Det sker i EU: Tyrkisk visumfrihed og nyt asylsystem

OVERBLIK: Højdepunkterne i en kort Kristi Himmelfarts-uge er Tyrkiets skridt mod visumfrihed og et kontroversielt forslag om en opdatering af grundstenene i EU’s asylsystem.

EU-Kommissionen forventes i denne uge at komme med et forslag til en opdatering af EU's asylsystemer, så man i fremtiden undgår situationer som den, der lige nu ses i Grækenland, hvor 47.000 flygtninge og migranter er strandet på fastlandet.
EU-Kommissionen forventes i denne uge at komme med et forslag til en opdatering af EU's asylsystemer, så man i fremtiden undgår situationer som den, der lige nu ses i Grækenland, hvor 47.000 flygtninge og migranter er strandet på fastlandet.Foto: Scanpix / Tobias Schwarz
Rikke Albrechtsen

Mandag 2. maj
Tyrkiet på vej mod visumfrihed
Mandag stemmer det tyrkiske parlament en snes love igennem, som – efter deres egen vurdering – bringer dem på omgangshøjde med de 72 krav, EU har stillet, for at de tyrkiske borgere kan opnå visumfri adgang til Unionen. Det bliver så op til EU-Kommissionen at undersøge, om de lever op til standarderne.

 

Tirsdag 3. maj
Japan til Bruxelles
Den japanske premierminister, Shinzō Abe, er på europæisk rundtur og kommer også til Bruxelles, hvor han skal mødes med både EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.

 

Økonomisk forårsprognose
Kommissionen fremlægger sin økonomiske forårsprognose, der måler temperaturen i den europæiske økonomi, hvad angår blandt andet inflation, budgetunderskud og vækst. Prognosen spiller en rolle i de såkaldte landespecifikke anbefalinger, der kommer senere på måneden, hvor Kommissionen vil sætte sin finger på de ømme punkter i de 28 medlemslandes økonomier.

 

Onsdag 4. maj

Nyt asylsystem
EU-kommissærerne forventes at vedtage det endelige forslag til en opdatering af den såkaldte Dublin-forordning, der afgør, hvilket EU-land der har ansvar for at behandle en asylansøgning inden for Unionen. Kommissærerne ønsker en mere fair fordeling af asylansøgere, hvilket bringer dem på kollisionskurs med en række EU-lande, som ikke ønsker, at Bruxelles skal kunne pålægge dem den slags.  

 

Kommissionens dom over tyrkisk visumparathed
EU-Kommissionen leverer onsdag sin fremskridtsrapport, der vurderer, om Tyrkiet virkelig opfylder de krav, der skal til, før de 28 kommissærer kan fremsætte et forslag om fri indrejse i EU. Kommissionen er under et vist tidspres, fordi tyrkerne er blevet lovet visumfrihed fra udgangen af juni som del af den flygtningeaftale, de har indgået med Unionen. Og forslaget skal også nå at blive behandlet af EU’s ministre og parlamentarikere. EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker har dog lovet, at der ikke vil blive filet på kravene for at komme tyrkerne i møde.

 

Høring om grøn handelsliberalisering
Bendt Bendtsen (K) står sammen med sin svenske kollega hos kristendemokraterne i Europa-Parlamentet, Christofer Fjellner, bag en høring om den handelsliberaliseringsaftale om grønne produkter og tjenesteydelser, der lige nu forhandles om mellem EU og 16 WTO-lande, herunder USA og Kina. Den såkaldte EGA (Environmental Goods Agreement) har som mål at fjerne told og handelsbarrierer for grøn teknologi, men er stødt på problemer i forhandlingerne. EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, deltager også.

 

Fredag 6. maj
Paven får europapris
Den såkaldte Karlspris, der uddeles til en prominent europæer, gives fredag til pave Frans. Det sker i Rom, og overrækkelsen bistås af formændene for EU-Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet. Prisen gives til paven for ”hans indsats for at fremme europæiske værdier som fred, tolerance, medfølelse og solidaritet”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00