Det 11. folketingsmedlem

PORTRÆT: Kommunalpolitiker, socialpædagog, konfliktløser, børne- og kogebogsforfatter og statsrevisor. Selvom Manu Sareen (R) sandsynligvis debuterer som fast medlem af Folketinget ved næste valg, har han allerede en del erfaring med politik og en lang række andre områder.
Foto: manu.dk

Jeg er det '11. folketingsmedlem', der bliver brugt, og plejer også omgang med gruppen. Der er mange, der siger, at din verden ændrer sig meget, når du kommer ind, og det tror jeg ikke, den gør for mig.

Manu Sareen (R)
Folketingskandidat
Fakta
CV
Opstillet til Folketinget for Det Radikale Venstre i Nørrebrokredsen.
Født i Indien i 1967; kom til Danmark i 1971.
Statsrevisor fra 2008 til 2010.
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Radikale Venstre siden 2002
Etnisk konsulent for Københavns Kommune fra 1999 til 2007.
Uddannet socialpædagog i 1997.

Manu Sareen er allerede en særdeles aktiv figur på den danske politiske scene. Som Altinget.dk i dag skriver, kan han 1. januar endelig kalde sig folketingsmedlem, når han overtager Lone Dybkjærs mandat -  i første omgang i tre måneder.

Han opfatter da heller ikke pladsen i Folketinget som et fuldstændigt brud med sit nuværende liv. Han er allerede en hyppig gæst på Christiansborg og holder tæt kontakt til den radikale folketingsgruppe:

"Jeg er det '11. folketingsmedlem', der bliver brugt, og plejer også omgang med gruppen. Der er mange, der siger, at din verden ændrer sig meget, når du kommer ind, og det tror jeg ikke, den gør for mig. Min verden er politisk, og jeg tænker meget politisk," siger Manu Sareen. Han er et af de mest sikre bud på et nyvalgt medlem ved næste valg, fordi Danmarks tidligere førstedame, tidligere miljøminister Lone Dybkjær (70) ikke genopstiller.

Hvilken dagsorden vil du sætte i Folketinget, når og hvis du vælges på dit eget mandat ved valget i 2011?

"Som noget af det allerførste kunne jeg godt tænke mig at få skrevet ind i et regeringsgrundlag, at homoseksuelle skal have ret til at blive viet i kirkerne. Det er noget, jeg har kæmpet for i mange år. Da jeg er uddannet socialpædagog og konfliktmægler, og har arbejdet med det hele mit liv, er social-, uddannelses-, og integrationspolitik de tre kerneområder, der betyder allermest for mig."

Sareens store politiske erfaring skyldes ikke mindst hans funktion som gruppeformand for Det Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation. Han melder imidlertid klart ud, at han agter at forlade kommunalpolitikken, hvis han bliver valgt til Folketinget. Det var også grunden til, at han takkede nej til at afløse Klaus Bondam som borgmester i København.

Politisk DNA-profil
Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor en så alsidig familiefar, der kan arbejde både som pædagog, konfliktløser og ikke mindst børnebogsforfatter, har valgt at gøre det politiske til en så afgørende en del af sit liv, og nu sigter efter at komme i Folketinget.

"Jeg stopper jo ikke med at være far. Det kan man jo ikke løbe fra," siger Sareen og griner, "men grunden til at jeg vil i Folketinget, er, at det politiske nok er en del af mit menneskelige DNA. Både det at være indigneret og prøve at gøre en forskel ved at ændre den verden, som jeg bare er en lille del af. Det forsøger jeg at gøre på mange måder, og Folketinget er bare en del af det."

Konstruktiv konfliktløser
Manu Sareen opfatter sig selv som en løsningsorienteret politiker, der ved, at det er nødvendigt at række hånden ud ved forhandlingsbordet. Og den indstilling vil han også tage med sig, hvis de radikale skal forhandle et regeringsgrundlag på plads med Socialdemokraterne og SF.

24-års-reglen udgør et konkret konfliktpunkt. Det Radikale Venstre ønsker den afskaffet, mens Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti af forskellige årsager ønsker at bevare reglen. Her ser Sareen det som afgørende, at hans parti ikke bare kræver en afskaffelse, men i stedet kommer med konkrete alternativer til den førte politik:

"Vi vil jo gerne have reglen afskaffet, og det går vi ind til forhandlingsbordet og lægger frem, og så må vi se, hvad de andre lægger frem, og hvad vi kan komme frem til. Men nu er jeg jo også konfliktmægler. Som konfliktmægler er man skolet til at se, om der ikke er noget tredje, man kan blive enig om. Og det kunne jo være spændende, hvis man kunne sige: Vi er uenige. Men er der ikke et alternativ, vi kan blive enige om?"

Dokumentation
PORTRÆTSERIE: Rygter om et snarligt folketingsvalg har længe floreret i gangene på Christiansborg. Uanset hvornår valget kommer, betyder det politisk entré på den store nationale scene for en række mere eller mindre uprøvede parlamentarikere. Altinget.dk sætter med denne portrætserie fokus på de mest sandsynlige og interessante nye ansigter på tinge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Manu Sareen

Forfatter, fhv. minister & MF (R)
socialpædagog (1997), konfliktmægler (2003)

0:000:00