Det sker i EU: Bruxelles vågner op efter ferien

OVERBLIK: Efter EU har været så godt som ferielukket hele august, går unionsmaskineriet nu op i gear med blandt andet udflugt for EU-kommissærerne, udvalgsmøder for parlamentarikerne og to uformelle ministerrådsmøder under det nye luxembourgske formandskab.

Sådan så det ud, første gang EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker tog sine 27 kommissærkolleger med på seminar. I denne uge gør han det igen for at kickstarte den nye politiske sæson.
Sådan så det ud, første gang EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker tog sine 27 kommissærkolleger med på seminar. I denne uge gør han det igen for at kickstarte den nye politiske sæson.Foto: EU-Kommissionen
Rikke Albrechtsen

Mandag 31. august

Kommissærer til Calais
EU-Kommissionens første-næstformand Frans Timmermans vil sammen med migrationskommissær Dimitris Avramopoulos påbegynde en rundtur til områder, som er særligt ramt af det migrationspres, der lige nu hviler på Europa. Første stop er Calais, hvor de vil møde den franske premierminister Manuel Valls for at diskutere situationen i den såkaldte ”jungle”, hvor flere tusinde migranter gemmer sig, før de forsøger at komme over Den Engelske Kanal til Storbritannien.

 

Onsdag 2. september

Kommissionen på lejrskole
Onsdag og torsdag har Juncker sammenkaldt sine 27 EU-kommissærer til et seminar, der skal kickstarte det nye politiske skoleår. På skemaet står forskellige strategiske udfordringer, som EU står overfor – først og fremmest det store spørgsmål om migration, der lige nu trækker overskrifter i hele Unionen.

Forsvarsministre til Luxembourg
EU’s forsvarsministre mødes onsdag og torsdag til uformelt møde i Luxembourg, hvor de skal diskutere emner som hybrid krigsførelse, militær kapacitetsopbygning og opfølgningen på diskussioner mellem EU-lederne om den fælles forsvarspolitik. Derudover skal ministrene drøfte igangværende EU-militæroperationer.

 

Torsdag 3. september

GMO på dagsordenen
Torsdag stemmer Europa-Parlamentets landbrugsudvalg om deres holdning til at give landene mulighed for at lave nationale forbud for import af GMO-produkter, også selv om de er godkendt på EU-niveau. En meget kontroversiel sag, som nogle mener indebærer et sammenbrud for det indre marked, mens andre frygter, at det vil blive lettere at få godkendt GMO’er på EU-plan, hvis landene bare selv kan forbyde dem bagefter.

 

Fredag 4. september

Udenrigsministre diskuterer Mellemøsten, Rusland og migration
Det er verdens store spørgsmål, som vil præge de to dages uformelle ministerrådsmøder mellem EU’s udenrigsministre, der fredag og lørdag løber af stablen i Luxembourg. Til det såkaldte Gymnich vil ministrene på førstedagen tage hånd om konflikten i Mellemøsten, situationen i EU’s nærområder østpå samt forholdet til Rusland. På andendagen er det forholdet til Iran, efter den nye atomaftale er kommet på plads, samt den globale flygtninge- og indvandringskrise, der er på bordet, inklusive hvad der kan gøres i nærområderne. EU’s kandidatlande på Balkan, der også er voldsomt ramt af situationen, er også inviteret med til diskussionen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00