EL angribes efter tilbagetog

DAGPENGE: Johanne Schmidt-Nielsen er under skarp beskydning på Facebook, efter Enhedslisten har fraveget kravet om at få ændret dagpengereglerne nu. Der er sat gang i en underskiftsindsamling mod EL's nye kurs.
Johanne Schmidt-Nielsen: Enhedslistens politiske ordfører bliver nu selv beskyldt for "at pisse på de arbejdsløse", efter EL har blødt op i sine krav om ændring af dagpengesystemet.
Johanne Schmidt-Nielsen: Enhedslistens politiske ordfører bliver nu selv beskyldt for "at pisse på de arbejdsløse", efter EL har blødt op i sine krav om ændring af dagpengesystemet.Foto: Casper Andersen
Erik Holstein

Enhedslisten risikerer nu at ryge ind i de problemer, der har redet SF som en mare de sidste par år. Det viser Facebook-siden hos Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen: Siden er svømmet over med rasende indlæg, siden EL renoncerede på kravet om at få lempet dagpengereglerne.

Det har hidtil været et nærmest ultimativt krav fra Enhedslisten, at de ledige, der står til at ryge ud af dagpengesystemet som følge af den forkortede dagpengeperiode, enten skal have job, uddannelse eller fortsat dagpenge. Men mandag erklærede partiet sig pludselig parat til at acceptere en løsning, der blot sikrer, at de berørte dagpengemodtagere i stedet kan få kontanthjælp.

Og den retræte førte omgående til en stribe angreb på Facebook.

SF om igen
En af kritikerne er en tidligere SF-lokalformand, der nu er medlem hos Enhedslisten: "Jeg er IKKE enig i, at EL - ligesom SF har gjort - skal falde for, at vi skal bevise vores politiske "duelighed" ved at gå på kompromis i den grad, der fordres," skriver Bente Fridhioff Nørgaard og fortsætter:

"For fem år siden meldte jeg mig ind i SF, fordi jeg så en mulighed for, at SF faktisk kunne venstredreje S. Hurtigt blev jeg formand i Lyngby-Taarbæk, men den højredrejning, SF-ledelsen pressede ned over os "rettroende", blev for meget for mig, så jeg vendte tilbage til Enhedslisten. Hvis EL nu også lader sig forføre af denne "dueligheds"/"ansvarligheds" - manipulation, så melder jeg mig sgu ud som partimedlem igen."

Kim Ingemann skriver, at EL's nye udmelding er "at PISSE på de arbejdsløse", Marie Birgitte Larsen at "så er der sgu dømt udsalg, det var ellers sådan set lige nu, vi skulle føre kampagne for, at ingen falder ud af dagpengesystemet", mens Peter Henrik Tramm blot skriver et "NEJ NEJ NEJ!!! Stå nu fast".

Krav om mistillidsvotum
Ole Wugge Christiansen fra 3F har "forståelse for folketingsgruppens dilemmaer", men fortsætter: "Spørgsmålet er, om der ikke her skal demonstreres magt: dvs. trues med mistillidsvotum til regeringen på spørgsmålet om dagpengereglerne. For det er sgu essentielt."

Kritikken af EL's nye kurs er meget omfattende på Facebook-siden, men der er dog også dem, der accepterer folketingsgruppens beslutning. Således skriver Kim Benzon Knudsen, at "Det er okay. Vigtigt at holde fokus på helheden og gøre noget for dem, der kommer i klemme".

Skide sure
Johanne Schmidt-Nielsen havde ikke mulighed for at kommentere kritikken, men EL's gruppeformand, Per Clausen, skriver blandt andet følgende i et svar til Altinget.dk:

"Jeg tror, folk er skide sure over, at regeringen ikke vil lave permanente ændringer i dagpengesystemet. Men det er realiteten. I den situation kan vi vælge at smutte fra forhandlingerne eller forhandle videre for at finde en midlertidig løsning for de mange tusind, der står til at falde ud. Situationen her og nu er så alvorlig, at vi er forpligtet til at gøre alt, hvad vi kan for at presse regeringen til at finde en løsning."

Per Clausen tilføjer:
"Vi vil blive ved med at konfrontere regeringen med det forringede dagpengesystems alvorlige konsekvenser og kæmpe for forbedringer. Jeg tror samtidig, at det er de færreste af vores vælgere, der mener, at vi skal opgive at komme igennem med mindre forbedringer, fordi vi ikke kan komme igennem med vores oprindelige krav."

Tirsdag eftermiddag blev der sat en underskriftindsamling i gang på nettet henvendt til Enhedslistens menige medlemmer. Den er ment som en protest mod, at Enhedslisten har slækket på dagpengekravet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Schmidt-Nielsen

Generalsekretær, Red Barnet
ba.scient.soc. (Roskilde Uni 2007)

0:000:00