Det sker i dansk politik: Støjberg i samråd og Løkkes sankthans-fest

OVERBLIK: Lars Løkke Rasmussen inviterer hele befolkningen til sankthansaften i Marienborgs have, mens udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for anden gang skal i samråd om en ulovlig instruks. Få overblikket over ugen i dansk politik.

Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Mandag er dagen, hvor EU og Storbritannien indleder de egentlige forhandlinger om betingelserne for den britiske exit fra EU. Det sker næsten et år efter folkeafstemningen, hvor briterne sagde ja til at forlade samarbejdet. EU's chefforhandler er Michel Barnier, mens den britiske chefforhandler er brexitminister David Davis.

Mandag formiddag holder transportminister Ole Birk Olesen (LA) pressemøde i forbindelse med første møde i den ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til, hvordan man bedst løser fremtidens udfordringer på transportområdet.

Japans kronprins og kommende kejser, Naruhito, ankom i sidste uge til Danmark, og det besøg fortsætter i denne uge. Mandag skal han om aftenen spise middag med Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.

Derudover holder Dronning Margrethe offentlig audiens mandag.

Forsvarsudvalget rejser mandag og tirsdag til Norge for at få et indblik i Norges sikkerheds- og forsvarspolitiske overvejelser og prioriteringer, det norske kampflyprogram samt hvilke typer materiel, det norske forsvar vil blive tilført i de kommende år. Programmet omfatter møder med det norske Stortings Udenrigs- og Forsvarskomité og det norske forsvarsministerium samt besøg på Ørland Flybase, som er base for Norges F-35-kampfly.

Mandag og tirsdag mødes Disruptionrådet for anden gang. Her er der fokus på de vigtigste tendenser inden for den teknologiske og digitale udvikling og på, hvordan medarbejderne omstilles til de nye udfordringer og muligheder. Der vil være oplæg fra blandt andre forandringsekspert Gerd Leonhard, forsker i kunstig intelligens ved DTU Thomas Bolander og forsker i big data ved DTU Sune Lehmann Jørgensen.

Tirsdag er der tre samråd på menuen.

  • Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) skal i samråd om bredbåndspuljen, hvor han skal redegøre for sin holdning til, at ingen yderkommuner har fået støtte fra puljen i 2016, mens der til gengæld er givet støtte til projekter i Storkøbenhavn.
  • Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal forholde sig til Sundhedsstyrelsens rapport 'Monitorering af tvang i psykiatrien', som viser en stigning i anvendelsen af tvang på en lang række indikatorer. Derudover skal sundhedsministeren fortælle, hvordan hun forestiller sig at målet om en halvering i anvendelsen af tvang frem mod 2020 konkret skal kunne nås.
  • Og senere skal sundhedsminister Ellen Trane Nørby i endnu et samråd – denne gang om håndhævelsen af forbuddet mod at sælge tobak til børn og unge under 18 år.

Tirsdag holder Cepos gå-hjem-møde, hvor tidligere statsminister og generalsekretær i NATO Anders Fogh Rasmussen vil snakke om genudgivelsen af sin bog Fra socialstat til minimalstat.

Sidst, men ikke mindst, kan vi lige nævne, at tirsdag er FN's internationale flygtningedag.

Højesteret afsiger onsdag dom i en sag om en godtgørelse på 15.000 kroner, som Udlændingestyrelsen og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet af Østre Landsret blev idømt at betale en iransk mand, der i alt for lang tid var placeret på tålt ophold. Myndighederne var utilfredse med landsrettens afgørelse og ankede derfor til Højesteret.

Onsdag er der møde i Udenrigsudvalget og i Europaudvalget.

Torsdag er der to samråd i kalenderen:

  • Udenrigsudvalget har kaldt udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i samråd om den tyrkiske ambassades indsamling af oplysninger om dansk-tyrkere. Samuelsen skal blandt andet redegøre for sin holdning til, at den tyrkiske ambassade i Danmark har indsamlet oplysninger om dansk-tyrkere.
  • Børne- og socialminister Mai Mercado (K) skal i samråd om kontanthjælpsreformens betydning for børn og familier og deres mulighed for at komme på ferie. Ministeren skal blandt andet svare på, om hun fortsat mener, at reformen ikke har betydning for, hvor udsatte børn og familier bliver.

Torsdag uddeles Fællesskabsprisen 2017, som er etableret af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i 2014 sammen med tre fagforbund, store virksomheder og flere uddannelsessteder. Prisen gives til dem, som sjældent får opmærksomhed for at binde Danmark sammen med deres arbejde eller frivillige indsats.

Torsdag og fredag er der EU-topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer mødes.

Fredag skal udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) endnu en gang i samråd om den ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller i landets asylcentre. Det første samråd foregik 1. juni og varede hele fem timer. Læs mere om det her.

Fredag er det sankthansaften, og i den anledning inviterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til sankthansbål i Marienborgs have. Løkke holder selv velkomsttale, mens båltalen holdes af Mikkel Beha Eriksen. Og som om det ikke skulle være nok, så kommer Brødrende Olsen og spiller.

Fredag uddeles Anders Bording Priserne på Københavns Rådhus. Bording-priserne er hæderspris for specialmedier, og det er 52. gang, at de uddeles. De to priser, der skal uddeles denne eftermiddag, er Medieprisen og Journalistprisen. Læs mere her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00