Esben Lunde beder styrelse forklare sig om MRSA

MRSA: Fødevarestyrelsen skal gøre rede for sin håndtering af den farlige MRSA-bakterie.

Fødevareminister Esben Lunde Larsen beder Fødevarestyrelsen om en forklaring på håndteringen af MRSA-bakterien efter DR-dokumentar. 
Fødevareminister Esben Lunde Larsen beder Fødevarestyrelsen om en forklaring på håndteringen af MRSA-bakterien efter DR-dokumentar. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Frederik Tillitz

Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) beder mandag Fødevarestyrelsen om en redegørelse for håndteringen af MRSA-bakterien hos husdyr.

Det sker, efter at DR søndag aften sendte en kritisk dokumentar om emnet.

”Der blev i aftes sendt en dokumentar med en række påstande, der sår tvivl om Fødevarestyrelsens håndtering af indsatsen mod husdyr-MRSA siden 2008. De forhold skal nu belyses,” siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

I tv-dokumentaren fortælles det, at professor Frank Møller Aarestrup fra Fødevareinstituttet på DTU tidligt anbefalede Fødevarestyrelsen at undersøge "avlstoppen" i danske svinebesætninger for at finde ud af, hvilke besætninger der havde smitten.

Selv om professoren gentagne gange fremlagde sit synspunkt for Fødevarestyrelsen, gik anbefalingen ifølge dokumentaren ikke videre til politikerne.

Frank Møller Aarestrup fortæller i dokumentaren, at en screening af avlsbesætningerne kunne have sat en stopper for udbredelsen af den såkaldte svinebakterie MRSA CC398.

Op mod 12.000 danskere er i dag smittet med denne bakterie, der i værste fald kan føre til blodforgiftning og dødsfald.

Fra 2012 til 2014 døde syv danskere af MRSA-smitten.

Ministeren har i forvejen inviteret ordførerne i kredsen bag MRSA-aftalen til en orientering om håndteringen af MRSA-problemstillingen på det foreliggende grundlag tirsdag den 20. september.

Det sker i forbindelse med afrapporteringen på det andet veterinærforlig.

Dokumentation

MRSA står for Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus. Det særlige ved MRSA er, at det er en type stafylokokker, der er resistent overfor en række antibiotika, som ellers er standardbehandlingen mod stafylokokker. Blandt andet er de resistente overfor methicillin, der er i slægt med almindeligt penicillin.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

0:000:00