Efter regeringsdannelse: Ingen gevinst til Løkke

MÅLING: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skraber igen bunden i popularitetskonkurrencen mod Mette Frederiksen (S). Løkke kan ikke genvinde den personlige opbakning, siger politisk kommentator.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Emma Qvirin Holst

Der er ingen tvivl, hvis man spørger vælgerne.

Den siddende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), er ikke en populær herre.

Ifølge en ny måling foretaget af Norstat for Altinget kan Løkke kun mønstre opbakning fra hver femte vælger.

Imens foretrækker 35 procent Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som statsminister, hvis der var valg i morgen. 19 procent vil have en helt anden kandidat.

I slutningen af november fik Lars Løkke næsten det umulige til at ske, da han fik Liberal Alliance til at bytte sit krav om topskattelettelser ud med ministerbiler. Med dannelsen af trekløverregeringen mellem Venstre, Liberal Alliance og Konservative optøede Lars Løkke for en stund blå blok, hvor samarbejdet var gået i hårdknude.

Løkke kan ikke vende skuden
Men på trods af, at Løkke har gendannet sin regering, smitter det ikke af på hans popularitet. Og det er der en god forklaring på, siger politisk kommentator Jarl Cordua.

”Tallene viser, at projektet med at højne statsministerens personlige popularitet indtil videre ikke er lykkedes,” siger Jarl Cordua.

Spørgsmålet er, om det nogensinde vil lykkes for Løkke at få vendt skuden. I alle målinger fra 2016 har han kun mønstret mellem 20-23 procents opbakning, og han har konsekvent haltet bagud i forhold til Mette Frederiksen.

”Nej, det tror jeg simpelthen ikke, at han kan. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det skulle være. Vælgerne har taget en beslutning om, hvem Lars Løkke er,” siger Jarl Cordua.

Uanset hvor sjov Løkke forsøger at være på Facebook og diverse underholdningsprogrammer, kan det ikke spores i popularitetsmålingerne, siger Jarl Cordua.

Ifølge ham skyldes Løkkes upopularitet, at han opfattes som utroværdig blandt vælgerne.

”Det er fordi, han er associeret med dårlig moral og omgangen med offentlige midler,” siger Jarl Cordua og peger på, at det bunder i sagerne med eksempelvis GGGI og betalte underbukser.

(Artiklen fortsætter under grafen)

 
 

Ringe opbakning fra blå vælgere
Blandt Venstres egne vælgere er Lars Løkke populær med en opbakning på 78 procent.

Værre står det til hos Liberal Alliances og Dansk Folkepartis vælgere, hvor kun henholdsvis 26 og 21 procent vil have Løkke som statsminister. Størstedelen af dem peger på en anden kandidat, der gerne må være deres partiformand.

Men selvom de ikke kan lide Løkke, stemmer de stadigvæk blåt, påpeger Jarl Cordua. Det er meningsmålingerne, der er interessante, og ikke hvor populær Løkke er.

”Der er to år til næste valg, og vi vælger ikke statsministerkandidat ud fra, hvem folk synes er mest populær, men hvem de er mest enige med,” siger Jarl Cordua.

Ifølge det seneste snit af målinger har rød blok et markant forspring til blå blok.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00