“Det er jo ikke på grund af mig – Brian”

EKSPORT: Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har hjulpet danske teknologivirksomheder tættere på milliardkontrakter i Californien. Men har også diskuteret toldregler med Trumps transportminister. Og det har langt fra gjort ham mere tryg, forklarer han Altinget.

Man skal aldrig undervurdere betydningen af et godt navn. Et godt ansigt.

Det er derfor, at Brian Mikkelsen (K) – og det ved han også godt selv – sidste uge hjalp et konsortium af danske vandvirksomheder med at komme et skridt tættere på drømmekontrakten med den amerikanske stat Californien.

Tæt på milliardkontrakt
Han besidder som konservativ erhvervsminister kun begrænset viden om oppumpning, rensning og distribution af grundvand. Og han har ikke inspiceret endeløse rækker af spildevandsanlæg for at blive klogere på, hvordan man i tilgift til at rense vandet også kan forsyne borgerne med grøn strøm.

Den slags har han folk til.

Efter mere end ét års intensivt arbejde ledet af Water Technology Alliance (WTA) kunne Brian Mikkelsen sidste uge således åbne døren det sidste stykke op til den californiske guvernør Jerry Browns kontor. Her blev de to enige om den endelige arbejdsplan, som skal føre til underskrivelsen af en eksportaftale i millardklassen.

“Mit job er at få åbnet de nødvendige døre. Nu har virksomheder i et par år forsøgt at få et møde med guvernøren, og det er så lykkedes, fordi jeg er kommet herud. Det er jo ikke på grund af mig – Brian – men fordi jeg er dansk minister. Det viser bare, at hvis man prioriterer tiden og rejser ud, så kan man være heldig, at det giver gevinst,” siger han.

Hjælp til store spillere
Altinget taler med erhvervsministeren fredag morgen lokal tid. Han er på vej til dagens første møde i San Francisco på den amerikanske vestkyst. Begejstret over at han – ud over inspiration i spandevis – ser ud til at få konkrete resultater med hjem fra sin ugelange rundtur på det transatlantiske kontinent. Men også bekymret over de tegn på amerikansk protektionisme, som han har mødt undervejs. Det vender vi tilbage til.

Den langstrakte stat med 38 millioner indbyggere og verdens sjettestørste økonomi er blevet hårdt ramt af klimaændringerne. Fem somre i træk har den døjet med tørke, som har ført til udpining af grundvandsressourcen og omfattende skovbrande. Og i vinter blev man så ramt af omfattende oversvømmelser fra rekordhøje mængder nedbør.

Anskuet ud fra et teknologisk perspektiv er vandsektoren samtidig forældet. Og det er hér, danske virksomheder kommer ind i billedet.

I 2014 vedtog myndighederne i Californien en pakke til investering i vandsektoren på 52 milliarder kroner. En gigantisk investeringssum som danske virksomheder – og politikere – naturligvis gerne vil have fingrene i.

Og det er ikke småspillere, som Brian Mikkelsen skal holde døren for: listen over virksomheder i WTA tæller navne som Grundfos, Rambøll, Kamstrup og Danfoss, mens også Aarhus Vand og Udenrigsministeriets innovationscenter i Silicon Valley indtager markante roller i samarbejde.

Mere end at sparke døre ind
Evnen til at sparke døre ind er dog kun ét ud af tre værktøjer, som en kompetent politiker skal være i stand til at betjene, forklarer Brian Mikkelsen.

“Rammerne skal først og fremmest være i orden. Og det er de i den danske vandsektor. Den politik, som vi har ført de sidste 20 år, har skabt rammer, som er helt enestående for Danmark. Man har med marginal forøgelse af vandafgiften kunnet sikre fuldstændig rene brønde og effektiv ressourceudnyttelse og distribution. Og det giver grundlag for en succesfuld systemeksport,” siger han og fortsætter:

“Hvad enten man kan lide det eller ej, har vi en stor offentlig sektor i Danmark. Og de kompetencer, som er blevet opbygget, kan vi nu bruge til at udvikle grøn teknologi, som kan eksporteres til udlandet. Men det kræver, at man afsætter de nødvendige ressourcer til arbejdet. Og derfor har regeringen fokus på, at vi hjælper virksomhederne ud over rampen ved at støtte eksportfremmende tiltag som WTA.”

Er det gevinster, som du mener, at en ny borgerlig-liberal regering kan høste æren for?

“Jeg synes, at der har været godt fokus på emnet også tidligere. Der har været lavet et godt samarbejde, som gør, at jeg kan lave en sådan aftale med guvernøren, som bestemmer det hele i staten, fordi han har flertal i alle kamre. Det gør, at der nu er en åben motorvej for danske virksomheder inden for vandteknologi.”

Er det også en anledning til at rose den forsyningssektor, som står foran en voldsom effektivisering og liberalisering?

“Ja, helt klart. Men man kan også trække paralleller til andre sektorer som sundhed og ældre. Vi er nået til et modent sted i Danmark, hvor vi kan slippe nogle flere private kræfter løs og skabe mere konkurrence. Nu har der i de sidste 20 år været fokus på at opbygge en stabil og effektiv vandsektor. Og så kan vi ved hjælp af øget benchmarking se på, hvordan vi også kan få priserne ned. Men det skal ikke rokke ved den fundamentale struktur, som er fantastisk i Danmark.”

Esben Lunde roser egen erhvervsindsats
Brian Mikkelsen er ikke den eneste danske minister, som er begejstret ved tanken om det transatlantiske samarbejde. I Miljø- og Fødevareministeriet leder Esben Lunde Larsen (V) arbejdet med Vandvisionen, som skal føre til en fordobling af eksporten af vandteknologi og skabelsen af 4.000 nye arbejdspladser inden 2025.

“Det skyldes et langt sejt forarbejde. Både fra vores innovationscenter i Californien, men også embedsmænd og skiftende politikere, som har bidraget til at trække i tråde og gøre Danmarks fortælling klar, så man ikke har været i tvivl om, hvad vi kan bidrage med,” forklarer han.

Hvordan vil regeringen sikre, at der kan komme flere aftaler i hus?

“Vi arbejder med en række konkrete eksportfremstød blandt andet i Miljø- og Fødevareministeriet. I sidste uge var jeg selv i Japan og Sydkorea, og her var det tydeligt, at håndtering af spildevand og nye løsninger til klimatilpasning er noget af det, som folk er mest interesserede i. Vi har spildevandsrensningsanlæg, som producerer en tredjedel mere energi, end der skal til at for rense vandet,” siger Esben Lunde Larsen med stolthed i stemmen.

Nu er det langt fra alle hjemlige aktører, der vil give din regering æren for, at danske virksomheder måske atter kan få fyldt eksportbøgerne. Anerkender du den kritik, der har været af jeres beskæring af eksempelvis MUDP?

“Jeg anerkender, at vi er en af de regeringer, som har gjort mest for dansk erhvervslivs konkurrenceevne i nyere tid ved blandt andet at fjerne PSO-afgiften, som giver vandteknologivirksomheder en fantastisk basis for at kunne udvikle virksomhederne yderligere. At vi så har tilpasset nogle af de støtteprogrammer, der er, er et politisk valg, fordi der også er en finanslov, der skal gå op i en højere enhed.”

Trumps transportminister gjorde ham ikke rolig
Tilbage i San Francisco har Brian Mikkelsen ikke tid til at dvæle ved tekniske detaljer som MUDP og PSO. Han skal forsøge at tale Danmarks sag på vores tredjevigtigste eksportmarked. Og her er der især en udfordring, som lige nu rager op over alle andre: Donald Trump.

“Målet er først og fremmest at tale den nye amerikanske administration væk fra den isolationisme og protektionisme, som man har styret ind på. Det er klart, at hvis man laver nye handelsændringner fra amerikansk side, så bliver vi fattigere – både i USA og Europa. Og især i Danmark, som har et stort overskud i handlen med USA, og som derfor har meget at miste,” siger han.

Og selvom Brian Mikkelsen som den første danske minister mødtes med en repræsentant fra Trumps regering, transportminister Elaine Chao, gjorde mødet ham ikke mere rolig.

“Jeg er blevet lidt bekymret. Mange af dem har en tro på, at hvis man laver importtold – border adjustment tax – så vil det kunne skaffe flere arbejdspladser i USA. Det tror jeg ikke.”

“Det er igen blot ord. Der er ikke konkret handling endnu. Men der er en tro hos mange politikere på, at man bare lige kan vende balancen og skabe flere job i USA. Men det vil i stedet skabe handelskrige, fordi Europa selvfølgelig ikke vil finde os i, at man bryder WTO’s regler for handelshindringer.”

Og sker det, er det ikke sikkert, at det længere er nok til at gøre en forskel, at det er en dansk minister, som banker på døren.

Forrige artikel Løkke: Selvfølgelig skal Danmark stå ved sine Nato-forpligtigelser Løkke: Selvfølgelig skal Danmark stå ved sine Nato-forpligtigelser Næste artikel Da den digitale virkelighed sendte PostNord i grøften Da den digitale virkelighed sendte PostNord i grøften