Efter EU-domme: Esben Lunde beskyldes for nøl om vindmøller

EU: Der er behov for hurtig afklaring fra miljøminister Esben Lunder Larsen (V) i sagen om strategiske miljøvurderinger, mener Vindmølleindustrien. Ifølge juraprofessor kan vindmøller være rejst ulovligt. Ministeren er tavs.

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Morten Øyen

Der er akut behov for, at miljøminister Esben Lunde Larsen (V) kommer på banen i sagen om strategiske miljøvurderinger af vindmøller.

Det mener Vindmølleindustrien, efter at Miljø- og Fødevareministeriet stadig arbejder på at tolke EU-domme fra sidste år, der ifølge en juraprofessor kan få vidtgående konsekvenser for opsætning af vindmøller i Danmark.

”Vi har ved flere lejligheder konkret efterlyst, at Miljø- og Fødevareministeriets vurdering bliver lagt frem, da usikkerheden desværre leder til, at kommunerne sætter den grønne omstilling i stå,” siger Camilla Holbech, souschef i Vindmølleindustrien, i en pressemeddelelse.

Vindmølletilladelser ugyldige
EU-dommen handlede om rejsning af vindmøller i Vallonien i Belgien, der blev erklæret ulovlige, fordi den vallonske vindmøllebekendtgørelse ikke indeholder krav om en særlig miljøvurdering, en såkaldt SMV.

Analysen vil blive færdiggjort hurtigst muligt.

Esben Lunde Larsen (V), miljø- og fødevareminister
Svar til Folketinget 6. april 2017

Og ifølge juraprofessor Peter Pagh minder den danske vindmøllebekendtgørelse rigtig meget om den vallonske. Derfor mener han som udgangspunkt, at alle afgørelser om rejsning af vindmøller i Danmark også er ugyldige.

”Derfor kan man efter min mening ikke behandle sager om rejsning af vindmøller i Danmark, før der er blevet lavet en ny særlig miljøvurdering,” siger Peter Pagh til Jyllands-Posten.

Radiotavshed fra ministeren
Allerede i januar gjorde han Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg opmærksom på EU-dommenes mulige konsekvenser for danske vindmølleprojekter med denne artikel, som han havde skrevet til Tidskrift for Miljø tilbage i december 2016.

20. marts i år stiller SF's Pia Olsen Dyhr så opfølgende spørgsmål til miljøminister Esben Lunde Larsen, der 6. april svarer, at hans ministerium er ved at analysere EU-dommene.

”Analysen vil blive færdiggjort hurtigst muligt,” skrev ministeren i april til udvalget.

0:000:00