Ebola-angsten vokser i Amerika efter første tilfælde i New York

EBOLAPANIK: En læge fra New York er blevet syg af Ebola og er i behandling i millionbyen. Skrækken i den amerikanske befolkning er betydelig, mens sundhedssystemets effektivitet er hæmmet af, at republikanerne har blokeret Obamas chefudnævnelser i sundhedssektoren.

<br>Nyheden om at Ebola er nået til New York, var breaking news på alle amerikanske tv-stationer torsdag aften.<br>

Nyheden om at Ebola er nået til New York, var breaking news på alle amerikanske tv-stationer torsdag aften.
Foto: CNN/Youtube.com
Annegrethe Rasmussen

Craig Spencer, en læge fra New York, der for nylig er vendt tilbage til USA efter at have hjulpet med at behandle Ebola-patienter i Guinea, blev testet positiv for sygdommen torsdag, rapporterer New York Times.

Spencer er den fjerde person i USA, der er blevet diagnosticeret med den frygtede virussygdom, og han er nu i isolation og under behandling på Bellevue Hospital i New York.

Meddelelsen, om at endnu en amerikaner har fået den frygtede sygdom, fik Amerika op i endnu mere angste omdrejninger, end landet i forvejen er i. Frygten for en ukontrollabel epidemi er betydelig blandt borgerne, og en følelse af ”ebola-panik” har bredt sig.

Ønske om grænselukninger
På den konservative kabel-nyhedskanal Fox News føres en intens kampagne for at lukke grænserne helt for ud- og indrejse fra og til USA – en kampagne, som eksperter har advaret imod, da en karantæne af de hårdest ramte vestafrikanske lande kan føre til, at syge mennesker går under jorden og forsøger at rejse ind i Amerika på andre måder, hvorved de kan udgøre en betydelig smittefare.

I dag rejser omkring 350 mennesker om dagen ind i USA fra disse lande, hvilket er en mængde, der kan kontrolleres og testes uden det store besvær.

Der er intet som tyder på, at der i dag er mennesker med Ebola, der opholder sig inden for USA’s grænser og forsøger at holde det skjult.

Anklager mod Det Hvide Hus
Samtidig med den konservative mediekampagne har flere republikanske politikere imidlertid også udsendt dystre advarsler om mulige ebolaramte mennesker, der kunne krydse den amerikansk-mexicanske grænse. Senator Rand Paul har åbent betvivlet eksperternes forsikringer om, at vira kun kan overføres gennem kontakt med kropsvæsker, og han har kaldt virussen for "utroligt smitsom."

Rand Paul har også beskyldt Det Hvide Hus for at lyve om Ebola-risikoen, mens andre republikanske politikere har anklaget Obama for ikke at have kunnet håndtere sygdommen og "ikke være i stand til at  beskytte vort land og vore familier fra Ebola", som Tom Bomuld fra Arkansas, der pt. kører kampagne mod den demokratiske senator, Mark Pryor, har udtrykt det.

Og strategien ser ud til at kunne betale sig. Ifølge en ny Gallup-undersøgelse regnes Ebola nu med blandt de 10 vigtigste problemer, som Amerika står overfor, sammen med blandt andet terrorisme, kriminalitet, fattigdom, sult og hjemløshed.

I en anden undersøgelse udgivet onsdag, også af Gallup, rapporteres det, at tilliden til den amerikanske regerings evne til at håndtere Ebola også er faldende.

Manglende sundhedsberedskab
CDC (Centers for Disease Control and Prevention), der håndterer konflikten, har udstedt nye rådgivende retningslinjer for amerikanske hospitaler, om end styrelsen imidlertid ikke kan tvinge dem til at vedtage nye sikkerhedsforanstaltninger.

I tirsdags meddelte U.S. Department of Homeland Security, at alle tilrejsende fra Liberia, Guinea og Sierra Leone fremover skal ankomme gennem fem lufthavne – New Yorks JFK, New Jerseys Newark, Washington Dulles, Atlanta og Chicago - med udstyret på plads til at screene for ebola.

Men samtidig med at amerikanerne er i angstens vold, står det klart, at hvis sundhedspersonalet havde reageret hurtigere og for fuld kraft i Dallas for tre uger siden, kunne de have forhindret to sygeplejersker fra at få ebola. Det erkendte CDC’s direktør Tom Frieden for første gang ved et pressemøde i tirsdags.

Republikansk blokade af udnævnelse
En af grundene til at indsatsen har været utilstrækkelig, har imidlertid været, at præsidenten fortsat ikke har fået sin kandidat til ny surgeon general igennem.

Denne stilling blev i sin tid oprettet med det udtrykkelige formål at varetage den offentlige sundhed via en koordinering af indsatsen mellem forskellige nationale agenturer og håndhævelsen af en ensartet folkesundhedspolitik.

Men den mand, Obama nominerede til jobbet i november sidste år, blev imidlertid aldrig bekræftet af Senatet. Hans nominering blev blokeret, fordi republikanerne, akkompagneret af stort bifald fra våben-lobbyorganisationen NRA, mente, at hans holdninger til vold og skydevåben var for rabiate.

Og fordi der ikke har været nogen anden til rådighed, er det derfor CDC-direktør Tom Frieden, der i alt væsentligt er blevet set som regeringens ”Ebola zar” (vismand, red.) - også selvom der ikke er nogen udpeget til at koordinere de folkesundhedsmæssige indsatser fra CDC og forskningsindsatsen, herunder eksperimentelle vacciner og behandlinger – med National Institututes of Health.

Ny Ebola Zar
Fredag i sidste uge meddelte præsident Obama så, at han ville udpege vicepræsident Joe Bidens særdeles erfarne tidligere stabschef Ron Klain til Ebola Zar. Alene kan Klain imidlertid ikke håndtere alle de opgaver, som en surgeon general har. Denne rolle, som ikke findes tilsvarende i Danmark, men som er en slags overordnet sundhedsgeneraldirektør, fungerer som overordnet kommunikator og overvåger det amerikanske Public Health Service and advisory corps, som omfatter nogle af de mennesker, der er udsendt til at opspore og indsamle farlige vira som Ebola.

Han eller hun vil også arbejde tæt sammen med de amerikanske offentlige sundhedsagenturer som NIH og CDC med det formål at kommunikere information om nye og kommende offentlige sundhedsspørgsmål, såsom Ebola, til offentligheden og sundhedspersonalet.

Rollen er kompleks, men afgørende: Forbered sundhedspersonalet til at behandle mennesker med virus og opdrag samtidig offentligheden, så irrationel frygt for spredning forebygges.

Så længe denne funktion ikke varetages ordentligt, advarer sundhedsfaglige eksperter, vil det være nemmere for de mennesker, der fører kampagne for lukning af grænserne og karantæne af de ramte vestafrikanske lande, at sprede deres budskab.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00