Erhvervsliv: Biden vil sikre færre handelskrige og mere fokus på klima

MULIGHEDER: Under Donald Trumps regeringstid voksede USA til Danmarks største eksportmarked. Alligevel mener erhvervslivet, at valget af Joe Biden som ny præsident er en fordel for danske virksomheder, der vil have en bid af verdens største økonomi.

Dansk erhvervsliv ser store muligheder for dansk eksport, når makkerparret præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris er klar til at indtage Det Hvide Hus 20. januar 2021. 
Dansk erhvervsliv ser store muligheder for dansk eksport, når makkerparret præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris er klar til at indtage Det Hvide Hus 20. januar 2021. Foto: Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix
Christoffer Lund-Hansen

Landets virksomheder vender tommelfingeren opad over udsigten til, at den erklærede vinder af det amerikanske præsidentvalg Joe Biden indsættes i Det Hvide Hus 20. januar 2021.

For selvom både beskæftigelsen og væksten i amerikansk økonomi er øget under Donald Trumps regeringsperiode - hvilket er kommet dansk eksport til gode - så vil den kommende præsident deeskalere handelskrigen og skabe stabilitet, hvilket vil øge samhandlen.

Det er vurderingen fra Dansk Erhvervs topchef, Brian Mikkelsen.

"Danmark er en handelsnation, der lever af at eksportere og importere varer, og Joe Biden vil normalisere de handelsregimer, der er rundt omkring i verden. Det vil sikre færre handelskrige og mere handel, og det lever Danmark af," siger Brian Mikkelsen og tilføjer:

Fremgangen havde været endnu større, hvis han ikke havde kastet sig ud i det med straftolden. Man anerkender ham for at have bygget økonomien, men man bebrejder ham for den manglende stabilitet. Samlet set vil de danske virksomheder give pil op til Joe Biden i forhold til Donald Trump. Det svar er entydigt.

Louis Funder
Direktør for DI i USA

"Vi har brug for, at der ikke er nogen barriere og færre skatter og afgifter, når man importerer og eksporterer. Det vil Joe Biden være mere fortaler for end Donald Trump."

Analysen fra Brian Mikkelsen, der var Danmarks erhvervsminister, da Donald Trump blev valgt som præsident i 2016, deles af Louis Funder, direktør for DI i USA.

"På straftolds- og sanktionspolitikken har Donald Trump været en ustabiliserende faktor, hvilket har gjort det sværere at drive forretning. Der bliver mere ro og stabilitet nu," siger Louis Funder, der til dagligt har kontor i den amerikanske hovedstad Washington D.C.

DI, der repræsenterer mere end 18.000 danske virksomheder, har små ti ansatte i USA. De er placeret i Washington og New York.

Vindmøllesektoren kan blive stor vinder
De sidste stemmer tælles fortsat op i USA, og Donald Trump har ikke erkendt sit nederlag.

Men ender Joe Biden som ventet med at indtræde som ny præsident 20. januar, har han gjort det klart, at han som det første vil sørge for, at USA genindtræder i den store internationale klimaaftale, Paris-aftalen, som Donald Trump har trukket USA ud af.

Og Joe Bidens store fokus på den grønne omstilling vil komme en række danske virksomheder til gode ifølge Dansk Erhverv, der består af omkring 16.000 danske selskaber.

"Det grønne område – som er et vækstområde for Danmark - med vindmøllerne i spidsen vil få nogle fantastiske muligheder i USA, men også eksporten af andre grønne løsninger som pumper fra Grundfos, termostater fra Danfoss eller forskellige it- og transportløsninger vil få gavn af det. For danske virksomheder vil det give flere muligheder for at komme af med vores varer på verdens største marked," siger Brian Mikkelsen.

Louis Funder peger på, at udover de store vindmølleproducenter vil en række underleverandører også nyde godt af de nye vinde, der kommer til at blæse fra Det Hvide Hus.

"Vindområdet er inden for den grønne sektor vores største eksportområde, og Joe Biden vil bygge 60.000 vindmøller. Det er ikke sikkert, at der vil blive bygget så mange, når det kommer til stykket, men retningen er vigtig," siger han og fortsætter:

"Ørsted, Vestas, LM Wind Power, Siemens og Copenhagen Infrastructure Partners vil kunne nyde godt af den udvikling, men også underleverandørerne har glæde af det her. Det er hundredvis af danske virksomheder."

Dom over Trump
Selvom både DI og Dansk Erhverv mener, at danske virksomheder får bedre vilkår under Joe Bidens ledelse end Donald Trumps, hæfter begge organisationer sig ved, at Trump-administrationen har lettet en del på rammevilkårene i forhold til at drive virksomhed i USA.

"De fleste virksomheder vil sige, at Donald Trump har gjort mange gode ting. Han har vedtaget en stor skattepakke, som sænkede selskabsskatten, og han har skåret ned på administrative byrder, der forhindrede virksomheder i at få gang i hjulene," siger Louis Funder og fortsætter:

"De fleste virksomheder vil sige, at det vigtigste er at få gang i økonomien, så Donald Trump bidrog til en stærk økonomi og fik hamret arbejdsløsheden i bund og fik privatforbruget op."

Han påpeger dog, at anerkendelsen af Donald Trumps bedrifter havde været større, hvis den siddende præsident havde sikret en højere grad af stabilitet:

"Men fremgangen havde været endnu større, hvis han ikke havde kastet sig ud i det med straftolden. Man anerkender ham for at have bygget økonomien, men man bebrejder ham for den manglende stabilitet. Samlet set vil de danske virksomheder give pil op til Joe Biden i forhold til Donald Trump. Det svar er entydigt."

USA har overhalet Tyskland som Danmarks største eksportmarked
Og under Donald Trumps ledelse er der faktisk blevet sat en væsentlig milepæl for samhandlen mellem Danmark og USA.

I 2019 lykkedes det nemlig for USA at overtage titlen som Danmarks største eksportpartner fra Tyskland, der har haft æren af den titel siden 1970’erne, hvor Tyskland overtog pladsen fra Storbritannien.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik eksporterede Danmark for 157,6 milliarder kroner til USA i 2019, mens tallet for eksporten til Tyskland kun nåede op på 155,7 milliarder kroner ifølge tal fra Danmarks Statistik.   

Samtidig er omkring 90.000 danske arbejdspladser direkte knyttet til Danmarks USA-eksport.

Derfor forventer Brian Mikkelsen heller ikke, at den danske eksport tager yderligere på himmelflugt under Joe Bidens ledelse.

"Det er dog ikke sådan, at vores USA-eksport bliver meget større, fordi Joe Biden er præsident, for eksporten er steget, mens Donald Trump har været præsident," siger Brian Mikkelsen og tilføjer:

"Det er vores største eksportmarked, og det er sket, mens Donald Trump var præsident. Verden kommer ikke til at ændre sig rigtig meget, for Donald Trump har ikke belastet den danske eksport."

Han påpeger ligeledes, at der også er sektorer, som får det sværere under Joe Biden end Donald Trump, men samlet set deler han analysen af, at pilen for danske virksomheder peger den rigtige vej ved valget af Joe Biden fremfor Donald Trump.  

"Vores life science-sektor kan få større problemer under Joe Biden end Donald Trump, for Joe Biden vil gå hårdere til virksomhederne prismæssigt. Det er ikke lutter lagkage. Samlet set er det et lille plus for dansk erhvervsliv at gå fra Donald Trump til Joe Biden," siger Brian Mikkelsen.

Han tror på, at USA vil fastholde positionen som Danmarks største eksportmarked under Joe Biden.

"Jeg tror, at det amerikanske marked, og dermed Danmarks eksport, vil vokse. USA vil stadig være vores vigtigste eksportnation. USA overhalede Tyskland sidste år, og den tendens tror jeg vil fortsætte over de næste fire år," siger Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen: Kollerup skal sendes til USA hurtigst muligt
Landets tidligere erhvervsminister slår fast, at den største udfordring for dansk erhvervsliv i de seneste fire år har været Donald Trumps handelskrig.

Den forsøgte Brian Mikkelsen allerede at bekæmpe i sin tid som erhvervsminister sammen med sine europæiske kolleger i de første år under Trump-administrationen – men uden held.

"Det største problem har været begrænsningen for at åbne op for nye handelsaftaler. Jeg var selv erhvervsminister halvdelen af tiden, da han var præsident, og der kæmpede vi fra europæisk side for en bedre handelspolitik, hvor vi kunne lave en bedre handelsaftale mellem Europa og USA, men vi fik i stedet flere restriktioner i form af mere told og skatter på amerikanske varer i Europa og europæiske varer i USA," siger han.

Som tidligere erhvervsminister kender Brian Mikkelsen til den proces, der nu vil begynde, hvor den danske regering vil række ud til Biden-administrationen.

Øverst på Brian Mikkelsens ønskeseddel står, at Danmarks ambassadør i USA, Lone Dencker Wisborg, får skabt kontakt til den nye amerikanske regering og får arrangeret, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) kan komme på besøg i løbet af foråret.

"Mit bedste råd er, regeringen hurtigst muligt skal få arrangeret nogle eksportture derovre, så danske virksomheder står forrest i køen. Der står 200 andre lande på spring for at komme ind på det lukrative amerikanske marked. Det er nu, at den nye administration er åben for nye muligheder," siger han og tilføjer:

”Det er Erhvervsministeriet helt sikkert ved at planlægge, for det er vores vigtigste marked. Når vi kommer til sommer, har erhvervsministeren enten haft et besøg eller planlagt et besøg i USA, alt efter hvordan coronasituationen ser ud.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Joe Biden

Præsident, USA (Det Demokratiske Parti)
bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

0:000:00