Kommentar af 
David Trads

David Trads: Jeg savner Naser Khader i regeringen

KLUMME: Naser Khader er en enestående politiker, når det handler om at bygge bro mellem den vestlige og den arabiske verden, mellem kristne og muslimer, mellem etniske danskere og nye danskere, skriver David Trads.

Khader er – sammen med Özlem Cekic - det tætteste, vi på højt politisk niveau kommer på et succesrigt møde mellem Arabien og Vesten, mener David Trads.
Khader er – sammen med Özlem Cekic - det tætteste, vi på højt politisk niveau kommer på et succesrigt møde mellem Arabien og Vesten, mener David Trads.Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg har altid været begejstret for Naser Khader – og, jo, jo, det var mig, der i sin tid i et kådt øjeblik kaldte ham ’Vor tids Kennedy’ – og det er der særligt én rigtig god grund til:

Khader er en enestående politiker, når det handler om at bygge bro mellem den vestlige og den arabiske verden, mellem kristne og muslimer, mellem etniske danskere og nye danskere.

Han er som bekendt født og delvist vokset op i Syrien. Hans forældre er syrisk-palæstinensere. Han kom til Danmark som en halvstor dreng, der lærte – på den hårde måde – at begå sig i det krydsfelt mellem nyt, gammelt, moderne og traditioner, der er så svært.

Khader blev en mønsterbryder. En af de første stærke indvandrere: Student, økonom, brobygger, forfatter, byrådspolitiker, folketingsmedlem, partistifter. En ildsjæl, som utrætteligt har kæmpet for frihed, demokrati og ytringsfrihed til alle.

Findes der noget folketingsmedlem i dag, der bedre ser sammenhængen mellem Albertslund og Aleppo?

David Trads

Sådan har det været herhjemme, hvor han siden sin debutbog (’Ære og skam’) har stået i front, når det handler om både at forstå og respektere islam og anerkende, at intet – som i absolut intet – er hævet over de demokratiske spilleregler, som Grundloven foreskriver.

Sådan har det været ude i verden, hvor han, siden han kom i Folketinget i 2001, og i stigende grad efter 9-11, Muhammed-krisen, terror i Europa, Det Arabiske Forår og flygtningekrisen, er blevet en international profil, som forstår konflikterne og dens kompleksitet som få andre.

Khader er – sammen med Özlem Cekic - det tætteste, vi på højt politisk niveau kommer på et succesrigt møde mellem Arabien og Vesten. Eksemplet på, at integration selvfølgelig er mulig. En politiker, som dokumenterer, at islam og demokrati selvsagt er foreneligt.

Den konservative politiker er aldrig gået den lige vej – for han har tidligere repræsenteret De Radikale og Ny Alliance i Folketinget. Hans korte periode som partileder var ingen succes. Det var ikke hans styrke. Hans engagement er til gengæld enormt i den største udfordring, vi har:

Hvordan får vi skabt et bedre Mellemøsten og Nord-, Øst- og Vestafrika, så færre har behov for at flygte til Vesten – og hvordan får vi sikret, at de muslimer, som allerede er hos os, hvad enten de er flygtet, familiesammenført eller født her, bliver en del af vores midte?

Findes der overhovedet nogle vigtigere politiske udfordringer end disse? Findes der nogen politiker i blå blok, som forstår disse problemer bedre end Khader? Findes der noget folketingsmedlem i dag, der bedre ser sammenhængen mellem Albertslund og Aleppo?

Khader er ingen DJØF’er – selv om han faktisk er uddannet cand.polit. Sommetider har han ikke fået læst den sidste kolonne i regnearket. Af og til har han sagt ting, som mildest talt ikke stod i spindoktorens manual. Der er tidspunkter, hvor låget er røget af trykkogeren.

Men:

Jeg savner Naser Khader i den regering, som lige er blevet dannet!

Han burde have fået det udviklingsministerium, som alligevel blev oprettet.

Tænk hvis han havde fået de såkaldte nærområder, det arabiske initiativ, demokratifremme og ansvaret for vores langsigtede udviklingsbistand til de lande, som flygtningene kommer fra? Han ville kende området fra dag ét. Han ville have en pondus uden lige.

Tænk hvilket signal det ville sende til omverdenen – ikke mindst den arabiske – hvis vi havde udpeget en familiesammenført, syrisk-palæstinensisk dreng, som senere blev dansk gymnasieelev, universitetsuddannet økonom og folketingsmedlem, til minister?

Det ville have været stort. Det ville have været vigtigt. Det ville have været perspektivrigt. Det ville have været  den danske drøm. Det ville også have været klogt. Det ville have givet Danmark en stærk, stærk stemme. En brobygger. Og, nå, ja, vores første muslimske minister.

---

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00