EL-ordfører: Massakren på det grønne område var overraskende

Q&A: Maria Reumert Gjerding (EL) havde regnet med et angreb på miljø- og klimaområdet, men det kom bag på hende, at det ville blive så omfattende. Især landbrugspakken og efterspillet med Eva Kjer har gjort stort indtryk på EL-ordføreren.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Emma Qvirin Holst

Ved valget i juni sidste år blev Maria Reumert Gjerding (EL) valgt til Folketinget for første gang.

Som Enhedslistens ordfører for blandt andet miljø og klima har hun især haft travlt med regeringens landbrugspakke, der endte med et farvel til daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Hvordan synes du, at det første år er gået?

”Der har været et hårdere angreb på hele miljø- og klimapolitikken, end jeg havde regnet med. Landbrugspakken var ventet, men at man ville gå så langt i forhold til løgn og vildledning, det er kommet helt bag på mig. Det samme er det, at man ville gå så langt i nedprioritering af de danske klimamål så kort tid inden et historisk klimatopmøde. Så jeg synes massakren på hele det grønne område, som jeg sidder med, har været overraskende voldsom.”

Det har været et travlt år, hvor jeg har været meget i defensiven, fordi angrebet på alle mine ordførerskaber har været så omfattende.

Maria Reumert Gjerding

”Det har betydet, at det har været et travlt år, hvor jeg har været meget i defensiven, fordi angrebet på alle mine ordførerskaber har været så omfattende.”

Hvad har været det sjoveste?

En konkret episode var, da vi behandlede L68, gødskningsloven, hvor et flertal havde udtalt mistillid til Eva Kjer, men hun stod stadig på talerstolen. Det var så absurd en situation, og det tror jeg aldrig nogensinde, at jeg glemmer.

Maria Reumert Gjerding

”Det sjoveste har været at lære de andre folketingsmedlemmer at kende på kryds og tværs af partier og opleve det kollegaskab, der også er, selvom vi kan dybt uenige politisk.”

Hvad har været det mest udfordrende?

”Der vil jeg faktisk pege på landbrugspakken, som har været ekstremt krævende og fagligt udfordrende. Det har været et meget intenst forløb, og der har været lange perioder, hvor man har arbejdet i døgndrift for at komme til bunds i det omfattende talmateriale, der har ligget bag landbrugspakken. Det har helt klart været det hårdeste, men også det mest udfordrende og nok fagligt sjoveste at have arbejdet med som folketingspolitiker og ordfører på området.”

Har dit første år levet op til dine forventninger og forestillinger?

”Det er hårdere, end jeg havde regnet med. Men det er faktisk også sjovere. Jeg troede egentlig ikke, at jeg ville trives så godt i den her høje fart og med medierne, der konstant er på.”

Kan du nævne en episode, som har gjort størst indtryk?

”Det har uden sammenligning været hele sagen omkring Eva Kjer, og at et flertal endte med at miste tilliden til hende, og alt hvad, der førte op til det, med eksperthøringer og samråd og så videre. En konkret episode var, da vi behandlede L68, gødskningsloven, hvor et flertal havde udtalt mistillid til hende, men hun stod stadig på talerstolen. Det var så absurd en situation, og det tror jeg aldrig nogensinde, at jeg glemmer. Det var hårdt, fordi hun skulle jo stå der så længe. Hun tog jo ikke konsekvensen, og statsministeren tog ikke konsekvensen. Det var en utrolig hård debat, det gjorde ret meget indtryk på mig.”

Se også: Sammendrag: Debat om landbrugspakke handlede mest om mistillid

”Det gik over min grænse for, hvad jeg synes, var rart at være med til. Det var bare umuligt for os at gøre andet i situationen, hvor jeg egentlig synes, at statsministeren udviste så lidt modenhed i forhold til at træffe de nødvendige beslutninger ovenpå, at et flertal havde udtrykt mistillid til en minister. Det satte os i en helt urimelig og hård situation.”

Har du haft et mål for dit første folketingsår?

”Mit mål har været at forsøge at putte det grønne højt på den politiske dagsorden. I mange år har miljøpolitikken og klimapolitikken levet i skyggen af alle mulige andre vigtige politikområder. Det skal meget mere frem og have meget større plads i den offentlige debat.”

Er der noget, du har fortrudt?

”Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere tid og bedre mulighed for at sætte mere fokus på den positive dagsorden, netop fordi vi har været så meget i defensiven. Det har hele tiden handlet om at forsvare miljølovgivningen, bevare beskyttelsen af drikkevandet og forhindre, at der kommer byggeri på kysterne. Så der har ikke været plads til at vise, at Enhedslisten og venstrefløjen har nogle progressive bud på, hvordan man kan indrette samfundet på en anden måde, der tager hensyn til både klima, natur og ressourcer samt forener det med det gode liv og sund økonomi og så videre.”

Hvem fra blå blok har overrasket dig mest positivt?

”Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har en del kontakt med Mette Abildgaard fra Konservative. Jeg er rigtig glad for at have lært hende at kende. Konservative har generelt nedprioriteret det grønne område, efter Connie Hedegaard blev kommissær, og der fornemmer jeg nu, at der er en ny generation af konservative, der gerne vil sætte klima og miljø meget højt på dagsordenen, og hvis der er nogen, der skal lykkes med det, så er det Mette Abilgaard.”

Hvad vil du bruge det kommende år på?

”Mit mål er at begynde at sætte positive dagsordner og komme med konkrete, sammenhængende og visionære bud på, hvordan vi kan håndtere vores samfunds kæmpe udfordringer.

”Jeg tror dog stadig, at forsvaret mod regeringens angreb på miljøregler og klimaambitioner kommer til at fylde en del, så det er ikke fordi jeg afskriver det – slet ikke – men jeg håber, at der kan blive en bedre balance.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00