DF om terrorindsats: Ikke godt nok

TERROR: Det er en skandale, at forløbet omkring terrorangrebet i København ikke var bedre, lyder det fra Dansk Folkepartis retsordfører, der nu kalder både statsministeren og justitsministeren i samråd om sagen.

Peter Skaarup og Dansk Folkeparti kalder nu både statsministeren og justitsministeren i samråd om forløbet omkring terrorangrebet i København. 
Peter Skaarup og Dansk Folkeparti kalder nu både statsministeren og justitsministeren i samråd om forløbet omkring terrorangrebet i København. Foto: Casper Andersen/Altinget.dk
Cecilie Gormsen

Skandale. Ikke godt nok. 

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, efter Rigspolitiets redegørelse af politiets håndtering af terrorangrebet i Købehavn i februar onsdag blev fremlagt. Her gjorde justitsminister Mette Frederiksen (S) meget ud af, at vi har med en ny situation med en ny type gerningsmand at gøre.

Men det giver Peter Skaarup ikke meget for, og han peger på, at læren fra blandt andet Frankrig og Breivik-sagen i Norge har været, at der findes disse "enkeltstående, koldblodige terrorister".

"Så man må have været blind og døv både fra PET's og justitsministerens side, hvis man tror, at det her er et helt specielt tilfælde," siger Peter Skaarup til Altinget med henvisning til det danske terrorangreb, hvor Omar El-Hussein dræbte to og sårede seks. 

Efter politiets over 140 sider lange redegørelse er der stadig ting, som står uklare for Peter Skaarup. Han savner blandt andet svar på, hvad PET gjorde med henvendelsen fra Kriminalforsorgen om Omar El-Husseins radikalisering, og hvorfor regeringen ikke reagerede på de henvendelser, som kom fra det jødiske samfund i 2014.

Jens Madsen blev syndebuk
Kort tid inden justitsminister Mette Frederiksen onsdag fremlagde Rigspolitiets konklusioner, meddelte Justitsministeriet, at PET-chef Jens Madsen fratræder sin stilling. Og der er en helt klar kobling til redegørelsen, mener Peter Skaarup. 

"Jeg tror, regeringen har haft brug for at finde en syndebuk, og det er et elegant spin-forsøg fra justitsministeren ikke at ville sige direkte, at der er en sammenhæng," siger Peter Skaarup, der dog mener, at der er en helt klar sammenhæng:

"Selvfølgelig er der en sammenhæng. Det er måske ikke den sammenhæng, hun gerne vil have os til at tro, nemlig at det er PET-chefens skyld det hele. I virkeligheden passer det nok regeringen godt, hvis man kan aflede opmærksomheden fra dens eget ansvar," siger han.

Kalder topministre i samråd
Han kalder nu både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om sagen. Her vil der både blive spurgt ind til misinformationen fra PET, det jødiske samfunds henvendelser i 2014 og PET's håndtering af Kriminalforsorgens oplysning om, at Omar El-Hussein var i risiko for at blive radikaliseret.

"Vi skal have disse spørgsmål gennemtrawlet yderligere, og jeg tror, der kommer flere ting frem," siger Peter Skaarup.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skaarup

MF (DD)
student (Aarhus Katedralskole 1982)

0:000:00