Debat

Danske Regioner: Skrot produktivitetskravet fra 2018

DEBAT: Produktionskravet er et overflødigt styringsmonster. Vi har allerede patientrettigheder, budgetloft og sundhedsmål at styre efter, skriver Bent Hansen og Stephanie Lose fra Danske Regioner.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Bent Hansen (S) og Stephanie Lose (V) 
Hhv. formand og næstformand i Danske Regioner.

I dag skal Folketinget beslutte, om det årlige krav om to procents meraktivitet på hospitalerne skal fortsætte. Enhedslisten har stillet forslag om at skrotte kravet gældende fra 2018, men desværre tegner det til et flertal imod forslaget bestående af i hvert fald regeringen og Socialdemokratiet.

Det har vi meget svært ved at se logikken i, og derfor appellerer vi til Christiansborgs partier om at modbevise vores negative forventninger. 

Hospitalerne har løftet aktiviteten år efter år, så langt flere patienter er tilset, udredt og behandlet. Ventetiderne er høvlet i bund, og danskerne har fået mere sundhed for pengene. Det danske sundhedsvæsen kan bryste sig af tårnhøj effektivitet. Det er godt, men det er ikke godt nok.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Læger, sygeplejersker og det øvrige sundhedspersonale siger samstemmende, at de ikke kan fortsætte med at skrue aktiviteten i vejret, og sundhedsvæsenet står over for store udfordringer med flere ældre, flere kronikere og flere med mere end én sygdom. Svaret på de udfordringer er ikke mere aktivitet. 

Derfor er produktivitetskrav og finansiering baseret på for eksempel antallet af kontroller forældet. Det har været med til at øge aktiviteten og forkorte ventelister, men nu fører det flere steder til unødvendige aktiviteter på hospitalerne. Kravet kan sågar føre til, at hospitalerne kan have svært ved at prioritere de aktiviteter, som mange efterlyser: mere sammenhængende forløb for patienterne, behandling i eget hjem med telemedicin og bedre samarbejde mellem hospital, praktiserende læge og kommunalt sundhedstilbud.

Læger, sygeplejersker og det øvrige sundhedspersonale siger samstemmende, at de ikke kan fortsætte med at skrue aktiviteten i vejret, og sundhedsvæsenet står over for store udfordringer med flere ældre, flere kronikere og flere med mere end én sygdom.

Bent Hansen og Stephanie Lose
Formand og næstformand i Danske Regioner

Brug patientrettigheder, budgetloft og sundhedsmål i stedet
Når vi i regionerne sammen med sundhedspersonale og patientforeninger siger ”skrot produktivitetskravet”, er regeringens automatsvar: ”Hvad skal vi så sætte i stedet for?”

Det korte svar er: Patientrettigheder, nationale sundhedsmål og budgetloft. De tre elementer, som allerede fungerer, skaber tilsammen en stærk og brugbar styring. I regionerne ønsker vi ikke ’fri leg’, og selvfølgelig skal Folketinget have tæt føling med det sundhedsvæsen, som regionerne driver. Men der er ikke behov for et nyt styringsmonster på hospitalerne. 

Patientrettighederne sikrer ved lov, at alle patienter skal udredes inden for 30 dage og derefter behandles inden for 30 dage. Derfor kan lange ventelister ikke genopstå. Budgetloftet, som regionerne år for år har overholdt, sørger for, at regionernes sundhedsudgifter holder sig inden for den ramme, som regering og regioner aftaler.

De otte nationale mål, som regeringen, Danske Regioner og KL blev enige om sidste forår, betyder, at sundhedsvæsenets tilstand følges helt tæt.

Målene sikrer høj aktivitet ved at fokusere på hurtig udredning og kort ventetid til behandling, og til forskel fra produktivitetskravet måles der på bedre sammenhængende patientforløb. Og læg så oven i, at vi har indført skræddersyede behandlingsforløb for blandt andre kræft- og hjertepatienter.

Med de nationale mål styrer vi efter det, der er meningen med det hele: et sundhedsvæsen med høj kvalitet og hurtig behandling. Mere aktivitet er jo ikke et mål i sig selv, hvis aktiviteten ikke fører til raske borgere. I dag kan det nogle gange bedre svare sig at indkalde den samme patient to gange fremfor at levere den rette behandling i første omgang. Det er tudetosset.

Produktionskravet er gået fra middel til mål
Oprindeligt var produktivitetskravet et middel – nu er det blevet et mål i sig selv. Det er selvfølgelig ikke holdbart – bare spørg personalet på hospitalerne. Det lader til, at størstedelen af Folketinget har læst skriften på væggen og på et eller andet tidspunkt vil droppe produktivitetskravet.

Men hvorfor vente og sætte beslutningen i tomgang med et langtrukkent analysearbejde? Regionerne har de nødvendige styringsredskaber, og vi vil til enhver tid stå på mål for aktivitet og kvalitet. 

Så kære regering og kære Folketinget: Drop produktivitetskrav og aktivitetspulje. Og gør det med virkning fra 2018.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Hansen

Bestyrelsesformand, Grenaa Havn., fhv. regionsrådsformand (S), Midtjylland og formand for Danske Regioner
cand.mag. i historie og samfundsfag (Aarhus Uni. 1976)

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

0:000:00