverv

Bo Sandemann Rasmussen vurderer omvendt, at selve hovedpointen med mere grænsehandel og illegalt salg lyder ganske plausibel.

Venstres landbrugs- og fødevareordfører, Erling Bonnesen mener, at udmeldingen fra Dansk Erhverv giver grund til at handle.

“Det er uacceptabelt, at vores egne danske butikker bliver udkonkurreret af illegal handel og grænsehandel. Så jeg vil stille en række spørgsmål til fødevareministeren, så vi kan få problemets omfang afdækket,” siger han.

Smertegrænsen er nået
Dansk Erhverv medgiver, at deres vurdering først og fremmest bygger på antagelser ud fra at have fulgt udviklingen på markedet. Organisationen vurderer imidlertid, at afgifterne har overskredet et smertepunkt. Og henviser her til, at vores nabolande Sverige og Tyskland ikke har nogen chokoladeafgift og samtidigt har lavere moms på henholdsvis 12 og syv procent.

“Så det er blevet en meget stor magnetvare, og der er blevet et meget stort incitament til at indføre slik og chokolade illegalt til landet. Afgiftsforskellen er simpelthen blevet for stor,” siger Jacob Ravn.

Flere kontroller i sigte
Både Fødevarestyrelsen og SKAT har udført mange kontroller det seneste år af butikker med bland-selv slik. På grund af det store udbytte har myndighederne oplyst, at indsatsen vil fortsætte det kommende år.

Til Politiken har underdirektør i Skats afdeling for told og afgifter Preben Buchholtz desuden tilkendegivet, at man sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er tale om organiseret import og distribution af de illegale slikpartier.

Skatteministeriet forventer i denne uge at komme med sin grænsehandelsrapport. Erling Bonnesen vil i første omgang se, hvad den bidrager med af svar og herefter stille sine spørgsmål til ministeren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erling Bonnesen

MF (V)
revisor (1989)

0:000:00