David Trads: Carl Holsts korsfæstelse, død og genopstandelse

Carl, tidligere VU-formand og kongen af Syddanmark, valgte endelig – som 45-årig – at gå ind i landspolitik ved valget i 2015. Fornemt personligt stemmetal, hvor han kun blev overgået af Kristian Thulesen-Dahl. Udpeget til forsvarsminister. En del af magtens indercirkel.

Det gik strygende.

”Nu starter en ny epoke i mit liv, tænkte jeg,” forklarer Carl Holst mig på sit kontor umiddelbart før påske, ”og da Lars Løkke Rasmussen så ringede og tilbød mig en plads på regeringsholdet, var jeg i den grad parat. Jeg glædede mig til arbejdet. Virkelig.”

Lige indtil det pludselig gik ned ad bakke. Hurtigt:

Jeg kunne ikke se nogen, der forsvarede mig. Det der med, at man taler om et politisk kollektiv, ja, det kom til at klinge hult

Carl Holst

Han nåede blot 93 døgn som minister – for efter beskyldning på beskyldning (om for lang ferie, for stort eftervederlag, misbrug af embedsmænd, overforbrug i regionen med meget mere) trak han selv stikket. Han tog på orlov, ydmyget, mast, færdig.

”Jeg kunne ikke mere. Det var slut. Jeg var slidt,” fortæller han i et åbenhjertigt interview

Den der fornemmelse af at være det svage dyr i flokken, som alle enten kaster sig over eller undlader at hjælpe, har ramt ham hårdt.

David Trads

Nu er han tilbage. Politiet har droppet sagerne mod ham. Han er – i hvert fald af de offentlige myndigheder – renset. Hans egen kreds, der en overgang vaklede, vil have ham til at fortsætte. Efter mediernes korsfæstelse og den politiske død er han nu i færd med den svære genopstandelse.

Læs mere: Carl Holst trækker sig som forsvarsminister

Ikke noget nem øvelse – for efter 21 måneder i helvede er spørgsmålet selvfølgelig, om ’folkedomstolen’, altså vælgerne, er parate til at give ham en ny chance? Og måske endnu vigtigere, er han tilbage i topform?

”Nej, det er jeg ikke,” siger han og tøver et øjeblik: ”Lige da jeg trak mig, var jeg faktisk nede i et hul. Da jeg kom op af hullet, var jeg stadig forpjusket. Jeg har det bedre nu, end jeg har haft det længe – og næste gang vi mødes, er jeg måske i mit livs form.”

Carl smiler. Det er ikke noget vindersmil. Han er en mærket mand. Ikke den optimist, den krudttønde af selvtillid, den livsglade Carl, som jeg først mødte, da han var blevet VU-formand i 1993. Ikke den mand med enorme ambitioner, som mange så som Venstres formand.

Den tur – den ’korsfæstelse’, som han oplevede i juli, august og september 2015 – har sat sig: Den der fornemmelse af at være det svage dyr i flokken, som alle enten kaster sig over eller undlader at hjælpe, har ramt ham hårdt.

Netop, som han havde redet den første storm af – anklagen om at holde for lang ferie – kom den næste: Han var grisk, fordi han fik et (helt efter bogen) eftervederlag fra sin tid som amtsborgmester og regionsrådsformand – vel at mærke ved siden af sit honorar som minister.

”Jeg overvejede, om jeg skulle fraskrive mig det, men jeg fik også en melding om, at det skulle jeg nok passe lidt på med, i forhold til at jeg ville være en dårlig kammerat over for alle dem, der gennem tiden havde modtaget det samme, da de kom i Folketinget – Orla Hav, Nick Hækkerup, Nicolai Wammen, og, ja, også egne partifæller, som min egen partiformand, da han gik fra at være amtsborgmester til at blive indenrigs- og sundhedsminister.”

Det pres, som Carl følte, gjorde det svært at træffe et valg:

”Det spillede en rolle i mine overvejelser – for vi risikerede, at hvis jeg ’spillede ren’, så ville al fokus ryge over på min partiformand. Den situation synes jeg jo ikke, at han havde fortjent, at jeg var med til at bringe ham i.”

Jeg spørger Carl, om ikke det var ubehageligt at have fornemmelse af at være i knibe – uden at der var en eneste af partifællerne, som tog ordet og forsvarede ham?

”Jo,” siger han omgående. ”Det giver en følelse af at være ensom. Jeg vil sige det sådan: Jeg kunne ikke se nogen, der forsvarede mig. Det der med, at man taler om et politisk kollektiv, ja, det kom til at klinge hult.”

Læs mere: Carl Holst slipper for straffesag

Carl taler om, hvordan det var at stå alene. Helt alene.

”Du ved, hvordan det er med folk, der er sårede. Det svage dyr i flokken. Ja, det er den, man går efter. Man bliver mentalt presset, ryggen op imod en mur – og når man er i den situation, så kan det nogle gange være svært at se skriften på væggen. At overskue det hele.”

Oven i ’sagerne’ om ferien og eftervederlaget væltede anklagerne fra Region Syddanmark ned over ham. Om 47 aviser, om dyre kurser i Schweiz, om at en ansat reelt førte kampagne for ham, om, ja, om alting.

”Jeg blev træt, lavede fejl, det gik ud over min søvn, min velvære, balancen, men også måden, jeg svarede spørgsmål på. Det var ikke klart nok.”

Tirsdag den 30. september 2015 havde Carl fået nok. Da han lyttede til Radioavisen om morgenen, var han – igen – tophistorien. Noget med et bilag på 16.000 kroner. De følgende nyheder handlede om et islamistisk angreb i Sandholm, regeringens udspil til finanslov og ny skandale i Skat.

”Jeg havde talt meget, ekstremt meget, med min kone og børn om situationen. Hvad gør vi? Kan I stå det igennem? Der var en stemning af, at, ja, det her står vi igennem sammen – men jeg kunne ikke selv stå det igennem længere. Det var slut.”

Inde i ministeriet – endnu en dag med skrivebordet overdænget med beskeder fra journalister, der vil have kommentarer til X og Y og Z-sag – ringede Carl til statsministeren, som ikke tog røret. Derfor bad han sin departementschef fortælle det til Statsministeriet.

Læs mere: Carl Holst klar til at genopstille til Folketinget

”Jeg ville ud. Jeg ville ikke mere. Løkke var lovligt undskyldt – han var til DI’s topmøde – men jeg kunne ikke vente bare en time mere. Det var slut.”

Derefter var det ned i hullet. Uger og måneder, hvor det hele gik fra slemt til værre. Lige indtil en dag i slutningen af marts i år, hvor anklagerne blev opgivet. Nu kan Carl – måske – genopstå. Men er vælgerne parate til at tilgive ham?

”Jeg kan da godt forstå, hvis der er nogen, der siger ’ah, var der nu ikke noget om snakken’ – og jeg skal også være ærlig og sige, at jeg jo ikke har været amtsborgmester og regionsrådsformand i 15 år uden at begå fejl. Jeg er ikke ufejlbarlig.”

Det er korrekt. Carl er ikke ufejlbarlig. Hvem er i øvrigt det?

......

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.