Det sker i dansk politik: Afslutningsdebat, grundlovsdag og slutspurt

OVERBLIK: Det er sidste uge, inden Folketinget går på sommerferie. Og det betyder blandt andet behandling af en lang række forslag og den traditionelle afslutningsdebat onsdag. Få overblikket over ugen i dansk politik her.

Søndag er det grundlovsdag, og her holder politikere traditionen tro grundlovstaler over hele landet.
Søndag er det grundlovsdag, og her holder politikere traditionen tro grundlovstaler over hele landet.Foto: Henning Bagger/Scanpix
Cecilie Gormsen

Sidste uge, inden Folketinget går på sommerferie, er i gang. Og slutspurten præger ugen. En række forhandlinger fortsætter i forskellige ministerier.

Radikaliseringsforhandlingerne fortsætter hos Bertel Haarder i Kirkeministeriet og hos Inger Støjberg i Integrationsministeriet. Forhandlingerne om en ny gymnasiereform fortsætter i Undervisningsministeriet, og samtidig fortsætter også planlovsforhandlingerne, forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi i 2017 og forhandlingerne om en PSO-aftale.

Og nu til resten af ugen.

Mandag holder KL ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Det eneste punkt på dagsordenen er de aktuelle økonomiforhandlinger mellem kommunerne og regeringen, hvor parterne ifølge dem selv befinder sig meget langt fra hinanden.

Tirsdag kommer Det Økonomiske Råd med sin vismandsrapport om rigets økonomiske tilstand.

Udenrigsminister Kristian Jensen får tirsdag besøg af Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó. De to skal diskutere migrationskrise, EU, Rusland/Ukraine-konflikten og energisikkerhed.

Senere tirsdag skal Kristian Jensen sammen med integrationsminister Inger Støjberg i ilden, når Udenrigsudvalget har kaldt dem i samråd. Det handler om regeringens fiflen med udviklingsbistanden, som er blevet brugt på flygtninge- og integrationsaktiviteter i Danmark. Læs mere her

LÆS OGSÅ: Regeringen mistænkes for at snyde med ulandsbistanden

Og så sker der store ting på Borgen tirsdag. Nærmere bestemt i Snapstinget. For efter 25 i år som madmor i Snapstinget går Margrethe Hirchmann på pension. Og det bliver markeret med en reception – selvfølgelig i Snapstingets restaurant.

I Folketingssalen sætter politikerne for alvor slutspurten ind og starter på ugens kilometerlange liste over forslag, der skal behandles.

Tirsdag ventes det, at Folketinget blandt andet vedtager at:

  • indføre en forsøgsordning med kørekort til 17-årige betinget af ledsaget kørsel, indtil man fylder 18 år, samt nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til lille knallert. Læs mere her og her.
  • afskaffe fondes konsolideringsfradrag og overførselsreglen for fonde. Det kan du læse mere om her.
  • indføre frit valg af tv-distributør, distribution af digital radio med videre.

LÆS OGSÅ: Blå blok vil lade 16-årige køre motorcykel

Der er også Space Day tirsdag. Det foregår i Industriens Hus, hvor fremtiden for danske rumaktiviteter skal debatteres. Her taler en lang række fra den danske rumbranche, herunder virksomheder, universiteter, myndigheder og politikere om perspektiverne og muligheder for danske rumaktiviteter i et strategisk perspektiv.

Tirsdag udløber erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsens (V) egen deadline for, hvornår der skulle ligge en aftale om en ny planlov. Ifølge ministeren skulle aftalen landes i løbet af maj, men det tyder dog på, at det ikke kommer til at ske. Men forhandlingerne intensiveres, og der er planlagt tre møder i løbet af ugen, nemlig tirsdag, onsdag og fredag.

Onsdag står den på den helt store afslutningsdebat i Folketinget, som ofte udvikler sig til en maratondiskussion. Dagsordenen består af ét enkelt punkt: forespørgsel til statsministeren om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besvarer forespørgslen fra talerstolen, hvorefter en lang række ordførerindlæg og korte bemærkninger følger dagen igennem, hvor bølgerne ofte går højt.

Der er også et enkelt samråd på dagsordenen onsdag, hvor beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) skal i samråd om lovforslag til dagpengereformen.

For de morgenfriske er der torsdag morgen samråd om forsikringsselskabers efterforskning ved personskadesager, hvor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og justitsminister Søren Pind begge skal forklare sig.

Senere torsdag skal beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i to samråd, først om kontanthjælpsloftet og senere om arbejdsrelateret vold.

Torsdag siger SF farvel til tidligere gruppeformand og skatteminister Jonas Dahl, der stopper i Folketinget efter ni år for at blive hospitalsdirektør i Randers. Det sker ved en reception i SF's gruppeværelse.

LÆS OGSÅ: Tidligere SF-minister stopper i Folketinget

I Folketingssalen torsdag er der et hav af lovforslag, som skal tredjebehandles. Af de mest interessante, som ventes at blive vedtaget, kan blandt andet nævnes:

  • Et forslag fra justitsminister Søren Pind (V) om at styrke indsatsen mod mobiltelefoner i fængslerne.
  • Et forslag om at styrke det strafferetlige værn mod deltagelse i væbnede konflikter i udlandet for terrorgrupper.
  • Et forslag, der skal give kroer, foreninger og virksomheder mulighed for at ansøge om at bruge kongekronen. Som loven er i dag, er det kun statslige myndigheder og kongehuset, der må bruge kongekronen.
  • Indfødsretsmeddelelse, som giver 923 personer dansk statsborgerskab.
  • Forslag, der afsætter 30 millioner kroner fra 2017 til 2019 til etablering af inklusionsboliger for psykisk og socialt sårbare.

Derudover skal Folketinget diskutere et forslag fra Enhedslisten, Alternativet og SF om at anerkende en selvstændig palæstinensisk stat.

Fredag skal Folketinget vedtage en hulens masse lovgivning, inden der er dømt sommerferie. Af forslag, der skal til afstemning, og som ventes vedtaget, er blandt andet integrationsgrunduddannelsen (IGU) fra trepartsaftalen om integration, et fleksibelt og indkomstbaseret dagpengesystem, nedsættelse af færgetakster og nedlæggelse af den sociale særtilskudspulje.

Som det allersidste punkt på dagsordenen inden sommerferien skal Folketinget fredag behandle et forslag fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om at pålægge regeringen at undersøge mulighederne for at skærpe forholdene på tålt ophold.

Søndag er det grundlovsdag, og det betyder traditionen tro et hav af politiker-taler. Altinget bringer i løbet af ugen et overblik over, hvem der taler hvor og hvornår.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00