Det sker i EU: Konkurrenceevne og LGBT-rettigheder

OVERBLIK: Europa-Parlamentet holder mødefri, der er rådsmøde om konkurrenceevnen, og den amerikanske vicepræsident er fortsat på besøg. Få overblik over ugen i EU her.

Foto: EU-Kommissionen
Kasper Kaasgaard

Oven på plenarsamlingen i Strasbourg holder Europa-Parlamentet mødefri uge. De folkevalgtes tid er i stedet blandt andet dedikeret til delegationsarbejde i en række lande, herunder Mexico, Canada og Polen og Palæstina.

I EU’s øvrige afdelinger er der dog nok at se til:

Mandag 20. februar
USA’s vicepræsident, Mike Pence, fortsætter sin tur i Europa og besøger Bruxelles. Han har møder med EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, om USA’s syn på og forhold til EU og Europa. I Bruxelles skal Pence også mødes med NATO’s generalsekretær, norske Jens Stoltenberg.

Mandagen byder også på et rådsmøde med fokus på konkurrenceevnen i EU. På dagsordenen er blandt andet et initiativ, der skal sikre bedre vilkår for nystartede virksomheder, som EU-Kommissionen præsenterede i november.

Det drejer sig om en investeringspulje, der skal målrettes nye virksomheder, om simplere skatteregler og at fostre sparringspartnere for virksomhederne, for at nævne nogle af forslagene. Rådsmødet skal også handle om europæiske forbrugeres rettigheder i en digital økonomi. Mødet starter klokken 10 mandag, og der vil ikke være deltagelse fra nogen danske ministre.

Tirsdag 21. februar
Finansminister Kristian Jensen
(V) skal mødes med sine europæiske kolleger til en snak om et direktiv om skatteunddragelse og forberedelse frem mod et G20-møde 17.-18. marts. Her skal G20-landenes finansministre mødes med centralbankscheferne i Baden-Baden. Inden rådsmødet, som starter klokken 10:30, skal finansministrene på et morgenmadsmøde diskutere status i Grækenland oven på et møde i eurogruppen om mandagen.

Onsdag 22. februar
Kommissionsformand Juncker er på lynvisit i Berlin, hvor han skal mødes med den tyske kansler, Angela Merkel. Fredag 24. februar tager Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, samme tur for at mødes med Merkel.

Torsdag 23. februar
Det maltesiske formandskab er vært for en konference om rettigheder for LGBT-samfundet. Konferencen er på ministerniveau, og der vil også være deltagere fra civilsamfundet. Formålet er blandt andet at diskutere et udspil, som Kommissionen kom med i slutningen af 2015, og som skal implementeres frem mod 2019.

Fredag 24.februar
Vores egen EU-kommissær er på besøg i Danmark. Margrethe Vestager har møder med Søren Pape Poulsen (K) og Uffe Elbæk (Alt). Lørdag 25. februar skal hun tale for Foreningen Af Danske Lægestuderende i København.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00