EL dropper mænd som talere og dirigenter på årsmøde

KVINDER: Enhedslistens mandlige medlemmer får hverken lov at aflægge beretninger, holde oplæg eller være dirigenter ved partiets årsmøde. For poppet, lyder det fra mandligt folketingsmedlem.

Foto: Betina Garcia/Scanpix
Cecilie Gormsen

Når Enhedslisten i maj holder årsmøde, bliver det lidt anderledes end normalt.

Partiets hovedbestyrelse har ifølge DR nemlig besluttet sig for, at kvinderne skal i første række, og dermed vil der kun være kvindelige talere, dirigenter og oplægsholdere.

”Alle talere, indledere og dirigenter på årsmødet i 2017 skal være kvinder,” fremgår det af et referat fra et hovedbestyrelsesmøde afholdt i december.

På årsmødet vil det således kun være kvinder, der kan holde oplæg til workshops, indlede debatter, være ordstyrere og lignende. Mandlige medlemmer kan dog stadig få lov at gå på talerstolen og give deres meninger til kende i alle de politiske debatter, når de indledende ord er sagt.

Talerstol bestormes af mænd
Beslutningen er truffet, fordi det på årsmødet forventes, at medlemmerne skal tage stilling til et feministisk delprogram. Det fortæller Lole Møller, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, til DR.

Hun fortæller, at Enhedslisten vil have kvinderne i front, og det kræver nogle gange bevidst arbejde.

”Vi har jo alle de fine og gode synspunkter, men også i Enhedslisten afspejler der sig nogle af de samme ting som ude i det øvrige samfund. Der er stadig flere mænd end kvinder, der er medlemmer af partiet, og ved det seneste kommunalvalg – det er noget af det, vi er rigtig kede af – var vi med til at trække kvindekvoten ned,” siger Lole Møller til DR og fortsætter:

”Det er også stadig sådan hos os, at mænd bestormer talerstolen meget, meget før kvinder gør. Det er noget, man skal arbejde bevidst med.”

EL-mand: Lige poppet nok
Enhedslistens folketingsmedlem og hovedbestyrelsesmedlem, Christian Juhl, stemte nej til forslaget om udelukkende at have kvindelige oplægsholdere ved årsmødet. Han kalder det ”lige poppet nok.”

”Det her har jo intet med feminisme at gøre. Feminisme handler om, at vi stiller hinanden – og ikke kun kvinderne – lige. Uanset køn, etnicitet, seksuel orientering, eller hvad pokker det kan være,” siger Christian Juhl, der ser initiativet som en pr-markering, til DR.

I efteråret kom kønnet også i fokus hos et andet parti i Folketinget. Her meddelte Alternativet, at man ikke ville stille op i paneldebatter, hvor der kun er mænd eller kun kvinder. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Juhl

Fhv. MF (EL) 2011-22
lærer (Læreruddannelsen i Silkeborg 1979)

0:000:00