Departementschef til Friis Bach: Du er langtfra alene om ansvaret

OVERDRAGELSE: Det er store sko, som jeg skal udfylde, sagde Rasmus Helveg Petersen, da han torsdag overtog posten som udviklingsminister fra Christian Friis Bach. Departementschef understregede, at Friis Bach langtfra var alene om ansvaret.
Efter to år som udviklingsminister overdrog Christian Friis Bach (R) torsdag posten til Rasmus Helveg Petersen (R) i Udenrigsministeriet.
Efter to år som udviklingsminister overdrog Christian Friis Bach (R) torsdag posten til Rasmus Helveg Petersen (R) i Udenrigsministeriet.Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Sara Fleckner Vilstrup
Det var tydeligvis ikke en almindelig ministeroverdragelse, da Rasmus Helveg Petersen (R) torsdag eftermiddag overtog posten som udviklingsminister.

Medarbejdere, der kom for at overvære overdragelsen, stod tæt og småmumlede, indtil de blev næsten andægtigt stille, allerede inden overdragelsen skulle finde sted.

Departementschef i Udenrigsministeriet Ulrik Vestergaard Knudsen var ikke glad for de omstændigheder, som har ført til Christian Friis Bachs farvel.

"Alle i Udenrigsministeriet, jeg har talt med i dag, havde håbet på, at afskeden med dig var sket under andre omstændigheder. Typisk for dit livssyn har du selv valgt at tage konsekvensen af en sag, som du mildt sagt ikke har været alene om. Det siger meget om dit format," sagde han.

Han roste den afgående minister for at have leveret imponerende resultater på udviklingsområdet.

Jeg har sagt, det er mit ansvar. Rasmus er blevet udnævnt som ny minster og vil varetage den funktion på glimrende vis. Det er mit ansvar, hvad der er sket i forhold til Lars Løkke Rasmussen. Jeg har har sendt ham en besked og beklaget, at jeg ikke udtalte mig korrekt.

Christian Friis Bach (R)
Tidligere udviklingsminister

Sjove anekdoter
Som udgang på departementschefens tale og indgangen til Christian Friis Bachs tale blev der klappet højt og meget længe.

Christian Friis Bachs tale var en munter rejse gennem nogle af de oplevelser, han har haft de seneste to år som udviklingsminister. Blandt andet historien om, hvordan en løbetur i Bolivias højland kostede ham seks timers opkast dagen derpå, fik de fremmødte til at le.

Både den afgående og den nye minister havde, som traditionen foreskriver, en gave med til hinanden. Christian Friis Bach gav en bog om udviklingspolitisk historie og nogle notesbøger til Rasmus Helveg Petersen.

Den nye minister var kortfattet og sagde, at han var ked af skiftet.

"Det er store sko, der skal udfyldes," sagde han og fortalte, at politikken vil være den samme på trods af ministerskiftet. 

Rasmus Helveg Petersens gave til Bach var en hønefigur fra hans tid i Folkekirkens Nødhjælp fra et projektet i Malawi.

GGGI-sagen i fokus
Efter selve overdragelsen stillede pressen spørgsmål til hovedpersonerne. GGGI-sagen var altoverskyggende.

Rasmus Helveg Petersen har kritiseret Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med GGGI-sagen og måtte svare for sig. Til trods for denne sag og den fejlinformering, som øjensynligt er forgået i Udenrigsministeriet, har Rasmus Helveg Petersen tillid til embedsmændene, han nu skal være chef for.

"Der er klart, at der må være en fejl et sted, men derfra og til ikke at have tillid til embedsmændene er der meget meget langt," sagde han.

Han vil afvente den interne undersøgelse af forløbet, før han tager stilling til, om der er behov for en undskyldning til Lars Løkke Rasmussen omkring de fejlinformationer, som Christian Friis Bach har givet.

Her tog den afgående minister igen sit ansvar på sig.

"Jeg har sagt, det er mit ansvar. Rasmus Helveg Petersen er blevet udnævnt som ny minster og vil varetage den funktion på glimrende vis. Det er mit ansvar, hvad der er sket i forhold til Lars Løkke Rasmussen. Jeg har har sendt ham en besked og beklaget, at jeg ikke udtalte mig korrekt," sagde han.

Hvad Lars Løkke Rasmussen har svaret mener Christian Friis Bach er en sag mellem de to.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

Ulrik Vestergaard Knudsen

Vicegeneralsekretær, OECD
cand.polit. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00