Det sker i dansk politik: Udenrigsgranskning, trepart og rumlov

OVERBLIK: Det er en kort, men intens uge i dansk politik, hvor statsministerens udenrigsgransker, Peter Taksøe-Jensen, lægger ud med at fremlægge sit serviceeftersyn af den danske udenrigspolitik. 

Foto: Asger Ladefoged/Scanpix
Cecilie Gormsen

En ny uge i dansk politik er i gang, og det er en særdeles kort en af slagsen. Kristi Himmelfart sender nemlig Christiansborg på miniferie, når det er fyraften onsdag, men fortvivl ej – ugens første dage byder på en række spændende ting i den politiske verden.

Der er stadig gang i tre større forhandlingsrunder; nemlig antiradikaliseringsforhandlingerne (som flere partier har foreslået at fjerne fra Bertel Haarder), forhandlingerne om en ny gymnasiereform og forhandlingerne i blå blok om en ny naturpakke.

Mandag fremlægger Lars Løkke Rasmussens (V) udenrigsgransker, Peter Taksøe-Jensen, sine resultater af serviceeftersynet af den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Anbefalingerne skal blandt andet indgå i grundlaget for de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig og en ny udviklingspolitisk strategi.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) drager mandag til Sønderjylland, hvor hun skal overvære stikprøvekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Og apropos grænser, så udløber den danske grænsekontrol tirsdag, hvis ikke regeringen forlænger den inden.

Tirsdag er statsministerens spørgetime endelig tilbage efter en længere tids pause. Vi skal faktisk helt tilbage til 15. marts siden sidste spørgetime med Lars Løkke Rasmussen, så Folketingets partiledere har haft god tid til at finde på spørgsmål til statsministeren.

Senere tirsdag er fremdriftsreformen til debat og afstemning i Folketingssalen. Her skal politikerne tage stilling til en række justeringer, som du kan se her. Justeringerne forventes at blive stemt igennem, da der er flertal bag aftalen.

Og så får Danmark med al sandsynlighed sin første rumlov, når Folketinget skal stemme om et lovforslag fra uddannelses- og forskningsministeren. Den nye lov skal være med til at klarlægge, hvem der har ansvaret for hvad, når for eksempel satellitter bliver opsendt af danske virksomheder.

De fartglade får sig også en lille forårsgave tirsdag, når et flertal i Folketinget tirsdag ventes at vedtage en lovændring, der skal gøre det muligt at fastsætte en højere hastighedsgrænse på motortrafikvejsstrækninger, hvor det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Af andre spændende ting i Folketingssalen tirsdag kan nævnes, at regeringens forslag om at flytte Dansk Institut for Internationale Studier til Aarhus er på dagsordenen. Forslaget er en del af den store udflytningsplan, men Socialdemokraterne trak i sidste uge støtten, og dermed røg flertallet for flytningen. Mere om det her.

Der er også et par samråd på dagsordenen tirsdag. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) skal i to samråd, som handler om svindel med dansk udviklingsbistand og om beskyttelse af hospitaler i konfliktområder. Transportminister Hans Christian Schmidt (V) skal i samråd om Aarhus Letbane og mulige konsekvenser ved letbanen på Ring 3.

Onsdag er der på Christiansborg høring om kampfly arrangeret af Enhedslisten og Alternativet. Danmark står overfor et milliardindkøb af nye kampfly, og tiden nærmer sig, hvor Forsvarsministeriets foretrukne kandidat offentliggøres, og forhandlingerne kan gå i gang. Til høringen vil blandt andre Charlotte Aagaard, journalist på Information, og Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Københavns Universitet, give sine perspektiver, ligesom Alternativets fredsordfører, René Gade, og Enhedslistens forsvarasordfører, Eva Flyvholm, også er med i panelet.

Og så fortsætter trepartsforhandlingerne onsdag. Efter trepartsaftalen på integrationsområdet var regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne enige om, at Danmark står over for andre væsentlige udfordringer. Tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser til unge er blandt de første temaer, der vil blive taget fat på.

Der er også fire samråd onsdag:

  • Kulturminister Bertel Haarder (V) skal i samråd om nedskæringer på Det Kongelige Bibliotek.
  • Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) skal i samråd i Udvalget for Landdistrikter og Øer om konsekvenserne af et karakterkrav til gymnasiet.
  • Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) skal i samråd om implementeringen af reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp.
  • Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) skal i samråd om landbrugspakkens miljøregnskab og miljøkonsekvenser.

Torsdag begynder Kristi Himmelfartsferien. Det kan også mærkes på Christiansborg, der ligesom det meste af Danmark går på miniferie

Der er også et par fødselsdage, der skal fejres i denne uge. Tirsdag fylder tidligere minister Henriette Kjær (K) 50 år, og lørdag fylder SF's Özlem Cekic 40 år. Hurra og tillykke til dem begge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00