Elberth: Digital lobbyisme

”Send en mail, hvis du vil mig noget. Det får du langt mere ud af end at sidde og skrive direkte til mig på Twitter”.

Ordene er Pia Olsen Dyhrs. SF’s formand, der i weekenden nåede 40.000 følgere på Facebook, og er en af de politikere, der har valgt at kaste sig ud på Twitter, hvor der sidder omkring 3.200 journalister og journaliststuderende, 145 folketingsmedlemmer og en hulens masse lobbyister.

Indtil for et par år siden var en stor del af de lobbyister vant til at bedrive ”public affairs”, ”interessevaretagelse” eller ”lobbyisme” med klassiske værktøjer som møder med politikerne og skrevne spørgsmål til en ordfører fra en anden folketingspolitiker mv. Og det virker. Public Affairs er efterhånden blevet en anerkendt disciplin, og selvom det går under mere eller mindre værdiladede navne, har effekten været tydelig: Organisationer med en bestemt interesse, der udøver interessevaretagelse, kan rent faktisk få tydelige politiske resultater, få talt deres sag for både ministre, ordførere og 179 folketingsmedlemmer og med det gode argument komme på finansloven, i satspuljer, i lovforslag.

Digital åbenhed
Når medierne går i selvsving bliver disciplinen portrætteret som noget fordækt, og det er det også, hvis det ikke bliver udført i åbenhed. Digital lobbyisme foregår til gengæld pr. definition åbent på kanalerne til alles skue – fordi alle kan se, hvad der foregår på Twitter, på Facebook, i en annonce, på et website, og se påvirkningen, og så bliver det svært at beskrive lobbyisme som en lyssky udveksling mellem en politiker og en interesseorganisation.

Først inden for de seneste par år er det blevet tydeligt, at der er muligheder i at udøve interessevaretagelsen og få indflydelse med digitale og sociale medier. 

Benjamin Rud Elberth

I stedet bliver det tydeligt, hvor stor en del af politik der er en fuldkommen reel udveksling – mellem politikere og interesseorganisationer, der har en gensidig interesse i menings- og holdningsudveksling. Interesseorganisationerne kan ikke skjule deres formål på sociale medier, og så er vi ude over de der problemer med, at en minister pludselig beskyldes for at skrive med ført hånd fra en interesseorganisation og ”kopiere” direkte fra et dokument minister og interesseorganisation imellem – dokumentet leveres direkte på Twitter eller andre sociale medier – enten i form af et link, en grafik eller bare 140 tegn.

Først inden for de seneste par år er det blevet tydeligt, at der er muligheder i at udøve interessevaretagelsen og få indflydelse med digitale og sociale medier. Pia Olsen Dyhr foretrækker altså en mail – men vi ser en række folketingsmedlemmer, der modtager input fra interesseorganisationerne direkte på Facebook og Twitter.

Digital lobbyisme foregår pr. definition åbent på kanalerne til alles skue – fordi alle kan se, hvad der foregår på Twitter, på Facebook, i en annonce, på et website, og se påvirkningen, og så bliver det svært at beskrive lobbyisme som en lyssky udveksling mellem en politiker og en interesseorganisation.

Benjamin Rud Elberth

I EU-systemet er mulighederne ligeledes til stede for med digitale tryk, kampagner og små teknikker at udøve interessevaretagelse på såvel Kommission som Parlament. Digital lobbyisme -  interessevaretagelse på sociale medier -  er ved at blive en effektfuld disciplin som supplement til offline-indsatsen

Hvem mestrer digital lobbyisme lige nu?
Niels Lunde fra Børsen fremlagde i slutningen af februar en top ti over de ledere blandt lobbyisterne, der var mest synlige på Twitter, baseret på følgere, og medgav, at det måske ikke var den bedste faktor at måle på – reelt ville det være langt mere retvisende at spørge de 179 medlemmer af Folketinget, hvem de havde opnået et mere positivt syn på, eller ligefrem aftalt møde med, på baggrund af interesseorganisationens samlede brug af sociale medier til interessevaretagelse. For faktum er, at Lundes liste ikke er retvisende ift. indflydelse – der er flere på den liste, der nok har mange følgere, men ikke slår en flue ud af kurs på Twitter eller andre sociale medier.

Til gengæld er der rigtig mange andre organisationer, der indiskutabelt har fået resultater af at udøve interessevaretagelse på sociale medier – blot for at nævne nogle: Plastindustrien, Alzheimerforeningen, Depressionsforeningen, Autobranchen Danmark og selvfølgelig Dansk Industri, der har arbejdet massivt med Twitter og sociale medier de seneste år – også selvom Karsten Dybvad ikke er på Twitter, og derfor slet ikke er på Lundes liste. Alle de nævnte har indiskutabelt enten fået politiske tilkendegivelser på kanalerne, fået kaffemøder med en politiker, fået tilkendegivelser fra politikeren om, at han/hun ville stille et spørgsmål i salen eller til en EU-kommission, fået leveret værdifulde fakta til politikeren eller måske endda fået politikeren til at tage noget på sig, som senere gjorde det svært for politikeren at sige nej til organisationen.

I et politisk paradigme af løftebrudsdiskussioner, har ”soundbites” og tilkendegivelser på Twitter eller video indiskutabelt gode forudsætninger.

Skriv til politikeren i folketingssalen
Der er en række teknikker til at udøve digital interessevaretagelse. Den allernemmeste er selvfølgelig konsekvent at fodre politikeren med fakta, data, holdninger mv. på sociale medier i den daglige samtale, der foregår. Vil man være bare en smule mere avanceret, er det ikke atomfysik at sætte sig ned og se Folketings-tv på det tidspunkt, hvor Folketinget behandler et vigtigt lovforslag for den pågældende organisation. Derefter ser man, om ordføreren er til stede i mødet, tweeter til ham direkte og lægger en information ud i hånden på ham (i form af en pdf) og spørger, om han er opmærksom på netop den detalje i lovforslaget. Det kan Plastindustrien. Og med den tilkendegivelse fra ordføreren har de noget at arbejde videre med – når de så kan invitere ordføreren ud i den virkelige verden, til møde, eller sende ham en opfølgende mail.

Vi ser andre stærke organisationer, der sætter sig på åbne samråd og livetweeter udvalgte politikeres holdninger til sager. Så har de soundbites at arbejde videre med.

Find det åbne vindue
Teknikkerne kræver helt overordnet, at man som interesseorganisation er dygtig til at se, hvornår der er et åbent vindue for at påvirke – det kræver en kalender over Folketingets møder, lidt lytten på vandrørene, en Twitter-konto, der er bygget rigtigt op, en række Twitterkonti, der kan støtte op, et dokument, der ligger på en hjemmeside, så man bare kan linke, styr på ordførerne og så afsted med fakta, grafikker, noget hvor politikeren kan læse mere og så en forståelse af tonen. Man kan ALTID som interesseorganisation tweete sin vinkel direkte til ordføreren omkring lovarbejde – og flere politikere opfatter det som en hjælp til at se vinkler, de ikke på forhånd selv havde set.

Påvirker det politikeren til at gøre noget, han er modstander af? Næppe – men vi ser interesseorganisationer fuldkommen uden politisk netværk, der har succes med at skabe netværk digitalt og få en ordfører i tale.

Et af de mere snedige trick er at give politikeren en genstand, en artefakt, som politikeren enten smider op på sine egne sociale medier eller som organisationen poster for politikeren. På Folkemødet er der nærmest gået inflation i, om man kan få en politiker til at tage et billede med et stykke karton og et budskab.

Det bliver lidt halvsløjt, når Suhrs Højskole får Lars Løkke til at stå med et skilt med et ord og et hashtag og så ikke rigtig bruger det til andet end håbet om, at han selv vil re-poste. Til gengæld er der mere power, når Depressionsforeningen får Margrethe Vestager eller Sophie Løhde til at tage orange sokker på, selv poste på deres kanaler, og tilføje hashtagget #depressionsucks – så bliver det en smule sværere for en politiker bagefter at skære i midler til f.eks. en Livslinje eller til psykiske sygdomme.

Interesseorganisationerne bliver også stadig bedre til at vælge sig politikere med stor digital rækkevidde, når de gerne fra Folkemøde-teltet eller på konferencen vil have forstærket deres budskaber, ligesom de bare konsekvent er bedre til at sætte strøm til politikerens statements eller levendegøre med billeder, når politikeren kastede sin star quality på brandet. Siger Margrete Auken på Folkemødet, at plast er et fantastisk materiale, netop som hun kigger på et eller andet direktiv om plast i EU, så skal Plastindustrien nok få det på Twitter og video.

Større politiske digitale tryk kræver forståelse af, hvordan man får offline-interessevaretagelse, PR og digitalt til at spille sammen. Det er der flere organisationer, der mestrer så godt, at de ligefrem får skubbet ting ind i Folketingets lovgivning.

Konference hos Altinget
 4. april holder Altinget konference om, hvordan man sætter dagsorden med politisk kommunikation. Jeg kommer til at demonstrere, hvordan store og små danske organisationer, helt åbent, adresserer danske folketingspolitikere og EU-parlamentarikere direkte på sociale medier og udøver digital interessevaretagelse, der virker (se mere her). 

---
Benjamin Rud Elberth er digital chef i Geelmuyden Kiese og fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef for Socialdemokraterne og har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.