Dom i historisk sag: 24-årig lod sig hverve til IS

DOM: En 24-årig mand er som den første dansker nogensinde blevet kendt skyldig i at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Retten i Glostrup har onsdag kendt en 24-årig mand fra Ishøj skyldig i at have ladet sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i 2013 for at begå terror.

Det er den første dansker, der bliver ført retssag mod for at have ladet sig hverve af IS, og dermed også den første, der bliver dømt for det.

Den 24-årige mand var i 2013 to gange i Syrien, og de seks nævninge og tre dommere i sagen har blandt lagt vægt på den tiltalte mands egen forklaring.

I skyldsafgørelsen lyder det blandt andet:

”Disse nævninger og 3 dommere finder det bevist, at tiltalte rejste til Syrien i 2013 og tilsluttede sig IS som kæmper, og at han i hvert fald deltog i relevant træning i brug af våben og kamp."

Dømt efter terrorparagraffen
Samtidig finder Retten i Glostrup det også bevist, at hensigten hos den 24-årige, som hos IS var registreret under navnet Abu Aya Al-Dinimarki, var at tilslutte sig Islamisk Stat og aktivt at deltage i organisationens væbnede kamp og aktiviteter i øvrigt. Dermed har den tiltalte mand ladet sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114, også kaldet terrorparagraffen.

Under retssagen har den tiltalte blandt andet fortalt, at han var i et bageri og bagte brød for Islamisk Stat.

”Der er ikke oplysninger eller vidneudsagn i sagen, der bekræfter eller understøtter tiltaltes forklaring om arbejdet på bageri, med madlavning og madudbringning, og tiltaltes forklaring herom er først fremkommet under hovedforhandlingen og efter afslutningen af den øvrige bevisførelse,” lyder det i skyldsafgørelsen.

”Tiltaltes forklaring om opholdet var i øvrigt usammenhængende og på en række punkter uklar og ulogisk. Tiltaltes forklaring om, at han alene arbejdede på bageri, med madlavning og madudbringning, samt deltog i koranundervisning, må derfor afvises,” hedder det endvidere.

Den 24-årige mand fra Ishøj er også kendt skyldig i at støtte Islamisk Stat med 20.000 kroner.

Ifølge Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, viser dagens dom, at det var nødvendigt at skærpe lovgivningen.

"Det var rigtigt, at en skærpet lovgivning ville give politiet og anklagemyndigheden bedre mulighed for at retsforfølge de her personer. Det her understreger for mig, at det var helt rigtigt at sætte ind med de lovgivningsmæssige redskaber, som vi gjorde, da vi havde regeringsmagten,” siger Trine Bramsen til Altinget.

Anklager og forsvarer gik umiddelbart efter dommen i gang med at procedere i forhold til strafudmåling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00