Debat

Elberth: Mød landets stærkeste Facebook-guerillakriger

KLUMME: Et ikke helt almindeligt menneske stjal billedet på Venstres Landsmøde i weekenden. Præsenteret som Løkkes Facebook-kæreste. Mød Daisie Larsen, Danmarks stærkeste Facebook-guerillakriger, skriver Benjamin Rud Elberth.

Daisie Larsen var på scenen til Venstres landsmøde i weekenden. Her er det statsminister Lars Løkke Rasmussen, der fotograferer sin Facebook-kæreste.
Daisie Larsen var på scenen til Venstres landsmøde i weekenden. Her er det statsminister Lars Løkke Rasmussen, der fotograferer sin Facebook-kæreste.Foto: Henrik Bjerregrav/Venstre
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kort før valget klappede Venstres Folketingsgruppe og grinede hjerteligt, da Daisie Larsen blev nævnt på gruppehulemødet i Meyers Madhus. Lørdag blev Daisie klappet ind på scenen på Venstres landsmøde. Præsenteret som ”Løkkes Facebook-kæreste”.

Venstre ved, at Daisie er en særdeles betydningsfuld kvinde. Jeg mødte hende for første gang for seks-syv år siden på de socialdemokratiske Facebook-vægge.

Faktisk var jeg som webansvarlig og moderator for S nødt til at tage skriveretten fra hende, når hun gik i et lidt for højt gear med eder og forbandelser, fordi S-støtterne så ultra-rødt, når hun satte for meget kul på.

Daisie vil sikkert ikke være enig i, at udelukkelsen var berettiget. Det er de hårdeste debattører sjældent, når adrenalinen ruller i tastefingrene. Senere blev Daisie regulært farlig for alle andre partier end Venstre, da hun fandt en evne til at kommunikere så faktuelt præcist og sylespidst med Venstre-talelinjer uden at være aggressiv, at hun kunne styre en tråd på plads, der for Venstre var ved at ryge af sporet, når de røde guerilla-krigere i kommentarfelterne lugtede blod og bilagssager.

De seneste år har Daisie Larsen været Løkkes tro væbner, faste defensor og hende, der hele tiden kom med ”Rok bordbenet”-argumenter, når det så sortest ud for Løkke.

Benjamin Rud Elberth

Faktisk kunne hun også på et tidligere landsmøde kommunikere så præcist som ”menigt medlem” i en DR-artikel, at artiklen blev et stort forsvar for en ellers halvdårlig sag.

Daisie rokker bordbenet
De seneste år har Daisie Larsen været Løkkes tro væbner, faste defensor og hende, der hele tiden kom med ”Rok bordbenet”-argumenter, når det så sortest ud for Løkke: Vi ved fra en lang række politiske eksempler, at et Facebook-kommentarfelt, der ellers er gået i lemmingemodus og lynchstemning faktisk kan ændre tone, hvis en eller anden, der er dygtig nok, smider et argument, der relativerer sagen.

For vi bliver som mennesker flyttet af ”social proof”: Har fem liket, er du mere tilbøjelig til at like, end hvis 1 havde liket. Har femten skrevet noget grimt, sidder dine udråbstegn og hårde gloser også løsere.

Til gengæld kan man ganske enkelt se og måle, at lemminge-stemningen bløder en smule op, og der bliver trykket lidt mindre på udråbstegn og dele-knap, hvis et ellers entydigt social proof, en boble af hårde sætninger, bliver angrebet med fakta eller en modsat holdning.

Det kan man i øvrigt også bruge for almindelige brands, der er i krise. Jeg har selv prøvet det flere gange som almindelig kunde og web-defensor for YouSee og TDC, når de fik gravet kabler på Borups Allé over under en eller anden Champions League-kamp, og pressechefen Ib fik besked på i YouSees kommentarfelter at hænge sig selv. Rokker man ved bordbenet ved det bord, som de aggressive debattører sidder ved, brister aggressionsboblen, de bliver en anelse mere usikre og shitstormer en anelse mildere.

I mange tilfælde er en positiv ambassadør mere effektiv i en krise end den kommunikation, brandet selv kan levere. Nok var jeg fodbold-fan, og det var vist en ret vigtig semifinale, men YouSee havde engang ydet mig gratis fremragende service over Twitter, da min søn havde smadret min fjernbetjening. Til gengæld kunne jeg være defensor for dem og betale tilbage, mens kablet på Borups Allé blev sat sammen igen.

Det er ret vigtigt, at man sørger for at finde sine ambassadører og defensorer i god tid, før krigen bryder ud. Det gør man med god service – og anerkendelse!

Løkke har anerkendt Daisie
Alle de dygtigste partier har ambassadører. Og veltrænede endda, men ingen så dygtige og disciplinerede som Løkkes Daisie. For hun er fodret med dopamin. Det stof, som hjernen udskiller, når man bliver forelsket, spiser rigtig meget chokolade, ser meget porno, får en belønning eller et like fra en, man synes er betydningsfuld.

Dopamin er et af de hårdeste stoffer på markedet. Og Lars Løkke har som i en ægte forelskelse givet Daisie masser af dopamin. Hverken med porno eller chokolade, men når han har takket hende på Facebook, liket hendes argumenter og vist hende, at han ikke kan undvære hende, når hun har skruet en anelse mere op for den bidske retorik, end en statsmand med overskud har mulighed for på sin egen Facebook-væg.

Derfor er kæreste-beskrivelsen langt mere præcis, end Venstres partisekretær i introduktionen er klar over: Daisie har også besøgt Løkke på kontoret, som en af de udpegede erklærede vigtigste Facebook-guerilla-krigere på hans væg. Og nu har hun fået blomster af ham som supplement til forelskelsesdopaminen, der er vanedannende – får man likes, vil man have flere.

Vi kan som mennesker godt lide at være forelskede. Nu fik Daisie også anerkendelse på Venstres landsmøde og med et tweet, hvor Løkke ud til hele Danmark, meningsdannere og journalister fortæller åbent, at de er Facebook-kærester. A match made on Facebook.

Er Daisie en ubetinget fordel for Løkke?
Det er forbundet med dilemmaer at smide Daisie op og hylde hende på Venstres landsmøde. For det første bliver hun et legitimt emne for analyser. Derfor kan du læse om hende her. Når Venstre og Løkke skubber hende frem i bussen, så er hun en aktiv del af Venstre, der må analyseres på.

Og så er det ikke helt ufarligt for Løkke at hylde en person på den måde. For faktum er, at Venstre også er et delt parti i forhold til, hvor meget man skal gå til stålet i debatterne. Og der er Daisie et omvandrende symbol på mere negativ, konfrontatorisk retorik, som ikke alle i baglandet er lige glade for.

Akkurat som flere og flere på Løkkes væg vil kende hende som Løkkes guerilla-soldat med det effekt-tab, der følger med det. Men det skal ikke tage fra Daisie, at hun burde have en fortjenstmedalje af Løkke – for at være Danmarks stærkeste politiske Facebook-guerilla-kriger.

 ----
Benjamin Rud Elberth er digital chef i Geelmuyden Kiese og fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef for Socialdemokraterne og har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Dokumentation
 Et eksempel på et af Daisie Larsens mange Facebook-opslag
 
 

Venstres formand modtager ikke noget honorar fra Venstre, men påtager sig udgifter og det er kun rimeligt, at de bliver...

Posted by Daisie Larsen on Saturday, 24 May 2014

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00