Debat

Drop nedskæringer af de frie grundskoler

DEBAT: Stop nedskæringerne af de frie grundskoler og sats i stedet på engagement og diversitet. Sådan lyder opfordringen fra Kurt Ernst, formand for Danmarks Privatskoleforening. Han er den første debattør i Altinget | Uddannelses nye debatpanel om grundskolerne.
Foto: Pressefoto/Danmarks Privatskoleforening
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kurt Ernst
Formand for Danmarks Privatskoleforening.

De frie og de offentlige skoler er forskellige. Det er jo ret beset det, der er meningen med det, men vi kan godt lære en masse af hinanden. Det er jo de samme børn, vi har med at gøre, og nok er vi private, og børnene er forældrenes, men børnene er også en del af kommunen, samfundet, fællesskabet.

Enkelte steder i landet er samarbejdet mellem folkeskolerne og privatskolerne lidt anstrengt. Det er tydeligst kommet til udtryk i København, hvor nogle kommunalpolitikere er kommet med beskyldninger og angreb, der har anfægtet vores ret til at være her. Hovedanklagen er gået på, at de private skoler ikke løfter det sociale ansvar. Se, det er jo en lidt ukonkret størrelse at forholde sig til. Alligevel har skolerne på alle måder dokumenteret, at der ikke er hold i fordomme og anklager.

Frihed forpligter
De frie skoler ved godt, at friheden forpligter. Vi vil gerne løfte med. Ministeren har med projektet "Ny Nordisk Skole" meget fint sat overskrifter på, hvad også de frie skoler kan byde ind på. Vi kan godt, og vi vil gerne vise, hvorfor vi er uundværlige, hvorfor vi er nyttige. Som en belgisk uddannelsesforsker sagde til mig engang, hvor jeg beklagede mig over skolernes mistede frihedsrettigheder: "Stop det klynkeri, det var jer, der opfandt højskolerne, dem genopfinder I bare. Der vil altid være behov for en anden tænkning end massernes mainstream".

Fakta
Bland dig!
Vil du også deltage i debatten på Altinget | Uddannelse? Så send dit indspark til [email protected]

Grundloven og Friskoleloven indrammer virksomheden for skolerne, der også får tilskud til noget af driften, resten må forældrene betale. Det er ikke filantropi fra statens side, og det handler også her om "noget for noget", hvis vi skal være "noget for nogen". Som bekendt er almisser ikke statens definition på fællesskab, og det er rimeligt nok. Forældrene forstår det, men også folketingspolitikerne skal kunne se nytteværdien. Den private skole skal finde sin plads mellem stat og civilsamfund. Vi mærker i disse år - i sammenhæng med den økonomiske krise og måske lidt brødnid - at enkelte kommuner orkestrerer et budskab til staten, der forenklet kunne lyde således: Det går for godt for de private skoler, men de er "asociale", så ram dem på pengepungen!

Se på realiteterne
Vi ønsker, at regeringen lytter lidt mere til os, til realiteterne. Det er en god forretning for staten af have frie grundskoler - både ud fra en økonomisk, en pædagogisk, en udviklingsmæssig og en demokratisk synsvinkel. Vi fatter ikke fornuften i, at regeringen i forslaget til finansloven for 2013 vil skære i tilskuddet til de frie skoler. På alle andre uddannelsesområder skal der tværtimod satses!

De frie skolers omkostninger pr. elev er mindre end folkeskolens, og samtidig leverer forældrene omkring 1,5 mia. kr. i skolepenge - og der er ikke skattefradrag! Forældrene viser samfundssind og medborgerskab - det er socialt ansvar, og samtidig forholder man sig aktivt til den næste voksengenerations undervisning og dannelse. De private skoler hjælper regeringen med opfyldelsen af den såkaldte 95 %'s målsætning. Vi bryder den sociale arv og skaber mønsterbrydere. Vi skaber sammenhæng og engagement, men takken skal ikke kun manifesteres gennem festtalerne. Vi skal også have et anstændigt tilskud.

Det er en god forretning for staten af have frie grundskoler - både ud fra en økonomisk, en pædagogisk, en udviklingsmæssig og en demokratisk synsvinkel. Vi fatter ikke fornuften i, at regeringen i forslaget til finansloven for 2013 vil skære i tilskuddet til de frie skoler. På alle andre uddannelsesområder skal der tværtimod satses!

Kurt Ernst
Formand for Danmarks Privatskoleforening

 

Mød hele Altinget | Uddannelses nye debatpanel her. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kurt Ernst

Fhv. formand, Danmarks Privatskoleforening
lærer (Århus Seminarium 1977)

0:000:00