Dramaet fortsætter i Slagelse: S-flertal smuldrer under Dyrby

VALGDRAMA: John Dyrby Paulsens (S) flertal er forsvundet i Slagelse. Socialdemokratens støtter har trukket sig og bedt om nye samtaler med Venstre. 

En glad John Dyrby Paulsen (S) præsenterede i nat et flertal bag ham som borgmester. Men det flertal risikerer at forsvinde.
En glad John Dyrby Paulsen (S) præsenterede i nat et flertal bag ham som borgmester. Men det flertal risikerer at forsvinde.Foto: /ritzau/Lars Krabbe
Daniel Bue Lauritzen

Klokken kvart i tre i nat kunne John Dyrby Paulsen (S) fortælle, at han ville blive Slagelses nye borgmester.

Efter maratonforhandlinger havde han samlet et flertal bestående af Liberal Alliance, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Det ville give en konstituering med 17 ud af 31 nyvalgte byrådsmedlemmer. Sejren så sikker ud. 

Men nu fortsætter dramaet i Slagelse.

Det røde flertal er smuldret, efter at Radikale Venstre og Liberal Alliance har trukket sig og bedt om samtaler med Venstres borgmesterkandidat, Stén Knuth. Sammen med Dansk Folkeparti kan de fire partier samle de afgørende 16 mandater. 

LA kan stå i vejen for V
Umiddelbart inden John Dyrby Paulsen holdt nattens sejrstale, var Dansk Folkepartis Ann Sibbern stormet ud af forhandlingslokalet med et højt "tak for i aften" til pressen.

Der var ikke mere at komme efter. Partierne ville vente på onsdagens fintælling, lød det, fordi et muligt ekstra mandat til Dansk Folkeparti kunne ændre alt. 

Sådan gik det som bekendt ikke. John Dyrby Paulsen udnyttede de borgerliges nøl og dannede flertal.

Men nu kan fintællingen alligevel blive yderst afgørende. 

Det skyldes, at Stén Knuth skal bruge Liberal Alliance for at danne borgerligt flertal.

Men i Slagelse betyder striden mellem Stén Knuth (V) og Villum Christensen (LA), at Venstre og Liberal Alliance ikke kan konstituere sammen, hvis Villum Christensen får sit partis mandat. 

Derfor venter man spændt på, om Mick Keller eller Villum Christensen vælges ind for Liberal Alliance. 

Dokumentation

Mandatfordelingen i Slagelse

Socialdemokratiet 12 

Venstre 10

Dansk Folkeparti 4

SF 2

Enhedslisten 1

Liberal Alliance 1

Radikale Venstre 1


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Dyrby Paulsen

Direktør, Dansk e-Mobilitet, fhv. MF og borgmester i Slagelse (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 1990), hd i udenrigshandel (Handelshøjskolen i København 1992)

Stén Knuth

Politisk konsulent, Dansk Firmaidræt, byrådsmedlem (V), Slagelse Kommune
bankuddannet

Villum Christensen

Viceborgmester (LA), Slagelse Kommune
cand.phil. (Københavns Uni. 1980), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981), MPM (Syddansk Uni. 2005)

0:000:00