Erhvervslivet: For mange offentlige udbud gemmes i sommerferien

UDBUD: Efter nogle år med god planlægning, lægger det offentlige nu i stigende grad frister for udbud i sommerferien. Det er til stor ulempe for både det private og det offentlige, mener Dansk Erhverv.

Foto: Erik Refner/Scanpix
Cecilie Gormsen

Når store dele af Danmark går på sommerferie, sender det offentlige en række større opgaver i udbud. En ny opgørelse foretaget af erhvervsorganisationen Dansk Erhverv viser, at mere end 50 procent af afleveringsfristerne for udbuddene befinder sig lige ved feriens ophør.

Og det er uacceptabelt, mener Dansk Erhverv.

”Det kan undre, at det offentlige ikke er blevet bedre til at planlægge udbud. Som udgangspunkt er der ikke noget galt i at offentliggøre udbud i sommerferien, så længe der sættes en frist, der tager hensyn til, at de fleste – private som offentlige – holder ferie i store dele af skolernes sommerferie,” siger Louise Høgh, der er advokat og chefkonsulent for offentligt-privat samarbejde i Dansk Erhverv.

”Alle har en interesse i at få de allerbedste tilbud. Det er altså ikke kun god stil, men det handler også om, at vores skattekroner bliver brugt på den mest intelligente måde, når man giver rimelige frister” tilføjer hun.

Årstal

Antal udbud i alt

Uacceptable frister i sommerferien eller første uge efter sommerferien

Acceptable frister mere end en uge efter sommerferien

2012

367

239 (65%)

128 (35%)

2013

285

182 (64%)

103 (36%)

2014

217

133 (61%)

84 (39%)

2015

215

86 (40%)

129 (60%)

2016

195

101 (52%)

94 (48%)

Kilde: Udbud.dk og Dansk Erhverv

195 udbud er i år blevet sat i gang i de første to uger af skolernes sommerferie, og af dem har 101 (svarende til 52 procent) frist i sommerferien eller i ugen efter. 94 (svarende til 48 procent) har frist en uge efter sommerferien eller senere.

Som et eksempel på et udbud med en uacceptabel frist peger Dansk Erhverv på et udbud til fire millioner kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen. Overordnet består opgaven i at leverandøren skal levere konsulenter, der kan løse opgaven med at vedligeholde og videreudvikle Slots- og Kulturstyrelsens koncerninformationsløsning. Til det ønskes to datawarehouse-konsulenter samt en SharePoint-konsulent. Opgaven blev offentliggjort 2. juli 2016 og fristen for aflevering af anmodning om prækvalification er 29. juli 2016, og dermed er der for private virksomheder 27 dage i sommerferien til at byde ind på opgaven.

Tilbage i det gamle spor
Hos Dansk Erhverv anser man det som en acceptabel frist for virksomhederne, hvis den ligger minimum en uge efter sommerferien er slut. Sidste år havde 60 procent af sommerens udbud ifølge Dansk Erhverv acceptable frister mod 48 procent i år. 

”Sidste år så vi en forbedring i fristerne, men i år er vi desværre tilbage i det gamle kedelige spor, som vi kan genkende fra 2014, 2013 og 2012. Det er alt for meget, at over halvdelen af alle udbuddene har frist i sommerferien, eller lige når man kommer tilbage på arbejde. Jeg forstår simpelthen ikke, at det ikke kan planlægges bedre af de offentlige indkøbere,” siger Louise Høgh.

Hun opfordrer det offentlige til grundigt at se på planlægningen af udbud og lave nogle langsigtede indkøbsplaner.

"Oftest er det jo ikke hasteindkøb, men indkøb man kan planlægge. Eksempelvis ved man jo godt, hvornår rengøringskontrakten for ens folkeskole udløber og derfor skal fornyes, eller hvornår man skal forny sin aftale om levering af kaffe,” siger Louise Høgh.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00