Diskret udvalgs-rokade gør livet lettere for Løkke

ROKADE: Venstre har afgivet formandsposten i Grønlandsudvalget til Aleqa Hammond. Til gengæld lover hun, at hun ikke vil stemme for forslag, der kan vælte Løkke.

Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix
Anders Jerking

En udvalgs-rokade betyder, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan sidde lidt mere trygt på statsministertaburetten.

Venstre har afgivet formandsposten i Folketingets Grønlandsudvalg, der tidligere var besat af Marcus Knuth, til Aleqa Hammond, som nu er løsgænger, men tidligere var valgt for det grønlandske Socialdemokrati, Siumut.

Til gengæld for formandsposten har Aleqa Hammond lovet, at hun ikke vil stemme imod Venstre i såkaldte kabinetsspørgsmål – altså spørgsmål, der kan vælte regeringen.

Den aftale kan blive betydningsfuld. Da blå blok kun akkurat råder over 90 medlemmer, skulle der inden udvalgsrokaden bare skifte et enkelt folketingsmedlem fra blå til rød blok for at bringe Løkke i mindretal, men den trussel har Aleqa Hammond nu afmonteret.

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, kalder rokaden for en ”klassisk studehandel”.

"Det er virkelig smart gjort af Løkke, fordi han på den måde garderer sig mod potentielle løsgængere. Nu vil det ikke længere have fatale konsekvenser, hvis en utilfreds DF'er eller konservativ hopper af, som man f.eks. så det med Pia Christmas Møller," siger han med henvisning til den tidligere konservative leder, som i 2007 forlod partiet og senere bragte den daværende regering i mindretal i et asylspørgsmål.

Danske forhold
I en pressemeddelelse forklarer Aleqa Hammond baggrunden for aftalen:

”Jeg mener principielt ikke, at et dansk folketingsmedlem bør øve indflydelse i sager om rent grønlandske anliggender. Og på samme måde mener jeg ikke, at jeg som folketingsmedlem valgt i Grønland bør øve indflydelse på rent danske anliggender, herunder særligt kabinetsspørgsmål,” skriver hun og fortsætter:

”Dermed vil jeg fremover i sager om kabinetsspørgsmål stemme således, at en grønlandsk stemme ikke kan blive afgørende i et væsentligt spørgsmål, som jeg betragter som et rent dansk anliggende.”

Kontroversiel politiker
Det er en politiker med en turbulent karriere, som nu indtager formandsstolen i Grønlandsudvalget. 51-årige Hammond var fra 2013 til 2014 formand for Grønlands Selvstyre, valgt for Siumut.

Hammond måtte dog trække sig, da det kom frem, at hun havde brugt 100.000 kr. fra selvstyrets kasse til private formål.

Ved valget i 2015 blev hun valgt til Folketinget for Siumut, men i august i år blev hun ekskluderet af partiet, fordi hun havde misbrugt Folketingets kreditkort til private formål. I samme ombæring blev hun ekskluderet fra den socialdemokratiske gruppe i Folketinget.

Erik Holstein tvivler på, at udvalgsposten for alvor kan få gang i Hammonds politiske karriere.

"Aleqa Hammond er en mildt sagt omstridt skikkelse. Hun er mest kendt for kedelige sager om misbrug af offentlige midler, og hun blev senest ekskluderet af sit eget parti, Siumut. Hun er politisk død, og jeg tvivler på, at posten som formand for Grønlandsudvalget kan genoplive hende," siger han.  

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aleqa Hammond

Fhv. MF (NQ)
HF (Nordgrønlands Gymnasium 1989), teachers education (Artic College)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00