DF undlader at stemme for eget forslag om at droppe sparekrav

SPAREKRAV: DF valgte tirsdag at stemme med regeringen om ikke umiddelbart at afskaffe to-procents-sparekravet i sundhedsvæsnet. Aktører og oppositionen raser.

Ole Nikolaj Møbjerg ToftToke Gade Crone Kristiansen

"Det er et lille skridt i den rigtige retning."

Sådan begrunder finansordfører René Christensen (DF) partiets beslutning om at stemme med regeringen og Socialdemokratiet, og dermed imod Dansk Folkepartis eget forslag til vedtagelse i Folketinget tirsdag.

Debatten handlede om at afskaffe det omstridte to-procents-produktivitetskrav til regionernes sygehuse. Og her havde Dansk Folkeparti stillet forslag om en fuldstændig afskaffelse.

Det var der dog ikke flertal for, og det var angiveligt grunden til, at Dansk Folkeparti valgte at gå med regeringen og Socialdemokratiet istedet.

I stedet for en afskaffelse lægger den vedtagne formulering op til, at der nu skal nedsættes en arbejdsgruppe, som laver "en gennemgang af styringen på sundhedsområdet", som skal "komme med forslag til en bedre styring fremadrettet".

"Det er godt, at der nu i det mindste er flertal for at kigge på det," siger René Christensen.

Stiller krav til finansloven 2018
Dansk Folkeparti kommer til at stille krav til regeringen under finanslovsforhandlingerne, understreger han samtidig. 

"Vi kan jo ikke gøre noget under forhandlingerne imellem regeringen og regionerne. Derfor bliver det til finanslovsforhandlingerne, at vi kommer til at stille krav."

Og kravet fra regeringens støtteparti er håndfast, forsikrer finansordføreren.

"Vi vil have skrevet ind i finansloven for 2018, at to-procents-kravet skal væk," lyder det fra René Christensen.

Han anerkender dog, at det nok ikke bliver muligt at få to-procents-kravet væk allerede fra næste år, da der er jo ikke fastsat en deadline på, hvornår arbejdsgruppen skal være færdig. 

"Arbejdsgruppen er nok ikke færdig til at foreslå alternativer allerede i 2018, så vi forventer ikke at kunne afskaffe produktivitetskravet før med finansloven 2019," lyder det fra René Christensen.

Han understreger dog, at det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at der også bliver sat noget istedet for to-procents-kravet.

"Vi vil stadig måle, om vi får kvalitet i sundhedsvæsenet," lyder det fra finansordføreren. 

På linje med Socialdemokratiet 
Også Socialdemokratiet efterlyser andre måder at styre sundhedsvæsnet på.

Således meldte partiformand Mette Fredriksen for nyligt ud, at det var på tide med et opgør med to-procents-kravet.

"Vi har behov for en mere intelligent ledelse af vores sygehuse. Produktivitetskravet blev jo opfundet på et tidspunkt med lange ventelister. Mange af de ventetider er blevet nedbragt til stor fordel for patienterne," lød det i april fra Mette Frederiksen til Ritzau.

Alligevel ville Socialdemokratiet heller ikke støtte et fuldstændigt opgør, og stemte altså med regeringen og Dansk Folkeparti.

Se et sammendrag fra debatten om forslaget og afstemningen i videoen ovenfor.

Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis manglende stemmer for forslaget udløste straks massiv kritik fra resten af oppoistionen og store dele af sundhedsvæsnets aktører.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, var i marts måned meget kontant, da han på TV2.dk krævede et opgør med produktivitetskravet. Samtidig har partiet netop kørt en annoncekampagne i forhold til at signalere, at partiet vil opprioritere netop sygehusene. Det var der også flere på Twitter, som pointerede:

Artiklen fortsætter under tweet med billede af DF's annonce om sygehusene:

 

Helt usædvaneligt reagerede Danske Regioner på afstemningen omkring beslutningsforslaget. Beslutningsforslag får sjældendt større omtale, når de stemmes ned i folketingssalen.

"Jeg må sige, at jeg er skuffet. Patientforeninger, læger, sygeplejersker og regionerne har i lang tid meget tydeligt sagt, at aktiviteten ikke kan fortsætte i det uendelige, men det skøjter et stort flertal i Folketinget let og elegant hen over ud fra en firkantet Excel-tankegang om mere, mere, mere," sagde formand i Danske Regioner Bent Hansen (S) i en pressemeddelelse efter afstemningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

René Christensen

MF (M), 1. viceborgmester, Guldborgsund
automekaniker (Horbelev Autoservice. 1989)

0:000:00