Ekspert: Danmark er fortsat i top fem til at huse magtfuldt EU-agentur

KONKURRENCE: EU-Kommissionen har netop vurderet buddene fra de lande, der har lagt billet ind på at få lov til at lægge by til Det Europæiske Lægemiddelagentur efter briternes EU-exit. Ekspert vurderer, at Danmark stadig ligger helt i top.

Danmark har stadig gode chancer for at blive hjemsted for EMA, vurderer ekspert efter EU-Kommissionens evaluering af kandidaternes tilbud.
Danmark har stadig gode chancer for at blive hjemsted for EMA, vurderer ekspert efter EU-Kommissionens evaluering af kandidaternes tilbud.Foto: /ritzau/Sebastian Buur Gunvald
Amalie Bjerre Christensen

Danmark ligger stærkt i feltet over lande, der vil huse Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Sådan lyder det, efter EU-Kommissionen har lavet en vurdering af de 19 lande, der har ansøgt om at lægge hjem til agenturet, når det skal forlade London som følge af briternes udtrædelse af EU.

”Jeg vil roligt sige, at Danmark fortsat ligger i top fem. Det er der ingen tvivl om,” siger Steffen Thirstrup, international medicinalrådgiver og tidligere chef i Lægemiddelstyrelsen.

Positiv tilbagemelding
Meldingen kommer, efter Kommissionen lørdag fremlagde en vurdering af hvert af de 19 bud, som medlemslandene har givet for at blive nyt hjemsted for lægemiddelagenturet.

Kommissionens evaluering indeholder ikke en rangliste over de forskellige tilbud. I stedet har man, efter ønske fra medlemslandene, gennemgået, hvordan ansøgerlandene hver især lever op til de krav, som Kommissionen og medlemslandene har besluttet, at et nyt værtsland skal opfylde for at kunne få lov til at huse EMA.

I vurderingen fremhæver Kommissionen blandt andet, at Danmark allerede kan have en bygning klar fra starten af 2019, når agenturet efter alt at dømme skal flytte fra London, når briterne officielt forlader EU. Derudover er der direkte flyforbindelser til alle EU-hovedstæder på nær Bratislava.

Et lille men
Ved et af kriterierne halter Danmark dog en smule efter. Det drejer sig om, at den danske ansøgning ikke beskriver, hvorvidt ægtefæller og børn til agenturets medarbejdere kan få adgang til sociale ydelser.

Ifølge Steffen Thirstrup vil den manglende beskrivelse ikke få stor betydning for Danmarks chancer, når den endelige afgørelse skal træffes af EU-landenes ministre i november.

Det næste skridt i afgørelsen af EMA’s fremtidige placering bliver taget i slutningen af oktober, når EU’s ministre samt stats- og regeringschefer skal drøfte Kommissionens vurdering af landene.

Derefter vil den endelige beslutning blive truffet i november, når Ministerrådet foretager en hemmelig afstemning, der kan ende i en lodtrækning.

Læs hele artiklen på Altinget: EU (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her

Dokumentation

Afstemningen om EU-agenturet

I november vil EU’s europaministre skulle stemme om, hvem der skal have de to agenturer.

Afstemningen foregår via det, der populært kaldes melodi grand prix-modellen. Den går ud på, at landene hver har seks point, som de skal fordele til tre lande, der får henholdsvis tre, to og et point.

Får et land tre point fra 14 lande, har vi en vinder. Det forventes dog ikke at ske. Derfor vil de tre lande med det højeste antal point gå videre til anden runde. Her har landene kun et point at give. Også her vil opbakning fra 14 lande betyde sejr. Sker det ikke, vil de to bedst placerede gå videre til en tredje runde. Den, der får flest stemmer her, bliver kåret som vinder. Står de af uransagelige grunde lige, vil det siddende EU-formandskab trække lod.

Landene binder sig på forhånd til at acceptere udfaldet af afstemningen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steffen Thirstrup

Medicinaldirektør (chief medical officer), Det Europæiske Lægemiddelagentur
ph.d. (Aarhus Uni. 1998), cand.med. (Aarhus Uni. 1993)









0:000:00