Ekspert afviser Støjbergs forklaring: Partshøring er ikke vanskelig jura

SAMRÅD: Krav til partshøring er vanskelig jura, fortæller udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Ekspert er uenig og siger, at det er pensum på 3. semester. 

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Daniel Bue Lauritzen

Når Inger Støjbergs (V) ulovlige adskillelse af asylpar uden partshøring var gældende praksis i flere måneder i 2016, inden udlændinge- og integrationsministeren efter kritik fra ombudsmanden greb ind, skyldes det, at juraen er kompliceret.

Det fortæller hun onsdag formiddag på samråd i Udlændinge- og Integrationsudvalget: 

"Det kan godt være, at det nu ser ud, som om det er 1. semesters jura, som enhver bare kan se. Men så enkelt er det bare ikke. Svaret var jo ikke givet på forhånd. Der var tale om, må jeg nok sige, en vanskelig juridisk vurdering," sagde hun under onsdagens samråd. 

Og det er rigtigt, når Inger Støjberg siger, at man ikke stifter bekendtskab med forvaltningsret på jurastudiets første halvår, vurderer ekspert i forvaltningsret fra Aalborg Universitet Sten Bønsing.

Det er nemlig først på 3. semester, at de jurastuderende gennemgår den basale forvaltningsret, som kravet til partshøring falder ind under, fortæller han:

"Det er ganske almindeligt bachelorpensum. Hos os ligger forvaltningsret på 3. semester," siger Sten Bønsing. 

Hvor længe skal dine studerende have læst for at kunne vurdere den her sag?

"Jeg skal om en halv time i auditoriet for at undervise vores 3. semesterstuderende i de her ting. Så når de har læst i et år og tre måneder, har de været i gennem det," siger han. 

Jurastudiet tager i alt fem år svarende til ti semestre. 

Tillid er smagssag
Inger Støjberg blev under samrådet spurgt af Holger K. Nielsen (SF), om hun ikke var blevet underrettet om den ulovlige praksis af sine embedsmænd. 

Her slog hun fast, at hun ingen problemer har med sit embedsværk:

"Jeg har fuldstændig tillid til alle embedsmændene i ministeriet. Der er ikke en finger at sætte på noget som helst," sagde hun.

Men ifølge Sten Bønsing burde embedsmændene i Udlændinge- og Integrationsministeriet kunne partshøringsreglerne på fingrene.

"Jeg ved jo ikke, hvad embedsmændene i ministeriet kan eller ikke kan. Men netop de her regler, skal de kende. Og de har pligt til at give ministeren besked om ulovlige beslutninger. Men jeg kan jo ikke vide, hvorfor de ikke har gjort det," siger han. 

Kan Inger Støjberg have tillid til sit embedsværk?

"De har åbenbart ikke kunnet det her, og det er altså meget simpelt. Det er lidt en smagssag, om hun kan have tillid til dem. Men hun har i hvert fald fået forkert rådgivning, hvis det er rigtigt, at de ikke har fortalt hende om de her ting," siger han. 

Dokumentation

Sagen kort

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg udsendte 10. februar 2016 en instruks om, at 28 asylpar under 18 år skulle adskilles. 

Den instruks var gældende indtil 28. april 2016, hvor Udlændigestyrelsen besluttede at genoptage sagerne og igen indføre partshøring. Det skete efter en række spørgsmål fra Ombudsmanden.

Instruksen viste sig at være ulovlig og i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00