Debatredaktør er ny spindoktor for Kristian Jensen

SPINDOKTOR-NYT: Udenrigsminister Kristian Jensen har valgt sine to nye særlige rådgivere. Den ene er Børsens debatredaktør, Christopher Arzrouni.

Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Cecilie Gormsen

Debattør Christopher Arzrouni bliver ny særlig rådgiver for udenrigsminister Kristian Jensen (V). 

Det oplyser Udenrigsministeriet. 

Christopher Arzrouni er kendt for at være en markant liberal debattør, og han har siden 2011 været debatredaktør på Børsen. 

Hvervet som særlig rådgiver er ikke nyt for Arzrouni. Han har nemlig en fortid som særlig rådgiver for daværende socialminister og senere fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) under VK-regeringen.

47-årige Christopher Arzrouni er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har været ansat i blandt andet Finansministeriet, Venstre og Dansk Industri, ligesom han har været bestyrelsesmedlem i den liberale tænketank Cepos, og i dag er han medlem af Etisk Råd.

Arzrouni kom tidligere i år i vælten, da han efter terroranslaget i København kaldte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) Danmarks bedste skuespiller, efter hun havde grædt til ofrenes begravelser. 

"Det støder mig ligefrem. Hvis nogen, jeg ikke kendte, mødte op til min begravelse og flæbede over det, ville jeg opleve det virkelig underligt. Selvom jeg jo ville være død. Men det kan være, at jeg er for protestantisk," sagde han til BT

Kristian Jensen er en af de ministre, som får glæde af hjælp fra to særlige rådgivere, da han sidder i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Udenrigsministerens anden særlige rådgiver bliver Peter Høyer. Opgaven som særlig rådgiver er ikke fremmed for ham, ligesom arbejdet med Kristian Jensen heller ikke er det. Høyer var nemlig også særlig rådgiver for Kristian Jensen, da han var skatteminister i VK-regeringen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00