Debat

Svensk debattør: Der er brug for flere religiøse friskoler

DEBAT: I Sverige diskuterer man også religiøse friskoler for tiden. Debattøren Aisha Lundgren Aslla mener, at man burde have mange flere, da den svenske sekulære religionsfobi ekskluderer troende elever.

RELIGIONSFOBI: Den kommunale skole er mislykkedes med sin demokratiske opgave, mener Aisha Lundgren Aslla.
RELIGIONSFOBI: Den kommunale skole er mislykkedes med sin demokratiske opgave, mener Aisha Lundgren Aslla.Foto: Privatfoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlægget er bragt første gang 17. august på Altinget.se. Du kan læse det oprindelige indlæg på svensk her

 

Af Aisha Lundgren Aslla
Lærer på læreruddanelsen i demokratiarbejde, ligebehandling og normkritisk pædagogik

 

Fakta
Deltag i debatten! 
Send dit indlæg til [email protected]

Den kommunale skole er ikke lykkedes med at gøre sig fri af den sekulære, undertrykkende norm, hvorigennem den troende konsekvent bliver fremmedgjort, problematiseret, mistænkeliggjort og endda dæmoniseret.

Aisha Lundgren Aslla
Svensk debattør og lærer

Regeringreformen 2§:

Den offentlige magt skal udøves med respekt for det enkelte menneskes ligeværd./ .../Det almene (f.eks. skoler) skal virke for at alle mennesker kan opnå delagtighed og lighed i samfundet og der tages vare om børns rettigheder.

En mere eller mindre aggressiv religionsfobi er hele tiden nærværende i den troende elevs hverdag.

Aisha Lundgren Aslla

Grundlaget: Den svenske nations fundament. Det er vi alle enige om, er det overordnede princip.

Forklaringen på, hvorfor en stor del af Sveriges befolkning i dag, trods formuleringen i grundlaget, argumenterer for fascistiske ideer (om menneskers ulige værdi) er i sandhed komplekse og inkluderer forskellige nationale og internationale faktorer. Skolevæsenet kan dog ikke ses som 'uskyldigt' i forhold til disse ideer, da det har en central placering i samfundets udvikling.

Skoleloven, diskriminationsloven og læreplanerne for skolen fremhæver tydeligt demokratiforståelsen (promoveringen af alles ligeværd og alles lige rettigheder) og vigtigheden af at skabe 'en skole for alle'. Trods dette er det almindelige scenarie, at demokratiets ideer og børns rettigheder ikke gennemsyrer skolernes virke. Dette er blevet påpeget og kritiseret af Skolinspektionen (rapport 2012:9) og er blevet bekræftet af mig selv og andre, som arbejder med at uddanne og lede skolepersonale i demokrati- og rettighedsspørgsmål.

Drømmen om den inkluderende skole er knust
Jeg har tidligere været fortaler for den almene kommunale skole og modstander af alle private, alternative skoler, inklusive de religiøse. Men jeg har ændret opfattelse. Jeg har under min tid som læreruddanner set min drøm om den gode gamle inkluderende kommuneskole blive knust.

Måske var jeg (og andre) naive i vores forestilling om, at et centralt styret skolevæsen for alvor kunne tilbyde alle børn, uanset national baggrund, etnicitet, religion og fysisk formåen, en ligeværdig deltagelse, frihed og integritet. Men nej, der findes ingen neutrale positioner. Det gælder naturligvis også for skolen.

Der er brug flere religiøse friskoler i Sverige
Alle børn har ret til en uddannelse med samme mål af kundskabsindhold, kvalitet og inklusion. Alle børn skal på lige fod føle sig trygge, set, respekteret og hjemme i skolen. Alle skoler skal fungere i forlængelse af de gældende love og læreplaner. Og Skoleinspektionen skal garantere at dette efterfølges, på alle skoler, kommunale som private.

Med det udgangspunkt vil jeg hævde: Vi har brug for flere religiøse friskoler i Sverige. De svenske kommunale skoler præges af samfundets normer. En af de mest omfattende og tilgængelige normer for en troende person er den sekulære norm, alternativt ikke-religiøse eller måske endda den anti-religiøse norm. Det er vanskeligt for en troende person 'frit' at udøve sin religion og være åben mht. sin religiøse livsstil i den svenske kommuneskole. Måske er det på papiret, men i praksis styrer den sekulære norm den troende elevs hverdag og begrænser muligheden for tryghed, at blive set og respekteret som individ.

Jeg møder i ny og næ troende elever og høre om deres oplevelser. Den sekulære norm indebærer bl.a., at det altid er acceptabelt at latterliggøre religion/eller religiøse personer, at uenigheder med udgangspunkt i religion enten ses som ufarlige eller acceptable med henvisning til ytringsfriheden, og at det ses som legitimt at kategorisere troende (både af elever og lærere) og omtale dem som ’muslimerne’, eller ’de kristne’. Normen indebærer at det altid er ubehageligt at bede i pausen, at alle bliver stille, hvis nogle nævner noget med Gud, og at man konstant føler sig ’mærkelig’ og udenfor.

Den succesfulde, troende elev bliver den, som skjuler sin religiøsitet mest muligt. Det er den elev, som ikke taler om sin tro og ikke agerer, eller vælger anderledes end sine klassekammerater, og udadtil assimileres, men indadtil skjuler sin religiøsitet. Dvs. at skolen, som er en institution, der burde fremme alles ligeværd og lige rettigheder, i stedet bliver et sted, hvor den religiøse elev undertrykkes og usynliggøres, der er et rum hvor de svenske, sekulære normer bestemmer, og hvor samfundets magt-ulighed reproduceres.

Udbredt religionsfobi
I dagligdagen er den sekulære norm også blevet inficeret af fascistiske strømninger og tiltagende aggressivitet. Ofte taler man om islamofobi, hvilket ofte er relevant, men lider nutidens Sverige i virkeligheden mere af religionsfobi? Indimellem sættes der spørgsmålstegn ved ordet ’fobi’, men jeg ved ikke, hvilket andet begreb der ville være mere dækkende? Det, vi oplever, er noget andet end ’frygt’, noget andet and ’negativ indstilling’, og noget helt andet end ’legitim kritik’.

Når f.eks. hele det politiske etablissement, inkl. statsministeren, går op i limningen pga. af en rystet filmoptagelse, hvor nogle piger og drenge fra en religiøs friskole bestiger skolebussen ad forskellige døre, er det en reaktion, der kan sammenlignes med fobi. Det er en eksplosiv vrede uden rationale, som baseres på en allerede forudindtaget opfattelse af, hvorledes personer fra den aktuelle (religiøse) gruppe ’er’, og hvad de ’gør’, og at det er en ’fejl’. Og på trods af, at der siden er fremkommet oplysninger, som afviser den påståede hændelse og årsagerne til den, er der ikke kommet nogen offentlig undskyldning for den (ubegrundede) aggressive reaktion. I stedet udnytter de politiske partier situationen til at tale om muligheden for at lukke de religiøse friskoler.

Fejlagtige antagelser
Religionsfobien i Sverige bygger på tre generelle antagelser:

1. At alt, som religiøse personer foretager sig, grunder i deres religion.
2. At gøre noget af religiøse årsager er dårligt.
3. At sagforhold, som har med religion at gøre (påklædning, ritualer, adfærd), er betinget af tvang.

Og som modsætning til disse antagelser opstilles ideen om den sekulære (ikke-religiøse) norm/livsstil, der ses som fundamentalt anderledes og bedre end den religiøse: Ikke-religiøse mennesker antages at agere af forskellige årsager, og de kan ud fra deres sekulære position gøre gode eller dårlige ting – alt dette beror på, at de ikke antages at være ’styret’ af noget – hvilket ses som noget positivt.

Livsstil, som indbefatter tøj, ikke-religiøse (eller traditionelle kristne) ritualer og adfærd, er noget, ikke-religiøse personer ses som baseret på ’fri vilje’, og det anses ikke, som om denne ageren er underlagt tvang.

Religionsfobiens verdensbillede bygger på ideen om de modsatte positioner mellem det religiøse og ikke-religiøse, som naturligvis begge er karikerede. Inden for begge grupper findes der naturligvis mennesker, som handler godt og dårligt, som styres af andre eller ikke, som undertrykker og tvinger, eller som styrker og fremhæver andre.

Sekulære normer dominerer
Den kommunale skole er ikke lykkedes med at gøre sig fri af den sekulære, undertrykkende norm, hvorigennem den troende konsekvent bliver fremmedgjort problematiseret, mistænkeliggjort og endda dæmoniseret. En mere eller mindre aggressiv religionsfobi er hele tiden nærværende i den troende elevs hverdag.

Det kommunale skolesystem har ikke skabt et mere demokratisk kompetent samfund eller en større vilje til at inkludere, men har i stedet i flere tilfælde modarbejdet det, bl.a. gennem mobning og religionsfobi i skolen, men oftest ved at reproducere undertrykkende sekulære normer.

For at skabe et godt og mangfoldigt samfund behøver vi noget andet. Min opfattelse er, at der behøves en større variation og mere plads til alles forskelligheder, præferencer og livsvalg. Vi har brug for flere forskellige slags skoler med forskellig filosofisk, interessebaseret eller/og religiøs indretning.

Det centraliserede skoleprojekt har fejlet i forhold til dets mest omfattende opgave – at fremelske og forbedre demokratiet. Lad os gå en anden vej og i stedet synliggøre, legitimere og fremhæve mangfoldigheden gennem at udbrede valgmulighederne i skolesystemet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00