Debat

Danskerne har brug for en ny bistandsfortælling


Poul Engberg-Pedersen Tidl. direktør i Verdensbanken, Norad og IUCN

DEBAT: En ny engagerende og realistisk bistandsfortælling skal fastholde fattigdomsbekæmpelse og koble det til løsninger af fælles globale problemer. Det anbefaler Poul Engberg-Pedersen, tidl. direktør i Verdensbanken, Norad og IUCN.

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Poul Engberg-Pedersen
Tidligere direktør i Verdensbanken, Norad og IUCN

Fakta
Fra 26. august og en måned frem handler Udviklingsdebatten om, hvad der skal defineres som udviklingsbistand.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Udviklingsbistanden har en utilstrækkelig forklaringskraft: Procentmålene for bistandens størrelse undermineres i donorlandene og bruges i forældede forhandlinger mellem i- og ulande. Som et kvantitativt udgiftsmål siger 0,7 procent (eller 1 procent) intet om behov, resultater og virkninger.

Den skarpe skillelinje mellem humanitær bistand og langsigtet udviklingsbistand holder ikke i en verden, hvor politiske kriser og klimaforandringer kan ramme alle.

Poul Engberg-Pedersen
Tidl. direktør i Verdensbanken, Norad og IUCN

Den nuværende bistandsfortælling forudsætter, at ulandenes eliter vil det samme som os. Det vil mange korrupte og undertrykkende regimer ikke. Befolkningen i både i- og ulande fortjener en ny politisk forklaring om udviklingsbistand og internationalt samarbejde.

Bør bistanden forsvinde, når fattigdommen forhåbentlig reduceres? Nej, for bistanden handler om samarbejde og offentlige indsatser for global problemløsning. Der bør ikke være direkte sammenhæng mellem antallet af fattige mennesker og omfanget af bistand.

Myndigheder og samfundskræfter i udviklingslandene har selv ansvaret for fattigdommens omfang – på godt og ondt. I lande, der kan selv, skal bredere udviklingssamarbejde tage over – uden donorkrav.

Bistanden er et fleksibelt politisk redskab for solidaritet og internationalt udviklingssamarbejde. Bistand bruges også til rettigheder og bekæmpelse af ulighed og undertrykkelse, bæredygtig udvikling og grøn vækst, og finansiering af globale fællesgoder, inklusive krisehåndtering.

Fremme af sikkerhed og bekæmpelse af klimaforandringer og globale sygdomme kræver også andre finansieringskilder, men det vigtigste er kvaliteten og virkningerne.

Bistanden skal ses som en indre kerne (stadig med solidariske mål) i en ydre cirkel af udviklingssamarbejde og leverance af globale fællesgoder – med klare danske interesser.

Da norske politikere for syv til otte år siden brugte globale fællesgoder som argumentet for en kraftigt stigende bistand, kunne befolkningen (stort set) godt forstå, hvorfor bistanden også blev brugt til fred og forsoning, global sundhed, korruptionsbekæmpelse og bevarelse af regnskov som et klimatiltag. Politikerne viste vejen for en ny bistandsfortælling.

Lokal og global problemløsning
Udviklingssamarbejdets problem har været overbudspolitikken: Bistanden er blevet belæsset med nye store mål. Diskrepansen mellem mål, løfter og realiteter er blevet skinger, efterhånden som bistanden finansielt udgør en lille del af strømmene.

Når jeg foreslår store mål for udviklingssamarbejdet, kræver det, at bistanden bruges katalytisk – dvs. mobiliserer andre samfundsaktører, og at vi anvender indsatsen politisk – med fokus på fattigdom, ulighed, rettigheder, bæredygtighed og fælles problemer.

Det rejser to spørgsmål: Hvordan kan vi bruge bistanden som forandringskraft, når vi ved, at bistanden kun giver resultater, hvis den støtter lokale politisk-økonomiske kræfter og processer? Vores politikere må skrue ned for danske ideologier og skrue op for støtten til progressive kræfter på deres præmisser. Hvor langt skal vi gå mht. bistandens formål – fattigdomsbekæmpelse og udviklingsfremme eller også globale fællesgoder, herunder klima?

FN's kommende mål for bæredygtig udvikling er universelle, og bæredygtighed kræver klimaforbedringer. Den ydre cirkel af internationalt samarbejde må have det hele med. Vi kan erstatte bistanden til et land med bredere udviklingssamarbejde, når landet har økonomiske og menneskelige ressourcer, politisk kapacitet og vilje til at tackle fattigdom og andre problemer.

Omvendt bør vi stadig bruge bistand, hvis vi vil skubbe til politisk udvikling (rettigheder, lighed), eller hvis samarbejdet kan være krisedæmpende. Som kernen i udviklingssamarbejdet skal bistanden bidrage til lokal og global problemløsning.

Behov for engagerende bistandsfortælling
Den skarpe skillelinje mellem humanitær bistand og langsigtet udviklingsbistand holder ikke i en verden, hvor politiske kriser og klimaforandringer kan ramme alle. Dette kræver en ny fortælling om bistand og udviklingssamarbejde, som kan forstås og bruges af politikere og befolkning i Danmark og i udviklingslandene:

  • Af politiske grunde bør procentmålene bevares, men det må ikke dominere debatten. Venstres leder mener, at han kan spare ”2,5 milliarder på Danmarks internationale forpligtelser” ved at reducere til 0,7 procent – men glemmer de klimaforpligtelser, han forhandlede i København. Bistandsfortællingen må forklare, hvorfor samarbejdet er nødvendigt.
  • Flygtningemodtagelse, gældslettelse og bistandsadministration skal jo finansieres. Det vigtige er ikke, om det er bistand. Lad os ikke bruge kræfterne på at skændes om kassen, pengene tages fra. Debatten skal handle om udviklingssamarbejdets globale mål og resultater. Kan dansk bistand bidrage til velfærd, politisk og økonomisk stabilitet og bæredygtig udvikling, som er i danskernes interesse? Svaret er Ja.
  • Bistandsfortællingen må forklare brugen af offentlige ressourcer og politikker til at mobilisere brede samfundsmæssige indsatser for 1) bekæmpelse af fattigdom, ulighed og undertrykkelse, 2) bæredygtig udvikling og 3) globale fællesgoder. Vi må bevise, hvordan bistanden kan bidrage til så store mål, og politikerne må gå foran i den nye fortælling.
  • Vi må diskutere med danskerne og partnerne, at bistanden i den indre cirkel er solidaritet og redskab for en bedre verden, og at udviklingssamarbejdets ydre cirkel tjener danske og fælles interesser i global problemløsning.

Med denne bistandsfortælling kan Danmark også engagere sig aktivt i de nye styreformer for globale fællesgoder. Eksempelvis er der meget internationalt samarbejde mellem nye aktører om klimaindsatser, som ikke afventer FN-forhandlingerne om en overordnet klimaaftale.

Dansk bistand bør bruges til at nå resultater gennem disse uformelle partnerskaber. Det kan blive en politisk vigtig og engagerende bistandsfortælling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Engberg-Pedersen

Fhv. senior specialist, Verdensbanken, fhv. direktør, Norad
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1980), ph.d.

0:000:00