DF: Regeringen svigter bilisterne

Af Kim Christiansen
Transport- og færdselsordfører, Dansk Folkeparti

Der er blevet investeret virkeligt mange penge i den kollektive trafik i de senere år. Nu må tiden være kommet til, at vi løfter vejområdet.

Kim Christiansen (DF)
Transportordfører

Hvad skal regeringen prioritere på det transportpolitiske område efter valget?

Det vil næppe komme som en overraskelse for nogen, at jeg håber på, at vi får et nyt flertal og en ny regering efter folketingsvalget, som skal afholdes i løbet af 2015. Vi har brug for en ny regering og en ny kurs. Det gælder også på det transportpolitiske område.

Regering satser kun på kollektiv trafik 
Den nuværende regering har sammen med sine røde støttepartier stort set udelukkende fokuseret på den kollektive trafik. Og naturligvis skal vi satse på den kollektive trafik. Det er blandt andet derfor, at DF er med i den store aftale om Togfonden.

Men man skal sikre en fornuftig balance mellem kollektiv trafik og privatbilisme, og her har den socialdemokratisk ledede regering svigtet ved fuldstændigt enøjet at satse på den kollektive trafik. Det er, som om man glemmer, at der altså er mange danskere, der ikke bor i de store byer, og som ikke har adgang til et fintmasket net af kollektive transportmuligheder. Det er ganske enkelt en nødvendighed for mange, som bor i Vestjylland eller på Lolland eller de mange andre steder, hvor busser og tog ikke kører særligt ofte, at have egen bil, hvis man skal have en hverdag med job, uddannelse og børn til at fungere.

Vedligeholdelse og kapacitet
Og realiteten er også fortsat, at langt den største del af persontransporten i dette land foregår på vejene. Det er også her, trængslen findes. Det er glimrende at få nogle af bilisterne over i den kollektive trafik. Men det vil aldrig blive en fuldgod erstatning for alle danskere, og der vil fortsat være rigtig mange danskere, som har brug for bilen for at få det hele til at hænge sammen. Og det kræver ordentlige veje! Det kræver ordentlig vedligeholdelse af de eksisterende veje, og det kræver, at kapaciteten flere steder udbygges.

Og så burde man nok også se på, om planlægningsfasen i alle tilfælde nødvendigvis må være så omstændelig og langsommelig, som tilfældet er i dag. Lad mig give et eksempel. Et af de steder, hvor man døjer med trængsel, er på den østjyske del af E45-motorvejen.

Her kunne en forholdsvis nem løsning, som kunne løsne lidt op for presset, være, at man tillader kørsel i nødsporet i myldretiden. Men det vil nok i praksis tage 3-4 år, før diverse styrelser og myndigheder har fået set på sagen, og der er blevet truffet en beslutning, som så skal føres ud i livet. Det må altså kunne gøres hurtigere og smidigere. Det er blot ét eksempel på, at der i planlægningsfasen findes en hel del ”lavthængende frugter”, som vi bør plukke.

Løft til trafikerede veje 
Som jeg startede med at sige, er der blevet investeret virkeligt mange penge i den kollektive trafik i de senere år. Nu må tiden være kommet til, at vi løfter vejområdet.

Når man efter et valg på et tidspunkt skal til at se på den næste runde af trafikinvesteringer, synes jeg, at man bør se på en række stærkt trafikerede veje, som bør have et løft. Nogle af de mest presserende strækninger, som virkeligt trænger til et løft, er ovennævnte E-45 i Østjylland, E-20 på Vestfyn, Hillerødmotorvejen og Frederikssundmotorvejen. Tidsplaner, konkrete investeringer, finansiering etc. er alt sammen noget, som vi skal forhandle os til rette om. Så jeg vil ikke love borgerne, at det hele bliver klaret på kort tid. Men der kan ikke være tvivl om, at jeg vil have fokus på vejområdet.