DF kræver dansk EU-afstemning ved Brexit

BREXIT: Dansk Folkeparti kræver nu en dansk folkeafstemning om, hvordan Danmark skal være medlem af EU, hvis briterne stemmer nej på torsdag.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Stemmer briterne sig ud af EU på torsdag, skal danskerne også have samme mulighed. Sådan lyder kravet ifølge Jyllands-Posten fra Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.

Hans forventning er, at et britisk nej vil betyde en svagere binding mellem EU og Storbritannien end den, som ses i dag.

Han forventer, at konsekvensen af et britisk nej vil blive en ny og svagere form for binding mellem Storbritannien og EU. Og sker det, skal danskerne også tage stilling til et sådant mindre forpligtende EU-medlemskab.

”Der kan komme en vigtig hybrid ud af det. Så vil jeg have en folkeafstemning til at afklare, om Danmark ønsker sådan en løsning. Så må man jo til Bruxelles og sige, at ”so ein ding müssen wir auch haben.” Den danske befolkning skal have lejlighed til at tage stilling til, om vi vil have det, som vi har det, eller om vi vil gå i samme, mindre forpligtende retning som Storbritannien," siger Thulesen.

Skulle det komme til en dansk folkeafstemning, hvor danskerne siger ja til at gå i en mindre forpligtende retning, skal regeringen forhandle det hjem, siger Kristian Thulesen Dahl.

LÆS OGSÅ: DF vil have ministerposter efter næste valg

Venstre kristiserede i sidste uge Dansk Folkeparti for at føre zig zag-kurs om EU.

For mens Kristian Thulesen Dahl nu peger på en dansk folkeafstemning, hvis briterne stemmer nej, har Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF) også tidligere sået åbenlyst tvivl om fortsat dansk medlemskab af EU. Den stemmeslugende EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) har derimod stået solidt fast på fortsat dansk EU-medlemskab, så længe man ikke ved, hvad man i stedet skal melde sig ind i.

"Det virker som om, de forsøger at lave en helgardering, så de uanset resultatet kan fremstå som en slags stedfortrædende sejrherre. Det er meget letkøbt. Det siger jo sig selv, at to forskellige løsninger ikke kan være lige gode," lød det fra Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, i sidste uge.

Heller ikke Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, er i dagens Jyllands-Posten videre imponeret af Dansk Folkepartis udmelding og afviser forslaget.

Han peger på, at der er bygget så mange forudsætning og hvis’er ind i Dansk Folkepartis scenarie, at man ikke seriøst kan kommentere det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00