EU klar med Europol-tilbud til Danmark

POLITI: Danmark får tilbudt fortsat tilknytning til politisamarbejdet Europol, men uden direkte søgeadgang til dets databaser. Aftalen er betinget af, at Danmark bliver fuldt medlem af Schengen.

Danmark har fået tilbudt en særaftale, som sikrer fortsat tilknyt til politisamarbejdet Europol. Det indebærer dog ringere adgang til Europols databaser.
Danmark har fået tilbudt en særaftale, som sikrer fortsat tilknyt til politisamarbejdet Europol. Det indebærer dog ringere adgang til Europols databaser.Foto: Lex van Lieshout/Scanpix
Michael HjøllundFrederik Tillitz

BRUXELLES: EU-Kommissionen er klar til at tilbyde den danske regering en aftale om fortsat medlemskab af det europæiske politisamarbejde Europol.

Aftalen indebærer, at dansk politi mister sin nuværende adgang til at søge direkte i Europols databaser. I stedet vil dansk politi skulle bede Europol-ansatte forbindelsesofficerer, der sidder i både Danmark og Europol-hovedkvarteret i Haag, om at foretage søgningen på vegne af dansk politi.

Overblik: Her er EU-Kommissionens bud på Europol-aftale

Samtidig vil Europol fortsat forpligte sig til at videregive relevante efterretningsinformationer til dansk politi, uden at det sker på en konkret anmodning fra dansk side.

Denne forpligtelse såvel som de dansktalende forbindelsesofficerer, der kan foretage søgninger i databaserne på vegne af Danmark døgnet rundt, er vilkår, som stiller Danmark bedre end Norge, der også er tilknyttet Europol gennem en særaftale.

Krav: Danmark skal blive i Schengen
En betingelse for, at Danmark kan få denne særaftale er, ifølge Altingets oplysninger, at Danmark forbliver fuldt medlem af grænsesamarbejdet Schengen. Skulle Danmark bryde med Schengen-reglerne og ryge ud af dette samarbejde, vil Europol-aftalen falde til jorden.

Samtidig skal Danmarks overholdelse af Europol-aftalen underlægges EU-domstolen – de vilkår gælder allerede de parallelaftaler, som Danmark har på andre områder, hvor vi har forbehold.

Sidst men ikke mindst, skal Danmark fuldt ud implementere EU’s regler for databeskyttelse.

Hos EU-Kommissionen selv afviser man at kommentere på den særaftale, man har tilbudt Danmark. 

"Kommissionen arbejder konstruktivt med de danske myndigheder for at minimere de negative effekter af den danske udmeldelse af Europol efter den danske folkeafstemning,” lød det fra en talsmand Margaritis Schinas torsdag, der fortsatte:

“Kommissionen fortsætter med at være i kontakt med de danske myndigheder og alle relevante aktører med målet at finde en løsning, der er operationel fra første maj 2017.“

I hænderne på Parlamentet
Nu skal partierne på Christiansborg tage stilling til tilbuddet fra EU-Kommissionen.

Herefter ventes Lars Løkke Rasmussen (V) at diskutere sagen med EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker ved et EU-topmøde torsdag i næste uge i Bruxelles.

En endelig aftale vil derefter skulle godkendes af et kvalificeret flertal blandt EU-landene.

Den proces vil skulle køres igennem under en stram tidsplan. Det juridiske grundlag for særaftalen knytter sig nemlig til de eksisterende Europol-regler. De regler erstattes 1. maj 2017 af et nyt retsgrundlag. Og hvis Danmarks aftale ikke er kørt gennem EU-møllen inden da, vil det juridiske grundlag for aftalen være forsvundet.

Dermed har Danmark travlt. Og her kommer Europa-Parlamentets 751 medlemmer ind i billedet.

Parlamentarikerne skal ikke stemme om Danmarks særaftale, men de skal høres ad to omgange. Og i princippet har Parlamentet ret til en høringsperiode på tre måneder hver gang.

Skulle de vælge at udnytte denne ret fuldt ud, har de folkevalgte EU-politikere altså mulighed for at forsinke processen så meget, at den hårde deadline, der ligger 1. maj 2017, ikke kan overholdes. Dermed kan parlamentarikerne potentielt spænde ben for den aftale, der ligger nu.

Det er dog før set, at Europa-Parlamentet har gennemført deres høringsprocesser på kort tid, og dermed står og falder denne side af sagen på den politiske vilje hos EU-parlamentarikerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00