David Trads: Østrigs højredrejning er en gave til Løkke

Østrig, bjerglandet midt i Europa, der sådan cirka er dobbelt så stort som Danmark, er måske det bedste eksempel på det enorme skred, der er sket i integrations- og udlændingedebatten.

Efter søndagens valg, hvor højrefløjspartierne Østrigsk Folkeparti (ÖVP) og Frihedspartiet (FPÖ) tilsammen fik 60 procent af stemmerne, udsendte Lars Løkke Rasmussen (på tysk, men her i min oversættelse) følgende tweet – rettet til Sebastian Kurz, der står til at blive Østrigs nye kansler:

”Hjertelig tillykke Sebastian Kurz med det imponerende valgresultat i går. Østrig og Danmark er og forbliver tætte partnere i EU."

Tilbage i 2000 blev det modtaget med alt andet end varme lykønskninger fra daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, da Østrigsk Folkeparti, tæt på De Konservative i Danmark, tog Frihedspartiet, hvis politik minder om Dansk Folkeparti, med i regering. Nyrup ville isolere Østrig:

Signalet til resten af Europa er øredøvende – nemlig at det første vesteuropæiske land nu er parat til at indgå i en form for alliance med de østeuropæiske lande, der reelt obstruerer EU's forsøg på at skabe en kollektiv løsning på flygtningeproblemet. 

David Trads

”Vi har reageret over for en faretruende situation, hvor det yderste højre står til at komme i regering i Østrig,” meddelte Nyrup, da han sammen med 14 andre EU-lande lagde op til sanktioner mod landet, der først var blevet EU-medlem i 1995.

Kritikken mod Østrig var især en reaktion på, at Frihedspartiet, stiftet af en eks-nazist og eks-SS-officer og i 2000 ledet af stærkt kontroversielle Jörg Haider, kunne komme i regering, men det var også humanismens sidste forsøg på at kanøfle det yderste højre.

Nyrup brugte ’Østrigs særlige historie’ – en slet skjult nazi-reference – som argument for isolationen. Herhjemme var han samtidig i færd med at stemple Dansk Folkeparti som ’ikke-stuerene’. Af samme årsag brugte Pia Kjærsgaard Østrig-sagen til katapultere sit parti op.

I dag er der ikke en kat, der gør over, at Østrig har foretaget et endnu mere dramatisk højreskred. Sebastian Kurz, den blot 31-årige konservative partileder, er åbenlyst valgt på en endog meget stram udlændinge- og integrationspolitik. Det ligner en kopi af Frihedspartiet.

Som integrations- og siden udenrigsminister har Kurz stået for en benhård kamp mod politisk islam. Han har indført burka-forbud, han har lukket Vestbalkan-ruten for flygtninge – og han har lovprist ellers uglesete Viktor Orban, den ungarske leder, for hans endnu hårdere kurs mod islam.

Hans-Christian Strache, lederen af Frihedspartiet, som med stor sandsynlighed danner regering med Kurz, har i valgkampen direkte foreslået, at Østrig skal gå i tæt samarbejde med Visegrad-landene (Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovakiet), der alle er dybt indvandrerskeptiske.

Vælgerundersøgelser viser – selvindlysende – at de østrigske vælgere stemte på Kurz og Strache af en overvældende årsag: De er enige – i den grad enige – i, at der skal føres en stadig hårdere kurs over for indvandring af muslimer, og at islams indflydelse skal minimeres.

Signalet til resten af Europa er øredøvende – nemlig at det første vesteuropæiske land nu er parat til at indgå i en form for alliance med de østeuropæiske lande, der reelt obstruerer EUs forsøg på at skabe en kollektiv løsning på flygtningeproblemet. 

Det er banebrydende.

For Løkke er valget af Kurz en gave – og det er selvfølgelig derfor, at han sender ham en så hjertelig hilsen. Hjemme har Løkke godt nok ikke brug for moralsk opbakning til sin hårde linje – for den bakkes bredt op i Folketinget – men internationalt betyder det alverden:

Den kritik af eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som Løkke står for; det ønske om reformer af Europarådet, han har udtalt; de diskussioner om selve FN’s erklæring om Menneskerettigheder, han har talt om; al den slags på den store bane bliver nu nemmere.

Østrigs højredrejning er et krystalklart budskab om, at vælgerne i et frit, vesteuropæisk demokrati helt uden at få ballade med resten af EU gerne må vælge en ny regering, hvis politik for 17 år siden ville være blevet mødt med skarpe fordømmelser. I dag er det mainstream. Det er de politiske kontinentalsokler, der bevæger sig.