EL: Ministeren har naiv tilgang til udviklingsarbejdet

Af Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har på det seneste her på Altinget kastet sig ud i en polemik imod min og andres kritik af sammenblandingen af ministerens to kasketter: handel og udvikling.

Med henvisning til ministerens mange rejser, hvor han i talrige møder med ministerkollegaer fra udviklingslandene har fået bekræftet, at der efterspørges ”vækst og investeringer”, anklager han mig for at føre ”omvendt imperialisme”, fordi jeg tillader mig at stille spørgsmålstegn ved hans prioritering. Herigennem nægter jeg åbenbart ”at anerkende landenes ønsker”.

Jeg mener selvfølgelig, at ministerens kritik er helt ved siden af, og at den i virkeligheden er udtryk for en lidt naiv tilgang til udviklingsarbejdet. For er den politiske og økonomiske elite, som ministeren møder på sine rundrejser, virkelig udtryk for ”landenes ønsker”?

Kan man ikke forestille sig, at der blandt civilsamfundet i Indonesien, Uganda og alle de andre lande, ministeren henviser til, er kritiske røster omkring slagsiden ved de storstilede handels- og investeringsprojekter, som ministeren med sin erhvervsvenlige tilgang prioriterer?

Ikke udtryk for imperialisme
Jeg forstår ikke, at det er så overraskende for ministeren, at vi i Enhedslisten som udgangspunkt stiller os kritiske over for ønskerne fra magthavere og eliten ikke bare i Danmark, men også resten af verden.

Jeg mener selvfølgelig, at ministerens kritik er helt ved siden af, og at den i virkeligheden er udtryk for en lidt naiv tilgang til udviklingsarbejdet.

Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Det er ikke udtryk for imperialisme – her skal ministeren vist tilbage til historiebøgerne – det er bare udtryk for, at vi netop er i tæt samarbejde med de kritiske civilsamfundsorganisationer, sociale bevægelser og søsterpartier verden over, der kæmper imod magthavere og eliten i deres samfund, som fastholder flertallet af befolkningen i fattigdom, mens de og deres venner skummer fløden.

Som jeg har klargjort i tidligere indlæg på Altinget vil jeg gerne slå fast, at vi i Enhedslisten ligesom ministeren mener, at en afgørende del af udviklingsindsatsen handler om at fremme anstændige arbejdspladser, fremme bæredygtig infrastruktur, herunder demokratisk kontrol af og fri adgang til transport, men også basale tjenesteydelser som sundhed, uddannelse, vand og energi.

Og det kræver selvsagt investeringer. Men hvilke investeringer? På hvis præmisser? Og hvem skal have kontrollen med de investeringer?

Med den jubelagtige tilgang som ministeren lægger for dagen, hvor han helt ukritisk valfarter rundt på alverdens bonede gulve til eksportfremmearrangementer arm-i-arm med dansk erhvervsliv, er jeg bange for, at han overser slagsiden af sin egen politik.

”Gode synergier”?
I det seneste nyreslag ministeren sender min vej, nævner han eksempelvis en tur til Myanmar, hvor han så muligheden for ”gode synergier” mellem handel og udvikling. Mon ministeren ville have samme rosenrøde billede, hvis han havde mødtes med aktivisten Ko Si Thu fra netværket ”Land in our Hands”? Ko Si Thu ville nemlig kunne fortælle, hvordan bønder med pistol for panden trues væk fra deres land til fordel for eksempelvis infrastrukturprojekter.

Ko Si Thu kæmper derfor imod de udenlandske økonomiske interesser, som – i tæt samarbejde med staten – gennem storstilede investeringer frarøver småbondebefolkningen og etniske minoriteters adgang til land, populært kaldet ’land-grabbing’. Skulle vi ikke med bistandsmidlerne koncentrere os om den kamp?

Så kan vi overlade støtten til Carlsbergs fremmarch på det myanmarske marked, som Mogens Jensen fremhæver, til Erhvervs- og Vækstministeriet i stedet for.

Eller hvad hvis ministeren havde mødtes med de dele af civilsamfundet, der demonstrerer imod EU’s investeringsaftale med Myanmar, som er under forhandling? Investeringsaftalen vil sætte udenlandske selskabers profitinteresser over hensynet til miljøet og mennesker, og her advarer civilsamfundet om, hvordan aftalen netop vil underminere den inspirerende kamp, de kæmper for at fremme en demokratisk udvikling i Myanmar. Er det sådan, man skaber ”god synergi” mellem handel og udvikling?

Det mener vi ikke i Enhedslisten.

Modsat ministeren går Enhedslistens internationale arbejde ikke ud på helt ukritisk at bøje sig for befalingerne fra den politiske og økonomiske elite – i Nord og Syd – der, især siden midten af 1970’erne, er lykkedes med at skævvride den globale fordeling af værdierne til fordel for en mindre og mindre skare – først og fremmest dem selv.

Vores krav om at fremme almindelige menneskers sociale, økonomiske og politiske rettigheder tager tværtimod udgangspunkt i de krav, det kritiske civilsamfund, sociale bevægelser og søsterpartier stiller i de lande, som Danmark er engageret i. Ministeren skulle også prøve at lytte til den slags kritiske røster.