Debat

DH: Kommunerne får carte blanche til minimalt serviceniveau

DEBAT: Der er behov for en reform af dele af servicelovens voksenbestemmelser. I et nyt forslag undlades der politisk at tage stilling til, hvor lavt kommunernes serviceniveau kan gå, og det har konsekvenser for borgerne, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

<div>Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer</div><div><br></div>
Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer

Camilla Qvirinius Wraae
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer

Som det ser ud nu, har vi altså et forslag, der tager rettigheder fra borgerne og giver kommunerne carte blanche til minimale serviceniveauer.

Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer

Reformen af servicelovens voksenbestemmelser betyder konkret, at borgere med de største støttebehov ikke længere har ret til specifikke tilbud, som eksempelvis støttet beskæftigelse og samværs- og aktivitetstilbud.

Fakta
Bland dig i debatten - skriv til [email protected]

I stedet får kommunerne mulighed for at sammensætte en pakke bestående af den løsning, som kommunen synes, er bedst for borgeren. Pakken sammensættes ud fra en vifte af kendte servicelovstilbud, hvor kommunen så kan erstatte de enkelte tilbud med hinanden.

Der vil helt sikkert være kommuner, der godt kan finde ud af at sammensætte en god helhedsorienteret løsning. Men vi ved også, at der vil være kommuner, som vil benytte muligheden for at prioritere, så eksempelvis borgere med svær hjerneskade eller multihandicap henvises til et liv med meget lidt – eller slet ingen – aktivitet. Lad mig give et eksempel:

En yngre mand med multihandicap, der bor i botilbud. Hans handicap betyder, at han for at kunne leve en indholdsrig og udviklende tilværelse har brug for hjælp til alt. Derfor deltager han fire dage om ugen i et særligt dagtilbud med relevante aktiviteter, som er tilpasset personer med komplekse handicap. Dagtilbuddet giver ham mulighed for at komme ud, skifte miljø og møde andre mennesker.

Efter de nuværende regler har den unge mand krav på et særligt tilbud, fordi han tilhører målgruppen for servicelovens § 104 om dagtilbud. Hvis han får afslag, kan afslaget ankes.

Allerede under pres

Den rettighed – som har sikret nogle af samfundets mest sårbare borgere ret til en aktiv tilværelse – forsvinder med de foreslåede ændringer af serviceloven. Den såkaldte tilbudsvifte vil gøre det muligt for kommunen at fravælge dagtilbuddet med henvisning til, at den unge mand vil få en ’helhedsorienteret’ indsats hjemme i botilbuddet – for resten af voksentilværelsen. Og der er ingen garanti for, at den vurdering kan efterprøves i ankesystemet.

Det er ikke kun borgere med multihandicap, som rammes. En række borgere med handicap, der i dag har ret til et samværs- og aktivitetstilbud, beskyttet beskæftigelse eller socialpædagogisk bistand, vil fremover ikke være sikre på at kunne modtage denne støtte, da kommunerne har mulighed for at substituere med andre tilbud, herunder fælles- eller frivillige tilbud.
Forenklinger ud fra ønske om styring af økonomien

Og netop disse aktivitets- og beskæftigelsestilbud er allerede nu under voldsomt pres. Så sent som i sidste uge modtog jeg et kommunalt sparekatalog fra en lokal DH afdeling, hvor der netop foreslås skåret i antallet af dage, hvor borgere i botilbud kan gøre brug af samværs- og aktivitetstilbud. Disse tilbud er ofte den eneste mulighed for at have en aktiv hverdag, fremfor en monoton tilværelse ’inden for institutionens mure’ – og her taler vi om et helt voksenliv.

Hvad er egentlig formålet?

Når man skal vurdere indhold og intentioner i den såkaldte ”forenkling”, så synes jeg, det er værd at notere sig, hvor ønsket om de såkaldte forenklinger kommer fra. Baggrunden er to tidligere økonomiaftaler mellem regeringen og KL, hvor ønsket har været at give kommunerne bedre muligheder for at styre økonomien på det specialiserede socialområde. Derfor har vi også set kommunerne køre på med en benhård retorik om de stigende udgifter til voksenhandicapområdet. Senest har både KL og Socialchefernes nye formand her i Altinget : Social udtalt, at udgifterne på handicapområdet er ude af kontrol.

Men det er ikke korrekt. Som man kan læse i et svar fra ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, er der sket en udgiftsstigning på det specialiserede socialområde fra 21,5 mia. kr. i 1993 til 47,2 mia. kr. i 2009, svarende til en gennemsnitlig årlig stigning på 7,5 %. Siden er udgifterne faldet til 43,7 mia. kr. med gennemsnitlig 1,8 % om året. Med andre ord, er udgifterne faldet de seneste 5 år.

Ingen krav til kommunerne

Der hvor man kunne forenkle og gøre tunge administrative systemer lettere er bl.a. standardisering på hjælpemiddelområdet og enklere regler for merudgiftsydelser.

Forslaget om forenkling af servicelovens voksenbestemmelser, indeholder også nogle gode intentioner omkring standardisering. Desværre bliver det frivilligt for kommunerne, om de vil indføre standarderne.

Som det ser ud nu, har vi altså et forslag, der tager rettigheder fra borgerne, giver kommunerne carte blanche til minimale serviceniveauer. Dette uden at fjerne nogle af de meget bureaukratiske regler, som bl.a. gør det besværligt for personer med handicap at søge om mindre hjælpemidler. Forenklingen er svær at få øje på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00