Danske Regioner vil mindske ulighed i sundhed med øget civilsamfundssamarbejde. "Det forslår som en skrædder i helvede," indvender professor
Regionerne har givet et løfte, som ‘betyder alting og ingenting’ set fra de udsattes synspunkt. Vi dykker ned i tre svagheder ved udspillet, set fra tre forskellige perspektiver.
Gitte Skotby-Young Ballenstedt
RedaktørDe fattigste danskere dør i gennemsnit 10 år før de rigeste.
De ti års forskel i levealder er kun toppen af et isbjerg bygget op af store uligheder i livskvalitet og sygdomshistorik – altsammen socialt betinget.
Regionerne giver et løfte om at styrke samarbejdet med frivillige, patientforeninger og civilsamfund for at øge social lighed I sundhed.
Løftet indeholder tre målsætninger
- Regionerne har en tydelig indgang til samarbejdet med frivillige og civilsamfundsorganisationer
- Regionerne har klare rammer og aftaler for samarbejdet
- Regionerne arbejder for udbredelse af sociale henvisninger til tilbud i civilsamfundet
Tendensen er blandt andet dokumenteret af professor emeritus Henrik Brønnum-Hansen fra Københavns Universitet og beskrevet af DR
Den ulighed skal civilsamfundet bidrage til at mindske.
Det mener Danske Regioner, som for nylig lancerede et politisk løfte om øget civilsamfundsinddragelse. Løftet blev udbasuneret i et helt magasin fuldt af eksempler på civilsamfundsindsatser på sundhedsområdet.
Løftet er uden måltal og succeskriterier fra regionernes side og stiller heller ingen tvungne krav til sundhedsinstitutionerne.
“Vi vil ikke sætte år eller tal på – det handler om at få sat gang i det i regionerne og få gjort samarbejdet mere systematisk. Det er en anden og mere løs måde at gå til det end at måle og veje og stille tydelige krav, som vi gør mellem offentlig myndigheder. Her må vi gøre det med samarbejdsaftaler og partnerskaber, men vi skal prøve at komme så tæt på det andet som muligt,” siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S)
Han mener, der er mange lavthængende frugter at høste, hvis regionerne og de øvrige aktører bliver bedre til at skabe koblinger til hinanden og skabe tydelige indgange for civilsamfundsaktører, der ønsker at samarbejde.