Debat

Elberth: Hvorfor løber Løkke?

KLUMME: OL-maraton i Rio. Triatlon i København. Samme dag 5,5 km løbetur på Marienborg. Først løb Fogh. Så løb Løkke. Hvorfor løber de alle sammen? Benjamin Rud Elberth analyserer.

Lars Løkke på løbetur i forbindelse med folketingsvalget 2015. 
Lars Løkke på løbetur i forbindelse med folketingsvalget 2015. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Engang blev business-aftalerne lavet på golfbanen. Det betød faktisk, at man skulle sørge for at have sig et nogenlunde lavt handicap for at kunne begå sig i diverse bestyrelser rundt omkring, og det hjalp betydeligt på forhandlingsklimaet, hvis man kunne gå en golfrunde med nogle af de nu afgåede fagbosser.

I LO-huset var det en overgang en stående joke, at det røde flag, Harald Børsting i sin sidste periode oftest så smælde, var flaget ved hullet på 18. Nu er der er gået cykling, triatlon og løb i den hos danske topledere. Det passer simpelthen i en travl hverdag, og det hjælper på psyke og skarphed – og på netværket.

Værdifulde netværk
På tværs af både røde fagforeninger og blå arbejdsgivere og politikere sker nogle af samtalerne på racercykel, og der skabes værdifulde alliancer.

Team Rynkeby er blevet et af de mest værdifulde netværk at cykle med i, hvor blandt andre Kristian Thulesen Dahl har cyklet med i flere år, ligesom navne som Lars Løkke, Magnus Heunicke, Manu Sareen, Sophie Hæstorp m.fl. har cyklet tidligere (det er der et par lobbyfirmaer og bureauer, der også har fundet ud af, hvorfor de selvfølgelig også deltager).

Når Løkke løber med ”Facebook-vennerne” er det en fin måde for Løkke at brande sig selv på med et gran af sundhed i sig. 

Benjamin Elberth

Hos Løkke er der for alvor gået løbetur i den (selvom han også cykler). Løkke har blandt andet et fast format, hvor han inviterer en udvalgt skare på tværs af virksomheder, politikere og meningsdannere til Marienborg, løber med dem og diskuterer et emne over morgenmaden med dem efterfølgende.

Fra mikro til makro
Søndag var det så 5,5 kilometer på Marienborg med Facebook-vennerne. Kreativt? Nej, faktisk ikke. Anders Fogh Rasmussen gjorde det for første gang i 2007, da han havde ”flest internetvenner”. Fogh var efter sigende en dygtig løber, men han gjorde det med stor sandsynlighed også, fordi Venstres daværende mediebureau allerede tidligt fandt ud af, at det handlede om at lokke folk ud i den virkelige verden.

Det gav simpelthen ikke mening at have flest ”internet-venner”, hvis de alle sammen var passive, og man aldrig kunne lokke dem ned i en stemmeboks. Den kode har danske politikere forsøgt at knække i snart ti år.

Man skulle simpelthen transformere mikrohandlinger, likes, delinger og kommentarer, til makrohandlinger, medlemmer, stemmer og donationer. Det er stadig en kode, virksomheder og politikere kæmper med at knække, mens der kommer nye medier, nye platforme, og Facebook drejer løs på algoritmerne.

Når Løkke løber med ”Facebook-vennerne”, er det en fin måde for Løkke at brande sig selv på med et gran af sundhed i sig. Det har han haft behov for i forhold til brandet som lidt lad levemand. Og det er en fin måde at få gode uformelle samtaler og næste led af tilknytning hos de bekendtskaber, der i sagens natur er lidt løsere, når de kun er internet-venner.

Win-win for Løkke
Løkke kan utvivlsomt også lide at løbe og lide den uformelle form at mødes på – det er win-win. Han når som travl statsminister at få puttet motion ind i en meget travl kalender, som er nødvendigt for at kunne agere. Løkke har selv tidligere til medier været åben om sin vægt, og hvordan han tabte sig 9 kilo op til folketingsvalget 2015.

Han er ganske enkelt skarpere, når han er i form, når der kommer pres på. Helle Thorning-Schmidt var en mester i den disciplin. Hendes forberedelse til store begivenheder var også på madfronten perfektionistisk – var der kongres i Aalborg, hvor hun mere end en gang skulle holde sit livs tale, så stod der en rugbrødssandwich på hotelværelset, når hun ankom.

På valgturnéer var der hjælpere med i en bil, der agerede som ”hare” til at sørge for forplejningen. Det er også sådan, man vinder et folketingsvalg. Helle Thorning var i øvrigt også løber. Men for Løkke handler det i bund og grund om værdifulde samtaler, tilslutning og om at få medløb. Helst i medierne og i meningsmålingerne.

Om lidt rammer Løkke 200.000 følgere på Facebook, med lidt held i efteråret. En stor del af de følgere skal frem mod et folketingsvalg gøres til medløbere – og de skal igen transformeres til at handle – i første omgang måske på en løbetur, men helst som nye Venstre-medlemmer eller stemmer.
---
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00