Debat

Debat: Er Merkels nye regering dårligt nyt for EU?

DEBAT: Angela Merkels kommende regering kan ende med at blive en langt større prøvelse for EU og den tysk-franske alliance, end nogen havde forudset, skriver Lukas Lausen fra Det Udenrigspolitiske Selskab.

Merkels nye regering kan blive en stor prøvelse for EU og den tysk-franske alliance, skriver Lukas Lausen.
Merkels nye regering kan blive en stor prøvelse for EU og den tysk-franske alliance, skriver Lukas Lausen.Foto: /ritzau/Francois Mori
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lukas Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35 og tysk statsborger

Det eneste, der var sikkert,allerede før stemmerne var talt op i Tyskland i søndags, var, at Angela Merkel ville blive siddende som kansler. Hele verden – der efter bare et par måneder med Trump ved roret i USA allerede virker så forpustet som sjældent før – åndede lettet op, da i det mindste dét kunne bekræftes. Det kedelige Tyskland holder også denne gang, hvad der står på pakken: forudsigelighed og mådehold.

Men når regeringsforhandlingerne går i gang, står Angela Merkels union af CDU og CSU (som er det bayerske mere konservative søsterparti til CDU) med det dårligste valgresultat siden 1949 på hånden og over for en historisk kompliceret forhandlingsproces. For første gang skal hele fire partier danne regering sammen på forbundsplan – og for første gang skal de ellers venstresnoede Grønne danne regering med de borgerlige.

EU bliver Merkels største udfordring 
Allerede mandag morgen tikkede der hos Angela Merkel et brev ind fra partikollega og kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der ikke lagde skjul på sin egen agenda: ”Mere end nogensinde før har Europa i dag brug for et Tyskland, der aktivt deltager i at forme vores kontinent.”

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Samtidig er det særligt på EU-politikken, at Merkel måske står over for sin største udfordring. Med Alternative für Deutschland’s (AfD) indtog i det tyske parlament ser landet for første gang et EU-kritisk parti i egne rækker.

AfD blev i sin tid grundlagt ud fra ønsket om at afskaffe euroen og har gentagene gange erklæret sin EU-skepsis og stærke EU-kritik. Med op imod 100 pladser i det nye parlament vil AfD i fremtiden kræve flere EU-politiske emner sat på dagsordenen, som i Tyskland ellers har været meget lidt diskuteret og typisk været overladt til regeringen. Mens partiet i dag i højere grad markerer sig på indvandrerkritikken, kan AfD betyde, at Merkels regering vil få kamp til stregen i parlamentet, når der for eksempel skal vedtages yderligere hjælpepakker til Grækenland, eller hvis Tyskland skal understøtte en reform af EU-institutionerne.

Junckers føderation vs. Macrons multi-speed-EU
Netop disse reformer bliver mere og mere sandsynlige.

I sin ”State of the Union”-tale lagde Jean-Claude Juncker sine planer frem – en stærkere ledelse af EU-institutionerne ved at sammenlægge råds- og kommissionsformandsposten og derudover en styrkelse af de føderale bevægelser i EU vil ifølge Juncker styrke borgernes tiltro til det europæiske projekt og fremtidssikre EU.

Samtidig har Frankrigs Emmanuel Macron – der tirsdag fremlagde sin vision for EU’s fremtid på Sorbonne-universitetet i Paris – bebudet, at han vil drive EU-udviklingen fremad ved at fokusere på et EU i flere hastigheder. Macrons plan er således at styrke eurozonen og måske endda at skabe egne institutioner for at drive integrationen fremad.

Mens Juncker altså vil tvinge alle medlemslande til at rykke fremad til øget integration og i en stadig mere føderalistisk retning, vil Macron danne en slags ”coalition of the willing” ved at fokusere på eurozonens i forvejen mere integrerede medlemmer. Der skal altså skabes positionen af en egen euro-finansminister, et eget budget og finanslov for euro-medlemmerne og endda et eget parlament.

FDP’s røde linjer
Havde de tyske socialdemokrater under ledelse af Martin Schulz ikke fået så stor en vælgerlussing, ville Macrons planer nok have stødt på en del velvilje i en kommende tysk regering, hvis altså socialdemokraterne ikke allerede på aftenen havde udelukket at blive del af en sådan.

Når nu regeringen i stedet, efter al sandsynlighed, kommer til at blive dannet af Unionen, FDP og De Grønne, får piben en anden lyd. Christian Lindner, de liberales komet af en formand og én af valgets helt store vindere, kommenterede for nylig, at Tyskland ikke kunne være tjent med en endnu mere centraliseret euro-zone, hvor ”tyske penge bruges til de offentlige udgifter i Frankrig eller at fikse Berlusconis fejl i Italien.

Det er disse udmeldinger, som har fået Emmanuel Macron til at frygte FDP’s indtog i regeringen allerede før valget. ”Hvis Merkel danner regering med de liberale, er jeg død,” sagde Macron før valget i sidste uge. Hans frygt kan være mere end velbegrundet, og allerede på valgaftenen gentog Christian Lindner, at hans parti ikke kommer til at gå med til en mere integreret eurozone: ”Det er vores røde linje.”

EU-begejstrede stemmer i Bruxelles og Paris havde ellers håbet på at se den jernhårde Wolfgang Schäuble forlade finansministerposten, så EU’s sparepolitik – dikteret af Tyskland og særligt finansministeren – endelig kunne blive lempet for at skabe vækst og fremgang i særligt Sydeuropa. Med en mulig liberal på denne post ser det imidlertid kun ud til at blive sværere at få enderne til at mødes.

Puslespillet
Når Angela Merkel i de kommende måneder skal danne regering, sker det uden socialdemokraterne, selvom hun igen og igen prøver på at lokke dem ind i en regering igen. I stedet skal Merkel finde sammen i en helt ny og uafprøvet regering med tre partier, der ligger i hver deres hjørne af det politiske koordinatsystem. Ud over at få samlet dem om et nationalt projekt bliver Merkels helt store opgave at få løst EU-hårknuden.

Selvfølgelig kommer FDP til at rejse kritiske røster mod både mere integration og føderalisme – særligt når det kommer til finansieringen af det. Men Merkel kan også stole på en grundlæggede EU-positiv tilgang hos de liberale og De Grønne. FDP er kendt for konstruktivt at tænke i internationale baner, og med Hans-Dietrich Genscher som tidligere udenrigsminister er det partiet, der om nogen har været med til at forme det EU, som vi kender det i dag.

EU’s mere integrerede fremtid er ikke fundamentalt truet af Tysklands kommende regering, men den bliver mere vanskelig at forhandle på plads end før. Og i sidste ende kan en mere kompleks og langtrukken – men økonomisk mere holdbar og ansvarlig – vej frem vise sig at være styrken ved dette noget brogede valgresultat.

En mulig vinder?
Det stærke FDP har måske alligevel én positiv sidegevinst på EU-plan og endda for Danmark i EU. Magrethe Vestager, Radikales tidligere leder og nuværende konkurrencekommissær, er noget af en komet i EU-regi og i verden. Mens ingen rigtig regulerer internet-virksomheder som Google, Apple og Facebook, fremstår EU-Kommissionen som de første, der for alvor vil regulere de nye markeder. Anført af Vestager.

Det er derfor ikke forunderligt, at der i krogene bliver hvisket – højere og højere – om ikke hun, Vestager, skal være den første kvinde til at blive ny præsident for Kommissionen, når Juncker sendes på pension i 2019. Der er stadig lang tid til, og det ligger ikke ligefor at vælge en kandidat fra de liberales rækker (som kun udgør en lille gruppe sammenlignet med socialister og konservative) – men en stærk repræsentation af de liberale i Merkels regering vil alt andet lige have en stor interesse i at presse på, for at Tyskland understøtter Vestager, skulle hun være kandidat til posten.

Lukas Lausen er formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35. Han har været medlem af chefredaktionen for magasinet RÆSON og kommenterer tysk og europæisk politik i en stribe danske medier. Ud over at være uddannet i statskundskab fra KU (Bachelor og teknisk set i gang med kandidaten) har han en Master of Public Policy fra universitetet i Oxford.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lukas A. Lausen

Public affairs-rådgiver og leder for geopolitik og EU, Rud Pedersen
master of public policy (University of Oxford 2017), Ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2016)

0:000:00