Elberth: Derfor skal Uffe Elbæk tale pænt

”Billedet af den lille druknede syriske dreng. Der var rent fototeknisk ikke en finger at sætte på det billede. Det var godt tænkt at flytte ham over i lyset og vende ham om.”

Citatet er fra Journalistens årskavalkade fra 2015 og burde umiddelbart udløse en shitstorm af en anden verden. Citatet kan stort set ikke afkodes på andre måder, end at den druknede syriske dreng i vandkanten, som var et af de mest skelsættende billeder i 2015, er konstrueret af folk, der havde behov for at tvinge maksimal opmærksomhed ud af drengens død.

Citatet resultater bare ikke i en shitstorm, for ”personen” bag er et af de største satiriske lovebrands igennem mange år, og alle elsker hende. Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Radio 24syv, der kan gøre grin med alt fra EU-afstemninger til døde børn i vandkanten, uden at nogen føler trang til det mindste forargelse.

Kritiserer man hende, som danske ja-politikere gjorde i retsforbeholdsafstemningen, vandrer man lige ind i en position som sart, ynkelig og blottet for humor. Til gengæld må TV 2 ikke tilnærmelsesvis lave en video, hvor de både taler om terror og danser sammen med politikere imens, og meningsdannerne går amok og påstår, at de ”twerker til terror”. Ingen forsvarer dem og maner til besindighed, selvom det at twerke trods alt er en markant anden ting end de moves, Johanne Schmidt-Nielsen og Morten Østergaard bedrev i videoen.

Havde Uffe Elbæk gjort det, ville hans Alternative flowerpower-kærligheds-position lide skibbrud, og han ville blive kaldt hykler.

Benjamin Rud Elberth

TV 2 er på det tidspunkt blevet et legitimt mål, også for urimelige stramninger. De har positioneret sig som nogen, der driver underholdning på terror eller flygtningekrise. Det har Kirsten Birgit egentlig også, men hun kan danse alt det, hun vil. Provokationsradioen og oprøreren Radio 24syv må også gerne tæve kaninen Allan ihjel med cykelpumper live on air, men gjorde mastodonten DR det samme, ville Danmark gå i spåner, som da Søren Ryge slog en due ihjel på tv på 3 sekunder.

To brands – to udfald
En af de vigtigste og mærkeligste ting, man skal forstå i moderne kommunikation, uanset om det er på sociale medier eller i de klassiske, er, hvorfor to forskellige brands kan sige det samme, men ende helt forskellige steder. To menneskers udsagn kan betyde noget helt forskelligt og resultere i noget helt forskelligt. Tænk på rapperen Natasja og Pia Kjærsgaard, der begge har sagt ”Giv mig Danmark tilbage” med to helt forskellige betydninger fra to helt forskellige positioner.

En af de vigtigste og mærkeligste ting, man skal forstå i moderne kommunikation, uanset om det er på sociale medier eller i de klassiske, er, hvorfor to forskellige brands kan sige det samme, men ende helt forskellige steder.

Benjamin Rud Elberth

Margrethe Vestager fik høvl af den anden verden for at sige ”Sådan er det jo” på spørgsmål om danskere, der var på vej ud af dagpengesystemet, mens en Joachim B. Olsen ville blive hyldet som en helt og kan tale om dovne arbejdsløse for at styrke sin position. For ham og hans støtter er ugidelighed og frås det største monster, mens umenneskelighed burde være det største monster for Radikale og Vestager.

Joachim må faktisk også gerne skrive på sociale medier, at han ville tæve folk, der sprænger hans postkasse i luften, uden at han lider synderlig skade. Havde Uffe Elbæk gjort det, ville hans Alternative flowerpower-kærligheds-position lide skibbrud, og han ville blive kaldt hykler.

Taler Uffe ikke pænt, giver det bagslag, fordi han burde være garant for en ny politisk kultur, mens vi ikke for alvor ryger i forargelsesmodus, hvis Per Clausen og Søren Pind skriver ”Tal dansk, din hund” i en Twitter-battle. Skriver en lokalpolitiker fra Dansk Folkeparti noget tilnærmelsesvis i samme grad, ender personen på alle netaviser, og partisekretæren for DF bruger alle kræfter på at tage afstand.

Uffe Elbæk må i øvrigt helst heller ikke blokere nogen på Facebook eller Twitter, mens Søren Pind og Pia Kjærsgaard aldrig rigtig får nogen op af stolene, hvis de gør det. Da Nationalpartiet forsøgte at samle underskrifter til at stille op i maj 2015 var der ramaskrig på sociale medier over, at de blokerede i flæng på sociale medier.

Til gengæld måtte Yahya Hassan gerne drive gæk med både studieværter og fyre lumre vittigheder af i debatter på DR2. Han nåede også at afbryde et interview på TV 2 Østjylland, mens en Bertel Haarder, der gjorde det samme, blev til ugens internet-storm, og Lars Løkke bliver hængt ud for næsten at smadre et sminkeskur hos TV 2, hvis han ikke vil have et kritisk spørgsmål om troværdighed.

Havde en etableret politiker fyret samme lumre vittigheder af som Yahya om Pia Kjærsgaard, ville politikeren hurtigt få sig et øgenavn, der understregede hans lummerhed. Lars Løkke Rasmussen er jævnligt under beskydning for at sidde sent om aftenen på sociale medier i debat, og der stilles spørgsmålstegn ved hans dømmekraft, mens ingen løftede et øjenbryn, da Uffe Elbæk sad på Twitter natten til søndag med en kritisk kommentar til Mette Frederiksen.

Løkke må i øvrigt heller ikke have en fadøl i hånden, til en grad så et af de kendteste billeder af Lars Løkke, hvor han drikker cola sammen med Anders Fogh, er blevet afkodet, som om han drikker fadøl. Drak Helle Thorning en fadøl i årene mellem 2008-2014, var hun bare folkelig.

Thorning må til gengæld ikke gå op i sit udseende, for så er hun en ”finke” eller et ”dukkebarn”, mens Inger Støjberg gerne må gå op i at have stiletter på i alle sine medieoptrædener, og både Vestager og Kjærsgaard får kredit for at stille op til at blive fotograferet i modebilleder i gallakjoler for at illustrere ”Magt og mode”.

Hvad kan man bruge positionerne til?
Hvad kan danske politikere og brands så bruge den viden om positioner til? Og bevidstheden om, at positioner kommunikerer? Er de bevidste om, hvilken position de kommunikerer fra, og tydelige om, hvad de bekæmper, kan de tilrettelægge deres kommunikation, kampagneindsatser, deres pressemøder, deres opdateringer på sociale medier efter det, og de kan undgå en række faldgruber.

En Inger Støjberg kan spekulere i at være endnu mere ”tough on” asylansøgere og tillade sig at bruge sine sociale medier til både et halv-hånligt comeback til Politikens tegning af, at hun hænger døde børn på sit juletræ, og at hun er blevet ”memificeret” som en hamburgerryg, og aftvinge respekt i medierne. Vi vil se langt flere ”snappy comebacks” fra Støjberg på sociale medier, fordi hun har fundet en sikker position, hvor hun bare aftvinger endnu mere respekt hos de folk, der skal kunne lide hende.

Løkke kan spekulere endnu mere i at bruge smileys og have selvironi på sine sociale medier, når han svarer brugerne, og signalere overskud, så han flytter sig væk fra ”Løkke med det iltre temperament”. Han skal i øvrigt også til stadighed tænke over det, når han står over for Frederiksen i dueller, som han skulle med Thorning, der godt kunne tillade sig at være både hånlig og aggressiv.

Søren Pind kan sagtens både blokere og råbe ad journalister på Twitter, uden at det flytter hans omdømme, mens det til gengæld er noget sværere for Ole Birk Olesen, der har haft en særdeles liberal tilgang til ytringsfrihed blandt andet i sin redaktørrolle på 180grader. Politikere fra Alternativet kan sagtens ride videre på bølgen af, at de ikke for alvor skal fremvise finansiering bag deres politiske løfter, og i stedet fremsætte de mest ambitiøse idéer, fordi det, de bekæmper, er det bestående – den politiske kultur, som vi kender den, inklusive Finansministeriets regnemetoder. For dem behøver 2 og 2 stadig ikke give 4, hverken på sociale medier eller i interviews til pressen.

En politiker, der er bevidst om sin egen position og er dygtig til at italesætte faste monstre, som han/hun bekæmper, kan bedrive særdeles stringent kommunikation og skabe effekt: Liberal Alliance sidder også kommunikativt stærkt, fordi de til stadighed fortæller os, at de aldrig helmer, før topskatten og bilregistreringsafgiften er væk. Til gengæld har de partier, hvor vi ikke kan se en tydelig position og en tydelig fjende, de bekæmper, det langt sværere. Helt ned i 140 tegn og Facebook-opdateringer.