De eneste to – historien om et usædvanligt parløb

MAGTDUO: En bramfri Lindø-smed og en tidligere topembedsmand udgør en tværgående alliance, som ikke er til at komme udenom i dansk politik. Altinget tegner et portræt af det magtfulde makkerpar Karsten Dybvad og Claus Jensen.

Foto: Toke Crone Gade Kristiansen/Altinget
Søren Elkrog Friis

Den store smed og den diskrete direktør er ved første øjekast et umage par.

Den ene er tidligere topembedsmand og har gennem årtier bevæget sig i centrum af det politiske liv, den anden har brugt størstedelen af sit arbejdsliv på at svejse tonstunge supertankere på Lindøværftet.

Fakta
Fælles projekter
Omdrejningspunktet i forholdet mellem DI og CO-Industri er fortsat overenskomstfornyelsen, som sker hvert andet, tredje eller i sjældne tilfælde fjerde år. Men parallelt med de til tider tilspidsede forhandlinger er DI og CO-Industri fælles om en række mere fredelige aktiviteter, herunder pensionsselskabet Industriens Pension – som tæller 400.000 pensionskunder, de regionale industripolitiske udvalg (RIPU), TekSam – som er et udvalg for teknologi og samarbejde, og den pro-europæiske tænketank EUROPA.

Den ene er ansat til at varetage interesserne for medlemsvirksomhederne i Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, den anden er formand for omkring 100.000 smede og maskinarbejdere, som er ansat i de selvsamme virksomheder.

Egentlig er de hinandens modparter. Men Karsten Dybvad og Claus Jensen bruger mere tid på at pleje deres fælles interesser end på at dyrke deres modsætninger.

Grundfundamentet er tillid. Den relation kan ikke gøres abstrakt, men er selvfølgelig personrelateret

Karsten Dybvad
Administrerende direktør, DI
Ny udgave af Altinget: magasin, hvor du kan læse flere portrætter, interviews og baggrundsartikler om dansk politik.
Ny udgave af Altinget: magasin, hvor du kan læse flere portrætter, interviews og baggrundsartikler om dansk politik.


Foto:

Hvor andre fagbosser og arbejdsgivere tordner imod hinanden i spalterne, optræder den administrerende direktør for DI og formanden for Dansk Metal ofte med fælles byline. Og på ministerkontorerne nærlæses de fælles debatindlæg og kronikker. For når den bramfri smed og den tidligere topembedsmand mener det samme, får de som regel deres vilje.

Selv lægger de ikke skjul på det tætte forhold, da Altinget møder dem til en kop kaffe i forbundshuset hos Dansk Metal i Sydhavnen.

Mange af de store spørgsmål afklares direkte mellem Karsten Dybvad og Claus Jensen. Og hvis de først er nået til enighed om et emne, så er vi andre i både LO og DA stort set sat skakmat

Dennis Kristensen.
FOA-formand

Det handler om at holde samlebåndet kørende i produktionsdanmark for at sikre job, vækst og velstand, understreger Claus Jensen.

“Overordnet har vi fuldstændig den samme interesse i, at kagen bliver større. Derfor snakker vi rigtig meget sammen og laver mange ting i fællesskab. Det er sådan set kun, når kagen skal fordeles hvert andet eller tredje år, at Karsten kan blive lidt bøvlet at snakke med,” siger Metal-formanden.

Ordet alliance falder ikke lige i Karsten Dybvads smag. Parløb lyder bedre, mener DI-direktøren.

“Det er jo meget simpelt. Hver gang vi er i stand til at nå aftaler eller løsningsforslag sammen, bliver der lyttet mere, end hvis vi gør det enkeltvis. Vi oplever ganske enkelt, at det har større værdi, hvis vi er enige og bærer tingene frem i fællesskab,” siger han. 

LO og DA sat skakmat
Altinget har bedt en række centralt placerede kilder beskrive det specielle parløb.

Forholdet er noget særligt. Det er der ingen, som betvivler. Den uhellige alliance vækker misundelse og til tider irritation. Men mest respekt. For ingen er i tvivl om, at det tværgående samarbejde resulterer i en indflydelse, som rækker langt ud over hovedorganisationerne LO og Dansk Arbejdsgiverforening.

“Mange af de store spørgsmål afklares direkte mellem Karsten Dybvad og Claus Jensen. Og hvis de først er nået til enighed om et emne, så er vi andre i både LO og DA stort set sat skakmat,” siger Dennis Kristensen, som er formand for LO-forbundet FOA.

Makkerparret har ikke selv opfundet det tætte forhold. Det er en arv, som hænger uløseligt sammen med rollerne som hovedforhandlere på Industriens Overenskomst. Den indgås mellem Dansk Industri og forhandlingskartellet CO-industri, hvor Claus Jensen er formand.

Læs mere: Historisk tilbageblik: De faktiske forhold i jernindustrien

“Vi har gode relationer til alle vores modparter i fagbevægelsen. Men vores relation til CO-industri – og til Claus konkret – udgår fra, at det er en meget stor overenskomst og den overenskomst, som forhandles først. I den forbindelse har vi en særlig opgave, og vores forhold har en særlig karakter,” siger Karsten Dybvad.

Konjunturpolitisk gashåndtag
‘Spydspidsforliget’ på industriens område er den første overenskomst, som indgås på det private arbejdsmarked og lægger sporet for det øvrige arbejdsmarked. Det vil sige, at Karsten Dybvad og Claus Jensen i fællesskab har hænderne solidt plantet på det nok vigtigste konjunkturpolitiske gashåndtag i Danmark.

“Alle ved, at det er dem, som bestemmer tempoet. Derfor er de også ekstremt ombejlede i perioderne mellem overenskomstfornyelserne,” siger en kilde, som gennem mange år har været centralt placeret på arbejdsgiversiden.

Men det handler om mere end løn, købekraft og konkurrenceevne. Det er også industrien, som bestemmer, hvornår tiden er moden til introduktion af mere velfærdspolitiske privilegier – for eksempel den 37 timers arbejdsuge, arbejdsmarkedspension, løn under sygdom, barsel, 6. ferieuge og ret til efteruddannelse.

Og sådan må det være, lyder det fra hovedpersonerne.

“Der er masser, som gerne vil bruge penge. Og så er det nødt til at være dem, som tjener dem – altså de eksporterende og konkurrenceudsatte erhverv – som lægger linjen,” siger Claus Jensen.

Hegelund: Umage par har større indflydelse
Men når de ikke lægger arm om lønstigninger, optræder de to organisationer ofte som en fælles supermagt i det danske lobby-landskab.

Sammen med Landbrug & Fødevarer har DI og Dansk Metal været bannerførere for afskaffelse af PSO-afgiften. Lars Løkke Rasmussen (V) har kvitteret ved at placere det i toppen af sin politiske dagsorden for 2016.

En ny fond til sikring af udenlandsk arbejdskraft, som Folketinget vedtog i foråret 2016, og som skal gøre Danmark i stand til at efterleve kravene i EU’s håndhævelsesdirektiv, er også udtænkt af duoen Dybvad og Jensen. Både byggeriets arbejdsgivere og fagforeninger protesterede højlydt. Men forgæves. Løsningen blev blåstemplet af LO og DA, og derfra var det let for beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) at skaffe bred opbakning i Folketinget.

Ifølge kommunikationsrådgiver og forfatter Susanne Hegelund er det lettere at påvirke den politiske proces, når man optræder som et umage par – uanset regeringens kulør.

“Når man som arbejdsgiver og arbejdstager holder hinanden i hånden, får de fælles synspunkter politisk set større vægt, end hvis man kommer hver for sig,” siger hun.

Fælles tænketank skal sælge EU til danskerne
Når to så tunge spillere som DI og Dansk Metal optræder med en fælles dagsorden, kan det ikke undgå at skabe en meget stærk påvirkning, vurderer hun. Det kom blandt andet til udtryk med det brede forlig om erhvervsuddannelsesreformen i 2014, som bærer tydelige fingeraftryk fra makkerparret Dybvad og Jensen.

“Forestil dig, at Anders Bondo og Michael Ziegler (hhv. formand for Danmarks Lærerforening og chefforhandler for KL, red.) havde en fantastisk relation og arbejdede rigtig godt sammen, hvad kunne der så ikke være kommet ud af forhandlingerne om folkeskolereformen,” siger hun.

Flere kilder peger på akutjob-ordningen fra 2012 som et mindre vellykket eksempel på magtduoens indflydelse på dansk politik.

Ideen blev undfanget på Karsten Dybvads kontor og blev blåstemplet i fagbevægelsen med Claus Jensens diplomatiske mellemkomst. Ordningen viste sig hurtigt som en skrivebordsløsning, som ikke kunne løse dagpengeproblemet, og kom for eftertiden til at fremstå som et klodset fejlskud af Thorning-regeringen.

Samarbejdet udmønter sig dog også i mere end enkeltsager. I 2013 stod Karsten Dybvad og Claus Jensen i fællesskab fadder til Tænketanken EUROPA, som blandt andet i forbindelse med folkeafstemningen om retsforbeholdet satte alle sejl til for at få danskerne til at stemme ja.

"Her har vi jo fuldstændig den samme interesse. Selvfølgelig kommer der en masse fra EU, som vi skal arbejde op imod for at få det tilpasset til den måde, vi gør tingene på herhjemme. Men fordelene er alligevel så meget større, fordi det indre marked skaber stor eksport og masser af arbejdspladser," forklarer Karsten Dybvad.

Konkurrencestatens kernetropper
Spørger man nøglespillere i fagbevægelsen, har forholdet mellem Dansk Metal og DI ofte karakter af en lukket fest. Ingen vil være det dyrebare bindeled foruden, men flere efterlyser større solidaritet med andre faggrupper.

For selv om der står Kansas på arbejdstøjet, udgør medlemmerne af Dansk Metal en særlig privilegeret skare i LO-fællesskabet. De er faglærte, har høj jobsikkerhed, og mange betaler topskat. “De er konkurrencestatens kernetropper,” som en kilde noterer sig.

“Styrken i deres misundelsesværdigt stærke akse er, at de stort set kun tænker på industrien. De er benhårde, men har også åbenlyst blinde vinkler på det sociale område, fordi deres medlemmer sidder ret sikkert i sadlen,” siger en formand for et LO-forbund.

Målt på medlemmer er Dansk Metal kun det fjerdestørste forbund i LO. Men selvforståelsen og den faktiske indflydelse rækker langt ud over, hvad medlemmerne berettiger til.

“Sammenlignet med 3F, som har cirka tre gange så mange medlemmer, lever Dansk Metal virkelig op til udtrykket ‘punching above their weight’. Og det har rigtig meget at gøre med det makkerskab, de har med DI, som de laver retningsgivende aftaler for resten af arbejdsmarkedet med,” vurderer arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen fra FAOS-instituttet på Københavns Universitet.

“De har en indflydelse, som jeg kun kan drømme om at få. Ministrene skal da nok tage telefonen, når vi andre ringer, men Claus har meget nemmere ved at komme igennem med sine synspunkter,” supplerer en forbundsformand.

Surprise-gæst på Venstres landsmøde
Dansk Metal er også det LO-forbund, som har været mest tydelige omkring fagbevægelsens erklærede brud med Socialdemokraterne.

Godt nok mener Claus Jensen, at en socialdemokratisk regering er bedst for lønmodtagerne. Men det stoppede ham ikke fra at deltage som gæstetaler på Venstres landsmøde i 2013 – til forundring og forargelse blandt mange i fagbevægelsen.

“Det er udtryk for en gammeldags tankegang, hvis man ikke mener, at jeg skal tale med de politiske partier, som har indflydelse på mine medlemmers liv og arbejdsforhold,” siger Claus Jensen.

Flere kilder betragter den notoriske appearance på Venstres landsmøde som tak for sidst til Lars Løkke Rasmussen, som kort forinden havde båret Dansk Metals ønske om at ændre den såkaldte bilskrotordning ind i forhandlingerne om vækstpakken.

Vækstpakken blev også et vendepunkt for Karsten Dybvad. Med sin fjerne fortid som LO-økonom og a-kassedirektør havde han skullet kæmpe for at bevise sig selv som industriens mand, siden han stemplede ud som departementschef i Statsministeriet i 2010.

Sænkelsen af selskabsskatten efterlod den røde regering med indre blødninger, men var en sejr for Dybvad – og lukkede munden på det skeptiske DI-bagland. De store LO-forbund kritiserede højlydt, at erhvervslivet skulle modtage skattegaver fra en rød regering. Men Dansk Metal forholdt sig tavse, og overordnet blev vækstpakken alligevel velsignet af LO.

Enige om at være uenige
De er langt fra enige om alt. Heller ikke i den foretrukne kulør på regeringen, medgiver Karsten Dybvad.

“Men vi deler synet på, at vi arbejder sammen med den til enhver tid siddende regering. Den grundlæggende fælles tilgang er, at vi skal have et konkurrencedygtigt samfund, hvor virksomheder kan tjene penge, så vores velstand kan vokse. Derudover har vi så en løbende diskussion om, hvordan den velstand skal fordeles,” siger DI-direktøren.

“Vi har da nogle åbenlyse interessemodsætninger. Karsten vil da nok gerne have gjort en hel del mere ved skatten, end jeg synes er godt,” fortsætter Claus Jensen.


Tillid er nøglen

Tillid og fortrolighed er grundpillerne i forholdet. Der forhandles aldrig i offentligheden, og uenigheder og optræk til konflikt holdes internt.
Derfor er en god personlig kemi mellem den til enhver tid siddende DI-direktør og formanden for CO-industri afgørende for stabiliteten på det danske arbejdsmarked.

“Grundfundamentet er tillid. Den relation kan ikke gøres abstrakt, men er selvfølgelig personrelateret,” siger Karsten Dybvad.

“At vi på det personlige plan ikke ligefrem hader hinanden er da en fordel, som gør samarbejdet stærkere,” tilføjer Claus Jensen.

Den pragmatiske og diskrete forhandlingsstil kan få Claus Jensen til at fremstå langt mere kompromissøgende – ja, måske ligefrem tandløs sammenlignet med andre mere højtråbende og konfrontatoriske fagbosser.

Ofte kan han virke i direkte modsætningsforhold til kollegerne i fagbevægelsen, når han taler imod højere offentlige udgifter, for lavere skattetryk eller revser sine egne medlemmer for ikke i tilstrækkelig grad at udnytte deres ret til efteruddannelse. Ifølge Claus Jensen selv følger der et særligt ansvar med rollen som topforhandler på netop industriens område.

“Vi kan ikke tillade os at indtage nogen pjatteholdninger eller stille os op på en bjergtop og skrige ud til hele Danmark om et eller andet. Hvis ikke vi hele tiden er alvorligt bevidst om vores ansvar, risikerer vi at miste den opfattelse, at det selvfølgelig er os, der skal knække de første og største nødder,” siger Claus Jensen.

Rejsekammerater
Det gode forhold dyrkes og næres på jævnlige ‘studieture’ til udlandet. Turen er tidligere gået til Schweiz, Østrig og Sydtyskland – blandt andet for at blive klogere på velfungerende erhvervsuddannelser.

Og i maj rejste DI-direktøren og Metal-formanden til USA for at studere frihandelsaftalen TTIP, som til deres undren og frustration møder modstand på begge sider af Atlanten.

“Det er ret kontroversielt i USA. Så vi har forsøgt at blive klogere på, hvem vi skal fortælle om vores tanker og holdninger for at skubbe tingene i den rigtige retning,” siger Claus Jensen.

I udlandet skaber det ofte stor forundring, at to repræsentanter for hver sin side af arbejdsmarkedets parter tropper op arm i arm.

“Det er de ikke vant til at se. Men det afspejler, at vores måde at gøre tingene på Danmark er anderledes end i de fleste andre lande,” siger Karsten Dybvad.

Sidder på magten i DA
DI er uden sammenligning den største og mest magtfulde erhvervsorganisation i Danmark. Med omkring 60 procent af den samlede lønsum og 50 procent af stemmerne er de det ubetinget stærkeste medlem af Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Opbakning fra DI er derfor afgørende, når der forhandles aftaler mellem LO og DA.

“Når LO forhandler direkt med DA, er det alligevel DI, der bestemmer. Det er ikke tilfældigt, at der er markant flere løbende aftalte møder mellem DI og CO-Industri, end der er mellem LO og DA,” siger en centralt placeret LO-kilde.

Reelt træffes de fleste beslutninger i et samarbejdsudvalg mellem DI og CO-Industri, som udover Karsten Dybvad og Claus Jensen består af Mads Andersen - næstformand i CO-Industri og formand for Industrigruppen i 3F, og Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i DI.

DI vil undgå politisk indblanding
Ifølge arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen er den stærke relation til Dansk Metal og den fælles evne til at forny overenskomster af afgørende betydning for DI.

For DI handler det om at undgå politisk indblanding i regulering af arbejdsmarkedet - samt at bevare førerpositionen i aftalesystemet. Hvis ikke det var for de løndæmpende overenskomster, ville visse brancher på nuværende tidspunkt kunne trække højere lønninger på grund af stærk efterspørgsel på arbejdskraft.

“DI har det på mange måder som blommen i et æg. De bruger aftalesystemet til at moderere lønningerne - hvilket giver en mere stabil lønudvikling, og opnår samtidig en fleksibilitet i forhold til løn og arbejdstid, som en lovbestemt model aldrig vil kunne levere,” siger FAOS-forskeren.

I tysk industri findes der en tilsvarende stærk alliance mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Men her er det ikke lykkedes at få servicesektoren til at holde trit med lønniveauet, hvilket har ført til vedtagelse af en lovbestemt mindsteløn.

“DI vil for alt i verden undgå en tilsvarende situation i Danmark. Deres hovedrationale er, og har altid været, at man holder staten ude af de kollektive aftaler og knækker nødderne selv,” forklarer Christian Lyhne Ibsen.

Sammeholdet skal stå sin test i 2017
I 2014 beviste Karsten Dybvad og Claus Jensen første gang, at de var i stand til at nå til enighed om det, som i skåltalerne beskrives som ‘krumtappen i den danske model’.

Snart skal de til det igen. Efter opvarmning i efteråret går forhandlingerne om fornyelse af industriens overenskomst reelt i gang i januar 2017.

Den allervigtigste prioritet er de på forhånd enige om.

“At vi når et resultat,” lyder det nærmest i kor.

Men når talen falder på de konkrete prioriteter og stridspunkter, som igen vil komme til at sætte dagsordenen for det øvrige arbejdsmarked, styrtdykker snakkelysten øjeblikkeligt.

“Hvis man skal opnå resultater i svære forhandlinger, kan det ikke hjælpe noget, hvis man render og laller om det i pressen,” fastslår Claus Jensen.

“Så du forsøgte. Godt forsøgt, men resten tager vi selv herfra,” slutter Karsten Dybvad.

Dokumentation

Blå bog - Claus Jensen

Uddannelse
1980: Kom som 16-årig i lære som plade- og konstruktionssmed på Lindø (Odense Staalskibsværft)

Karriere
2012 - Forbundsformand for Dansk Metal. Formand for CO-industri
2009 - 2012: Næstformand for Dansk Metal
2003-2009: Ansat i Dansk Metal, fra 2004 som forbundssekretær
1990-2003: Ansat på Lindø. Fællestillidsrepræsentant og medlem af A/S bestyrelsen
1985: Ansat på Wittenborg (blandt andet sikkerheds- og tillidsrepræsentant)
1982-1984: Ungdomsformand for Dansk Metal i Odense

Privat
Født 30. april 1964
Opvokset i Kerteminde
Hans far var også ansat på Lindø, og hans farfar var næstformand for den lokale afdeling af Dansk Metal
Gift med Lone Jensen, sammen har de to børn
Bor i Skamby på Fyn

Blå bog - Karsten Dybvad

Uddannelse
Cand.polit. fra Københavns Universitet i 1985

Karriere
2010- Adm. direktør i Dansk Industri
2005-2010: Departementschef og statsrådssekretær i Statsministeriet
2001-2005: Departementschef i Finansministeriet
2000-2001: Departementschef i Trafikministeriet
1998-2000: Direktør, Økonomistyrelsen
1997-1998: Adm. direktør i Magistrenes Pensionskasse
1995-1997: Departementsråd i Statsministeriet
1993-1994: Kontorchef i budgetdepartementet, Finansministeriet
1990-1993: Kontorchef og senere underdirektør, Bikuben Pension
1987-1990: Økonom i LO
1985-1986: Økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Privat
Født 5. november 1956 i Gentofte
Søn af overlærer Arne Dybvad Olesen og psykolog Lise Dybvad Olesen
Gift med konsulent Kirsten Gregens Djalsö, sammen har de fire børn
Bor i Charlottenlund
Fan af Bruce Springsteen og Dire Straits


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Jensen

Forbundsformand, Dansk Metal, formand, CO-industri, bestyrelsesformand, Arbejdernes Landsbank, formand, Industriansatte i Norden, forretningsudvalgsmedlem, FH
plade- og konstruktionssmed (Odense Staalskibsværft 1985)

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

Karsten Dybvad

Senior fellow, Kraka, fhv. departementschef, Statsministeriet
cand.polit. (Københavns Uni. 1985)

0:000:00