Danskerne har ringe tillid til embedsmænd

MÅLING: Halvdelen af danskerne nærer en grad af mistillid til ministeriernes embedsmænd. Et vedvarende kritisk lys fra medierne skader deres omdømme, mener eksperter.

Skattesagskommissionen konkluderede sidste år, at der ikke var grundlag for at gøre et disciplinært ansvar gældende over for tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft. Alligevel har denne sag sammen med flere andre sager været med til at svække tilliden til ministeriernes embedsmænd. 
Skattesagskommissionen konkluderede sidste år, at der ikke var grundlag for at gøre et disciplinært ansvar gældende over for tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft. Alligevel har denne sag sammen med flere andre sager været med til at svække tilliden til ministeriernes embedsmænd. Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2013
Sine Riis Lund

Billedet af sandfærdige, saglige og faglige embedsmænd synes at være under opløsning. I hvert fald blandt den ene halvdel af den danske befolkning.

Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har gennemført for Altinget. Her svarer 48 procent, at de har lille eller ret lille tillid til embedsmænd i de danske ministerier, mens 42 procent udtrykker tillid. Hver tiende er i tvivl.

Resultatet overrasker Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

“Jeg synes da egentlig, at det er en bekymrende lille tillid eller tilsvarende stor mistillid. Men jeg håber og tror, at det blot er en lidt dårlig formkurve, som I har fanget de stakkels embedsmænd i,” siger han.

Jeg synes, det er vigtigt at sige, at det ikke er tilfredsstillende med det billede, som jeres undersøgelse viser. Det er noget, som vi tager meget alvorligt i Djøf.

Henning Thiesen
Formand for offentlige chefer i Djøf

Peter Munk Christiansen fremhæver, hvordan medierne de seneste år har italesat centraladministrationen som et slags skandalefænomen, og at der nu “igen” er en ny skandale.

Kort eller langvarig mistillid
Samme indtryk har Birgitte Poulsen, lektor i offentlig forvaltning ved Roskilde Universitet. Hun mener derfor også, at det kan være svært entydigt at sige, hvad mistilliden er udtryk for.

De seneste to år er det, som om at den ene sag har overtaget den anden i medierne, så det kan tale for, at det er et øjebliksbillede. Men det er klart, at hvis der er ved at forplante sig en mere generel mistillid til systemet, så er det problematisk og stærkt bekymrende.

Birgitte Poulsen
Lektor i offentlig forvaltning ved Roskilde Universitet

“De seneste to år er det, som om at den ene sag har overtaget den anden i medierne, så det kan tale for, at det er et øjebliksbillede. Men det er klart, at hvis der er ved at forplante sig en mere generel mistillid til systemet, så er det problematisk og stærkt bekymrende,” siger hun.

I disse dage fylder skattesagen med Troels Lund Poulsen (V) i spidsen endnu engang avisspalter, hjemmesider og sendeflader. Sagen har blandt andet sat fokus på ønsket om, at embedsmænd også politisk kan levere varen.

“Det kan da godt få folk til at tænke, hvad der egentlig foregår. Og selv om mange af sagerne i medierne de seneste år har været meget forskellige, så har de alle handlet om relationen mellem ministre og embedsmænd, og hvilken rolle embedsværket egentlig har i Danmark,” siger Birgitte Poulsen.

Djøf: Ikke tilfredsstillende
Formanden for offentlige chefer i Djøf, Henning Thiesen, ærgrer sig over målingen, men hæfter sig også ved den store mediebevågenhed.

“Umiddelbart ser det bekymrende ud. Vi har jo ikke set sådanne målinger før, men man kunne godt forestille sig, at det kunne være et spejl af en øjebliks-reaktion på de mange sager, som vi har set i en række ministerier, og som har været stærkt eksponeret i medierne,” siger han.

Henning Thiesen fremhæver, at Djøf har nedsat det såkaldte Bo Smith-udvalg for at belyse forholdet mellem embedsmænd og politikere. Sikring af tillid til embedsværket er netop en af rettesnorene for udvalgets arbejde efter de meget omdiskuterede mediesager som Zornig-sagen, Statsløsekommissionen, Christinia-sagen, GGGI-sagen og Skattesagskommissionen.

“Jeg er ikke så overrasket over, at den negative medieomtale har haft en konsekvens, men jeg er måske nok overrasket over, at det tilsyneladende har haft så voldsom en effekt. Og jeg synes, det er vigtigt at sige, at det ikke er tilfredsstillende med det billede, som jeres undersøgelse viser. Det er noget, som vi tager meget alvorligt i Djøf,” siger han.

Manden eller institutionen
Henning Thiesen ærgrer sig først og fremmest, fordi kvaliteten af arbejdet i ministerierne er høj, og danske embedsmænd faktisk sammenlignet med andre lande har en meget høj troværdighed og integritet. Som eksempel nævner han, at Danmark ligger nummer et på Transparency Internationals oversigt over de mindst korrupte lande i verden.

Målingen behøver da heller ikke betyde, at danskerne er lige så skeptiske over for det arbejde, som ministerierne står for, mener Peter Munk Christiansen. Der er nemlig en tendens til, at tilliden til selve de politiske institutioner er større, end når man spørger befolkningen til de mennesker, der befolker institutionerne.

“Vi gør jo en dyd ud af, at embedsmændene ikke har noget ansigt udadtil, så ikke mange danskere ved, hvem de er. Dette, kombineret med kritiske bøger, tv-serier og de konkrete mediesager, kan farve resultatet. Jeg håber, at resultatet havde været anderledes, hvis I havde spurgt til tilliden af de beslutninger, der træffes af statsapparatet. Ellers er det lidt beskæmmende,” siger han.

Både Peter Munk Christiansen og Birgitte Poulsen mener, det er nødvendigt med en tilsvarende måling om et par år for at blive klogere på, om mistilliden mest er udtryk for et uheldigt øjebliksbillede eller en begyndende dybere mistro til selve det politiske system.

 

Spørgsmål: Hvor stor tillid har du i almindelighed til embedsmænd i de danske ministerier?

Kilde: Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1.000 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 15.-19. januar 2015. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Thiesen

Selvstændig rådgiver, fhv. formand for Djøf
cand.jur. (Aarhus Uni. 1977)

Peter Munk Christiansen

Professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1983), ph.d. i statskundskab (Aarhus Uni. 1988)

0:000:00