Debat: Davos-eliten har "føkket opp"

Af Kåre Riis Nielsen
Debattør, cand.scient.pol.

”Responsive & Responsible Leadership.” Temaet for årets Davos lyder besnærende ansvarligt. Men frem for at fastholde den luksuriøse alpe-idyl burde årets elitetræf have læst skriften og være rykket tættere på folket og ud i forstæderne, hvor modstanden mod dem og globaliseringen er stærkest.

For Brexit, Trump, voksende nationalisme, polarisering og populisme er tydelige tegn på en dybere krise i kapitalismen. Tegn eller morbide symptomer på, at vi befinder os i overgangsfasen mellem en døende liberal markedsorienteret orden og en ny autoritær orden, vi endnu ikke kender omfanget af.

Globaliseringsfortællingen er blevet demaskeret, og demagoger har haft nemt ved at sælge forsimplede budskaber, som appellerer til de mange, der føler sig forrådt af Davos-eliten. Lidt forenklet mærker vi de ubehagelige konsekvenser af den økonomiske globaliserings politiske skyggeside.

Hvad der er alarmerende ved disse historier er ikke kun omfanget af de superrige og globale virksomheders skatteunddragelse, men også det faktum, at det sker så åbenlyst.

Kåre Riis Nielsen

Men hvordan kom det så vidt? Der er mange årsager, men den hastigt voksende kløft mellem top og bund står centralt. Her har særlig skatteområdet i det seneste år leveret skamfulde eksempler på hvordan eliten og de globale virksomheder har 'føkket opp' og glemt alt om fairness og lighed.

Først kom Panama Papers-skandalen med detaljerede afsløringer af mere end 214.000 offshore-selskaber. Derefter krævede EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager, at Irland indkasserer 97 milliarder kroner fra Apple i "uberettigede skattefordele", da Irland havde tilladt Apple at slippe med årlige skattesatser på mellem 0,005 procent og 1 pct. af sine europæiske overskud – langt under Irlands i forvejen lave 12,5 procent selskabsskat. Ifølge kommissionen var Irlands skatteordninger med Apple ulovlige og diskriminerende.

Nu er det er ingen hemmelighed, at globale virksomheders skattebetaling er uigennemskuelige konstruktioner, hvor den stærke dominerer. Apple er blot et ekstremt eksempel. Senest er det blevet afsløret, hvordan Real Madrids superstjerne Ronaldo har scoret uden for banen. Sådan cirka 1,1 milliard kroner på private sponsoraftaler, hvoraf han ”slap” med at betale omkring 3,8 procent i skat.

Hvad der er alarmerende ved disse historier er ikke kun omfanget af de superrige og globale virksomheders skatteunddragelse, men også det faktum, at det sker så åbenlyst. En kliche som ”tyveri ved højlys dag” ligger ligefor. En almindelig lønmodtager ville næppe kunne slippe af sted med det samme uden at blive både retsforfulgt og dømt af skattemyndighederne.

Men når Apple, Google eller Ronaldo gør det, er det ikke skatteunddragelse, men ”effektiv skatteplanlægning”, i stil med hvad Mr. Trump pralede med under efterårets valgkamp i USA. Kort fortalt kan skatteunddragelse i dag gøres med hjemmel i lovgivningen – og opfattes som helt legitimt.

Alle synes tilfredse, lige med undtagelse af dem, der betaler for festen: arbejder- og middelklassen i de vestlige demokratier, dvs. mange af dem, der konstant er i risikozonen for at miste deres jobs, mens boligprisernes himmelflugt presser dem ud af byerne. Hvorimod de globale topchefer indkasserer tegneseriebeløb, mens de prædiker tilpasning til konkurrencepositionen gennem afskedigelser og udflytning af arbejdspladser.

Apples CEO, Tim Cook, sagde i august til Washington Post, at hvad Apple gør er lovligt. "Sådan er den nuværende skattelovgivning. Det er ikke et spørgsmål om at være patriotisk eller ej. Det går ikke, at jo mere du betaler, des mere patriotisk er du." I samme interview udtalte Tim Cook, at Apple, som har placeret mere end 180 milliarder dollar i skattely, ville være villig til at vende tilbage og betale skat i USA, hvis satsen var "fair".

Er det nødvendigt at nævne, at selskabsskatten i det meste af verden er markant lavere end for arbejde? Det bekræfter billedet af, at de globale selskaber opererer i en parallel virkelighed. Det forhold, at en virksomhed som eksempelvis Apple inden for skattelovens rammer kan betale nul skat, må betragtes som en eklatant politisk og etisk fiasko på globalt plan.

Men tilsyneladende har vi nået et punkt, hvor brede grupper i befolkningen har fået nok af at være statister i elitens globaliseringsrus. Konsekvensen er Brexit, Trumps valgsejr og en voksende sandsynlighed for at andre demagogiske højrepopulister vinder frem i Europa.

Et afgørende spørgsmål er, om vestens demokratier nu vil lytte de mange alvorlige advarselssignaler. EU-Kommissionens afgørelse ift. Apple ser ud til at være det første seriøse forsøg på at tøjle de globale virksomheders grådighed. Men EU’s afgørelse vedrørte udelukkende Irlands diskriminerende adfærd og angik ikke de mere grundlæggende globale udfordringer med udbredt skattesvindel og skatteunddragelse blandt virksomheder og de superrige.

Den massive skævvridning mellem beskatning af kapital og arbejde er i dag så udbredt og accepteret, at ingen orker at bekæmpe det længere. Resignationen hersker, alt imens eliten dagligt undergraver den sociale samfundskontrakt.

Det kræver politisk mod og lederskab at sætte fokus på denne grundlæggende ulighed. For de politiske demagoger og populister, der som spøgelser trasker gennem Europa og USA kan mest effektivt bekæmpes, hvis politikerne kan bevise over for vælgerne, at kapitalismen kan levere en bedre fremtid for alle grupper i befolkningen.

Det kræver blandt andet at virksomhedsledere og -ejere søger at samarbejde med regeringer om en mere retfærdig fordeling af kapitalismens gevinster. Herunder ved at betale en rimelig skat, men også gennem rimelige løn- og bonusordninger. Et grotesk eksempel på sidstnævnte er oliegiganten Exxon Mobils 1,3 milliarder kroner store ”afskedsgave” til deres afgående CEO, Rex Tillerson. For staklen skulle tiltræde lavtlønsjob som Trumps udenrigsminister.

Frem for udmærkede CSR-tiltag burde de globale virksomheder starte med deres grundlæggende samfundsansvar: at betale et rimeligt og fair bidrag i skat dér hvor deres aktiviteter finder sted. Og betale rimelige lønninger og bonusordninger til deres topchefer.

Kritikken af den massive globale skatteunddragelse og voksende ulighed er ikke noget, som centrum-venstre skal have patent på. Det bør være en sag for alle, der ønsker at fastholde kapitalismen som samfundets økonomiske motor.

Storbritanniens konservative leder Theresa May har eksempelvis været stærkt kritisk over de alt for høje lønninger til erhvervslivets topchefer. Efter Brexit opfordrede hun til at foretage nødvendige ændringer for at sikre, at ”kapitalismen kan levere en bedre fremtid for alle”. May, som er en varm tilhænger af de frie markedskræfter, advarede om, at hvis økonomien ikke sikrer bedre balance, kan det i sidste instans føre til langt mere ekstreme reaktioner end Brexit.

Det interessante er, at selv en markedsliberalist som Theresa May mener, at erhvervslivet er nødt til at bidrage og betale deres del tilbage til samfundet. Ikke af kærlighed til lighed og regulering. Men fordi de har nydt særlig godt af en velreguleret markedsøkonomi – og ikke mindst fordi alternativet er skræmmende. Hvis vi søger tilbage i historien, kan Bismarcks sociale reformer i Tyskland i slutningen af det 19. århundrede også tjene som historisk reference: kapitalismen skulle reddes fra kapitalismen.

Da den franske økonom Thomas Piketty brød igennem lydmuren var det med et budskab om, at verden var på vej mod ekstrem ulighed. Han foreslog, at kun en 70 procent afgift på formuer ville kunne sikre den frie markedsøkonomis fremtid. Men før det kunne vi jo starte med at sætte effektivt ind mod den omfattende skatteunddragelse.

Som samfund må vi erkende, at hverken ekstrem ulighed eller ”skatteplanlægning” er acceptabelt, og at det fuldstændig underminerer samfundskontrakten i de liberale demokratier.

Vi må erkende, at hvis situationen ikke ændrer sig, så vil Brexit og Trump blot være begyndelsen på en fase, der indvarsler overgangen til en helt anden brutal politisk logik. En logik, hvor demagogiske populister drives og næres af nationalisme, protektionisme og frygt, og hvor hårdt tilkæmpede liberale frihedsrettigheder betragtes som unødig luksus af den nye anti-elitære elite.