Den lange march mod regeringskontorerne

SF's forhold til magten er omdrejningspunktet i den uafhængige partihistorie, journalist Hans Mortensen har begået om SF. Det er et rigtigt udgangspunkt, for det er lige præcis prisen for magten, der har været centrum for de talrige opgør, der har præget SF's snart 53-årige historie.

Emnet er mildt sagt aktuelt, og det er derfor ærgerligt, at "Den Røde Tråd - SF og vejen til magten" -   ender underligt uforløst med en overfladisk beskrivelse af de sidste tre-fire års kulmination på det projekt, Aksel Larsen (SF) satte i søen i slutningen af 1958. 

Taget på sengen
Forfatteren kunne med lige så stor ret have kaldt undertitlen "Konkurrence eller alliance med S", for det er analysen af Socialdemokratiet - og hvordan man definerer sig selv i forhold til det altdominerende arbejderparti - der har voldt SF størst problemer gennem tiderne.

Spørgsmålet om, hvorvidt SF skulle gå i regering med Socialdemokratiet blev første gang aktuelt for præcis 45 år siden. Det var efter valget i 1966 en af de få gange i historien, hvor S og SF har flertal sammen alene.

Der var ingen grænser for, hvad man kunne udrette, når blot man var den yderste del af et arbejderflertal. Og desværre heller ingen grænser for skuffelsen, når miraklerne udeblev.

Gert Petersen, SF-formand:
Sagt i 1974 som konklusion på de hidtidige S-SF flertal

Statsminister Jens Otte Krag (S) tog SF fuldstændig på sengen, da han dagen efter valget tilbød et regeringssamarbejde. Et forgiftet tilbud, ganske vist - for de politiske indrømmelser til SF var få og små: SF's stifter, den mangeårige DKP-formand Aksel Larsen, ivrede for regeringsdeltagelse. Men partiets hovedbestyrelse blokerede.

Som i Enhedslisten
Det er her interessant at reflektere over situationen i 1966 sammenlignet med efteråret 2011, hvor SF endelig kom i regering. To forskelle springer i øjnene:

For det første havde SF's hovedbestyrelse dengang en helt anden dominerende rolle, end den SF's landsledelse i dag bestrider. Selvom landsledelsen formelt er det øverste organ mellem landsmøderne, var det på forhånd udelukket, at den ville vende tomlen nedad for det resultat, Villy Søvndal præsenterede efter forhandlingerne med S og R. I 1966 derimod havde SF's hovedbestyrelse en magt, der minder om den, der i dag er Enhedslistens hovedbestyrelse beskåret.

For det andet må det konstateres, at SF i dag er noget mere nøjsom, når det drejer som de politiske krav, der skal opfyldes for at deltage i et regeringssamarbejde. I 66 sagde SF nej tak, fordi man ikke ville gå ind i en regering, der førte socialdemokratisk politik. I 2011 gik SF med i en regering, der er præget af De Radikales økonomiske politik.

Analysen af S
Den Røde Tråd beskriver fint, hvordan forholdet til Socialdemokratiet ændrede sig gennem tiden, og hvilke konsekvenser de forskellige analyser fik for de gentagne interne magtkampe i SF: