DF kræver opgør med registreringsafgift

AFGIFT: Registreringsafgiften skal ikke afgøres af bilprisen, men af tekniske mål, lyder det fra DF. Konservative og SF bakker op, mens Venstre ikke vil pille ved afgiften.

Foto: /ritzau/ Sisse Dupont
Mette PabstKristoffer Kvalvik

Jo dyrere din bil er, jo mere skal du betale i registreringsafgift. 

Sådan er systemet skruet sammen i dag. Men det er både uigennemskueligt og uhensigtsmæssigt, mener Dansk Folkeparti, der vil ændre den måde, afgiften beregnes.

Konkret ønsker DF en teknisk baseret afgift, så afgiften ikke afhænger af bilens pris, men af tekniske ting som dens vægt, CO2-udledning og sikkerhed.

"Det vil betyde, at små og mellemstore biler med det nyeste sikkerhedsudstyr bliver billigere og til at købe for den almindelige dansker," siger partiets finansordfører René Christensen.

Det koster at udvikle sikrere og miljøvenlige biler, og derfor bliver bilerne dyrere. Afgifterne burde belønne sikre og miljøvenlige biler, men i stedet for straffer de dem.

Thomas Møller Sørensen
Direktør i Bilbranchen

Bilbranchen: Afgiften hindrer udvikling
Dansk Folkeparti forslag bakkes op af Konservative.

"Det er noget, vi arbejder på, og det er vores mål, at vi får lavet en-teknisk baseret afgift. Det er et område, vi har meget stærk fokus på," siger Konservatives skatteordfører Anders Johansson.

Også SF er klar til ændringer i afgiften.

"Vi ønsker at tage et fuldstændigt gennemsyn af registreringsafgiften," lyder det fra partiets skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Det er ikke kun på Christiansborg, at flere partier nu er klar til at skrotte den værdibaserede registreringsafgift. Sidste år stod FDM, Bilbranchen i DI og De Danske Bilimportører bag et fælles forslag om at omlægge registreringsafgiften fra at basere sig på bilens pris til i stedet at basere sig på bilens miljø- og sikkerhedsmæssige egenskaber.

Direktør i Bilbranchen Thomas Møller Sørensen forstår ikke, hvorfor politikerne endnu ikke har taget et opgør med registreringsafgiften, som han kalder både "gammeldags" og "dårligt indrettet".

"Det koster at udvikle sikrere og miljøvenlige biler, og derfor bliver bilerne dyrere. Afgifterne burde belønne sikre og miljøvenlige biler, men i stedet for straffer de dem," siger Thomas Møller Sørensen.

Leasingselskaber tjener godt på afgift
Samtidig betyder den nuværende registreringsafgift, at leasingfirmaer kan købe biler langt billigere end almindelige danskere og sælge med stort provenu. Det skyldes, at leasingfirmaerne får mængderabat, når de køber mange biler, og den lavere pris på bilerne betyder en lavere registreringsafgift.

Læs også: Jakob Nielsen: Fusk med bilafgifter kan blive næste store skandale i Skat

Det hul kan lukkes med et skift til en afgift baseret på tekniske kriterier, siger Thomas Møller Sørensen.

"Hvis afgiften afhænger af tekniske informationer, så vil afgiften ligge fast uanset prisen på bilen. Leasingfirmaerne vil stadig kunne få rabat på bilerne, men vil afgiftsmæssigt ikke slippe billigere end forbrugerne," siger Thomas Møller Sørensen.

Hos Venstre er man klar til at lukke leasinghullet, men nogen større omlægning af afgiften ønsker partiet ikke.

"Det leasingselskaber gør, er ikke meningen med loven, så det skal lukkes ned. Men en større ændring af afgiften kommer der ikke. En masse bilejere vil komme i klemme, hvis vi piller ved afgiften," siger Louise Schack Elholm.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har bebudet, at han vil indkalde partierne til forhandling om at få lukket leasinghullet efter sommerferien. Her vil Dansk Folkeparti kræve, at der også bliver diskuteret muligheder for en teknisk baseret registreringsafgift.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Louise Schack Elholm

MF (V), fhv. kirkeminister, minister for landdistrikter og for nordisk samarbejde
cand.polit. (Københavns Uni. 2006)

Thomas Møller Sørensen

Direktør, Bilbranchen, DI
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1998)









0:000:00